Billederne og musikken i “The Hidden Blade” er fortryllende, men det forbliver skuespillet som for alvor gør filmen god og hæver den over det stærkt amerikaniserede syn på japansk kultur, som det blev rullet ud i den svulstige “The Last Samurai”. Det handler om manglende identitet på såvel et nationalt som personligt niveau, hvilket ikke alene er mere interessant at se på end den ene sværdkamp efter den anden, men også væsentligt mere gribende.
[h2]Et portræt af djævlen[/h2]
Med 400 film på programmet er det vigtigt med en god liste over de allermest interessante titler, hvis ikke man vil risikere at drukne i de mange vitterligt middelmådige produktioner, som også finder vej til festivalen. En af de film vi allerede inden afrejsen vidste vi skulle se var Oliver Hirschbiegels “Der Untergang”, som følger Adolf Hitler i de sidste dage inden afslutningen på 2. Verdenskrig. Instruktør Hirschbiegel udtalte inden pressescreeningen på sin film, at alt som vises bygger på faktuel viden om, hvad der fandt sted i førerbunkeren i april 1945. Denne meget autentiske tilgang resulterer i en fornem realisme, men betyder også at filmen til tider kan minde lidt om et teaterstykke eller en dokumentar, frem for et filmdrama. Der er lidt ‘kammerspil’ over de mange dialoger udført i gennemgående trænge omgivelser.
Med en spilletid på to en halv time er “Der Untergang” en lang sag, specielt hvis man tager den relativt korte tidsperiode som handlingen dækker med i betragtning. Heldigvis bliver den aldrig rigtig langtrukken, og den uden tvivl kontroversielle vinkel på historien gør den til en beundringsværdig og meget unik film, der forsøger at fremstille Føreren som en person af kød og blod.

Dermed ikke sagt, at “Der Untergang” fremstiller Hitler som en retskaffen person – langt fra. Hirschbiegel viser os den maniske overbevisning om, at Tyskland til sidst stadig kunne vinde krigen, som Hitler var besat af lige inden han skød sig selv. Han er et på én gang uhyggeligt men også ynkeligt individ, der spilles til perfektion af skuespilleren Bruno Ganz. Både hvad angår udtale og kropssprog, ligner han Adolf Hitler så meget, at det er skræmmende, og der er absolut ingen problemer med at acceptere Ganz som nazisternes leder i denne meget overbevisende præstation.
[h2]Hell’s Gate[/h2]
Det er imidlertid ikke kun splinternye film som bliver præsenteret på Berlinalen og i år var der mulighed for at se en næsten fire timer lang restaureret udgave af Michael Ciminos “Heaven’s Gate”, der stadig går for at være et af de allerstørste kunstneriske og økonomiske flops i filmhistorien. I denne anledning blev der også vist en dokumentar omkring den problematiske skabelse af filmen med titlen “Final Cut – The Making and Unmaking of Heaven’s Gate”. “Heaven’s Gate” havde et budget på $44 mio., hvilket i 1980 var et astronomisk beløb og et regnestykke der aldrig gik op efter at filmen endte med kun at indspille $1,3 mio. Filmselskabet United Artists blev ruineret, og den tidligere Oscarvinder Cimino blev forvandlet til filmindustriens permanent sorte får.

Cimino selv medvirker ikke i “Final Cut”, så instruktør Michael Epstein har i stedet gravet en række skuespillere frem som fortæller om produktionen, mens vi på samme tid også hører historien fortalt fra United Artists’ side af. Det er en ganske foruroligende historie – mere turbulent end selve “Heaven’s Gate” – og der tegnes et billede af Cimino som en visuelt begavet kunstner, der er fuldstændig manisk, når det kommer til autencitet og detaljer i hans produktioner. Dette medfører bl.a. at “Heaven’s Gate” overskred sit oprindelige budget med 500% og at optagelserne tog 200 dage mere end de 65, man havde sat af til produktionen.
Med bl.a. et gennemsnit på 30 takes per indstilling er der ikke noget at sige til, at “Heaven’s Gate” udviklede sig til en produktion ude af kontrol, hvor helt store tabere var selskabet og instruktøren selv. Dokumentaren er måske en smule ensidig i sin tilgang til problematikken, men en meget interessant oplevelse ikke desto mindre. Hele miseren omkring “Heaven’s Gate” fik endnu et kapitel tilføjet i denne uge, da MGM/UA arkivar John Kirk kunne meddele, at store dele af selskabets kasserede materiale til bl.a. denne film og “Raging Bull” er blevet smidt ud, i et desperat forsøg fra studiets side på at spare penge på lagerudgifter. Uden tvivl hvad man må kalde værdifuldt affald…
[h2]Fortsetzung folgt – denne gang med Daniel Day-Lewis…[/h2]
I den næste artikel fra Berlinalen vil der bl.a. være en reportage om Daniel Day-Lewis’ seneste film “The Ballad of Jack and Rose”, og det efterfølgende pressemøde, hvor den notorisk tilbageholdende skuespiller fortalte om sin rolle i filmen og lidt mere generelt om sin egen karriere.

Klik her for at læse 3. del af filmz.dk på Berlin Film Festivalen 2005.