Et af de mere interessante aspekter ved at se film på Berlinalen er de efterfølgende pressemøder, hvor skuespillere og instruktører får mulighed for at indgå i en dialog med pressen og fortælle lidt om de tanker, der ligger bag deres produktioner. Til trods for at der er en hel del åndsforladte spørgsmål af typen ”Hvad er din yndlingsfarve” deltager der også journalister, der har sat sig ind i stoffet, og som er interesserede i en mere uddybende diskussion. I denne tredje artikel fra Berlinalen vil vi skrive ikke alene om de to nye film “The Ballad of Jack and Rose” og “The Life Aquatic”, men også om vores indtryk af pressemøderne, der begge var besøgt af absolutte verdensstjerner.
[h2]Balladen om Daniel Day-Lewis[/h2]
Den britiske skuespiller Daniel Day-Lewis er kendt for at være en meget privat person, som stort set aldrig medvirker i interviews, hvorfor interessen omkring hans person også var meget stor, da han troppede op i Berlin i forbindelse med “The Ballad of Jack and Rose”. Han var i selskab med Rebecca Miller, der ud over at være filmens instruktør også er gift med Day-Lewis, og de sad begge med under fremvisningen af filmen i den store og klassisk udsmykkede Zoo Palast biograf. Day-Lewis er en utrolig populær skuespiller, specielt ved Berlinalen, hvor de fleste af hans film har haft premiere netop i Zoo Palast, og hvor han i flere tilfælde selv har været mødt op for at deltage i festlighederne sammen med publikum. Efter at screeningen af “The Ballad of Jack and Rose” var overstået modtog han til store klapsalver en pris for sin indsats som skuespiller og kvitterede med en følelsesladet tale, som understregede hans private men også meget varme personlighed.

“The Ballad of Jack and Rose” er en ukonventionel og meget velspillet lille film, der handler om en fars lidt for tætte forhold til sin datter, og hans forsøg på at skærme hende fra en moderne verden, som han ikke selv bryder sig om at leve i. De lever isoleret på en ø “et eller andet sted ud for Amerikas østkyst” indtil den dag, hvor Jack inviterer sin kæreste Kathleen og hendes to teenagerdrenge til at flytte ind. Rose gør oprør og det tager hårdt på den dødeligt syge Jack, der reelt står med det ene ben i graven. Daniel Day-Lewis er en formidabel skuespiller, og hans indlevelse i rollen som den indesluttede Jack er suveræn. Jacks sygdom forvandler ham gradvist til et afpillet skelet, og som en sand metodeskuespiller har Day-Lewis naturligvis tabt de nødvendige kilo for også at give karakteren den rette fysiske fremtoning. Historien i “The Ballad og Jack and Rose” er tragisk men med en opløftende humor, der gør filmen til et bittersødt og gribende drama med en på nogle punkter ganske kontroversiel tematik.
[h2]Pressemøde med Daniel Day-Lewis og Rebecca Miller[/h2]
Pressemødet til “The Ballad of Jack and Rose” var relativt afdæmpet eftersom Rebecca Millers far, Arthur Miller, var død kort forinden de ankom til Berlin. Dette gjorde at spørgsmålene var mere fokuserede end ellers, og at de tilstedeværende journalister opførte sig respektfuldt. Der var dog stadig masser af interessant information og til spørgsmålet om, hvad der fik Day-Lewis til at vælge rollen som Jack, svarede han at ”the role chose me”, og at hans medvirken i filmen virkede uundgåeligt. Det var en historie, som hans kone havde arbejdet på i lang tid, og han har derfor kendt til den i flere år og haft den tæt inde på livet. Jack er på mange punkter anderledes end Day-Lewis selv, men der er også ligheder, hvilket bl.a. kommer til udtryk i den måde, som begge personer har en tendens til at trække sig væk fra verden på og fokusere alt tid og energi på ting af stor personlig betydning.
Daniel Day-Lewis opfatter imidlertid ikke sine lange pauser fra filmarbejdet som at han trækker sig tilbage fra det, men blot at han engang i mellem bliver ”distracted by life”. For som han selv påpegede, så indebærer det at trække sig tilbage fra noget, at man vender det ryggen, og det har han aldrig gjort med film.

Det er naturligvis lidt atypisk at Day-Lewis på denne film har arbejdet sammen med sin kone, men han anser ikke dette forhold som problematisk, men tværtimod som en fordel. Den indbyrdes kommunikation mellem ham og hans kone var rigtig god under optagelserne, og de var i stand til med meget få ord at udtrykke præcis de tanker, de gjorde sig for karakteren og historien. De potentielle problemer ved samarbejdet var med andre ord ifølge Daniel Day-Lewis og Rebecca Miller slet ikke til stede på “The Ballad of Jack and Rose”.
[h2]Ingen oprørte vande[/h2]
En af de større Hollywood-film der kan ses til Berlinalen, og som rent faktisk også er med i hovedkonkurrencen, er Wes Andersons undervandskomedie “The Life Aquatic – with Steve Zissou”. Det er en film spækket med store navne som Bill Murray, Willem Dafoe, Cate Blanchett og Angelica Houston, og ganske i Andersons skæve ånd. Den fortæller historien om dybhavsdykkeren og dokumetarfilminstruktøren Steve Zissou og hans hold, der tager ud for at jage den haj, som dræbte hans partner. Filmen er dedikeret til Jaques Cousteau, men er nok mere et fantasifuldt og humoristisk spin på “Moby Dick” – eller “The Royal Tenenbaums” under vandet. Hvor Tenenbaums var skarp i sine karikaturer og mere giftig i sit familieportræt, er “The Life Aquatic” dog ret uskyldig, og mere fjollet end egentlig sjov. Den har ganske vist sine momenter, men man kommer let til at undre sig over hvad man egentlig skal med denne film.

Både instruktøren, Cate Blanchett og Angelica Houston var mødt op til pressekonferencen, hvor den virkelige humor udeblev, da Bill Murray desværre ikke var til stede. Anderson og Houston var dog begge ganske imødekommende. Anderson fortalte bl.a. at han var meget inspireret af Fellini, og at det havde været en særlig oplevelse for ham at optage dele af filmen i Cinecittas studier i Rom, hvor mesteren selv havde filmet. Blanchett virkede ret fraværende og ikke synderligt oplagt til hele pressecirkuset. Hun kunne dog berette, at hun havde valgt at medvirke i filmen på grund af Anderson, som hun kaldte en ‘auteur’. Det var ikke de mest interessante spørgsmål der prægede konferencen, hvilket muligvis skyldtes, at der i sig selv ikke er så meget at sige om filmen. Hvorfor den er med i konkurrencen er lidt svært at forstå, men der er sikkert nogen som vil finde den hylende morsom – de fleste vil nok være mere forbeholdende. Vinderchancer har den i hvert fald ikke mange af.
[h2]Fortsetzung folgt…[/h2]
Næste artikel vil bl.a. fokusere på pressevisningen og modtagelsen af den danske film “Anklaget” ved Berlinalen. Vi planlægger derudover at tage et nærmere kig på Liam Neesons nye film “Kinsey”.

Klik her for at læse 4. del af filmz.dk på Berlin Film Festivalen 2005.