Inden det lørdag eftermiddag blev afsløret, hvem vinderen af dette års Guldbørn blev, talte filmz.dk med den debuterende instruktør af “Anklaget” Jacob Thuesen om, hvordan det har været at have sin film med ved så prestigefyldt en festival som Berlinalen. Han har selv været temmelig overrasket over sin nominering til hovedkonkurrencen, men det lader til at det alligevel var ganske velfortjent, idet filmen helt sikkert fik en fin modtagelse af publikum.

Selvom Thuesen virkede en smule reserveret under pressemødet, svarede han konsekvent på de mange spørgsmål og blev flankeret af sin kone Sofie Gråbøl og skuespiller Troels Lyby, der begge virkede lidt mere komfortable i rampelyset. Spørgsmålene gik primært på incest-tematikken, samt den interessante slutning, som både instruktøren og produktionsselskabet har kæmpet hårdt for at holde hemmelig overfor alle, der endnu ikke har set filmen.

Jacob Thuesen slog selv fast, at det primære ved handlingen for ham ikke var selve skyldsspørgsmålet, men hovedpersonens gradvise opløsning – ”hans nedstigning til helvede”, som Lyby meget kraftfuldt beskrev det. “Anklaget” er foruden den gode historie også en teknisk meget avanceret film, og Thuesen talte ligeledes til filmz.dk om sine stilistiske overvejelser, især i forbindelse med det at skulle fortælle en historie om ”en mand, der ikke siger en skid”. Det at handlingen centrerer sig om en hovedperson, som ikke røber særligt meget gennem dialog, har betydet at Thuesen i stedet har måttet forsøge at fortælle tingene gennem sine billeder og den subjektive oplevelse af lyd. Han kunne derudover fortælle, at han som inspiration til filmen har trukket på helt store filmkunstnere som Hitchcock, Truffaut og David Lynch.

Til trods for at “Anklaget” desværre ikke kom på tavlen her ved Berlinalen 2005, kan Jacob Thuesen stadig glæde sig over, at hans debutfilm har vist sig populær blandt de internationale indkøbere af film hernede, og at den allerede nu er solgt til både Argentina, Brasilien, New Zealand, Belgien Holland og Luxemburg.

Klik her for at læse filmz.dks anmeldelse af “Anklaget”.
[h2]”Hitch” – kitsch[/h2]
Foruden “Anklaget” fik Berlinalen fredag eftermiddag også besøg af Will Smith og hans nye film “Hitch”, der handler om ‘datedoktoren’ Alex Hitchens (Will Smith), hvis job det er at hjælpe usikre mænd til at få fingrene i deres drømmekvinde. I hans forsøg på at udrede den kiksede Alberts (Kevin James) kærlighedsliv, falder han selv for kvinden Sara (Eva Mendes), hvilket leder til en masse komplikationer, som den slags film nu engang har for vane. “Hitch” tilbyder intet nyt, og er skåret fuldstændig firkantet efter genrens regler. Instrueret af Andy Tennant, der gav os bl.a. “Fools Rush In” og “Anna and the King”, hamrer filmen sine pointer igennem med en forhammer, og indeholder karakterer uden nogen nævneværdige nuancer. Er man til sukkersød naivitet, hvor siruppen driver ned over lærredet, vil man muligvis finde filmen et besøg værd, men ellers vil man næppe grine, græde eller føle noget som helst for Will Smiths seneste “komedie” – eller tragedie, som man næsten fristes til at kalde den.
Hvor filmen “Hitch” kun underholder i et meget begrænset omfang, var der derimod fuld tryk på det følgende pressemøde, hvor en superoplagt Will Smith havde hele den internationale presse i sin hule hånd. Stilen blev lagt allerede ved introduktionen af Smith, der selv greb om mikrofonen og bekendtgjorde, at ‘han var i huset’. Kort efter stormede han ned blandt journalisterne, lagde en kvindelig skribent ned på gulvet og gav hende et ordentligt smækkys. Man kan sige meget om Will Smith som skuespiller, men en født entertainer er han, og det er kun de færreste, som kan få alverdens professionelle journalister til at stikke næverne i vejret og begejstret gale ”WIIL!” når den rappe fyr lægger op til det. Uden sammenligning det mest underholdende pressemøde, hvor intet blev taget seriøst – heller ikke filmen, som de mevirkende var der for at promovere.
[h2]Den amerikanske Freud[/h2]
En af de allersidste film til at få premiere ved festivalen var “Kinsey”, der er en filmatisering af den amerikanske zoolog Alfred Kinseys livshistorie og hans lange kamp for at forstå den menneskelige seksualdrift. Hans studier, der bl.a. involverede udførlige interviews omkring folks sexvaner og ikke mindst egne eksperimenter, ændrede amerikanernes opfattelse af sex på et tidspunkt, hvor ingen havde nogen nævneværdi videnskabelig indsigt i seksuelt orienterede problemer og spørgsmål. Foruden de konservative kræfter i samfundet, som forsøgte at stoppe Kinseys forskning, kæmpede han også med et svagt helbred, og ikke mindst sin egen besættelse af at ville gennemføre en af de mest omfattende videnskabelige undersøgelser nogensinde.

I filmens titelrolle finder vi Liam Neeson, der spiller Kinsey med en flot styrke, og han er den primære årsag til, at denne ellers temmelig konventionelle filmbiografi ikke ender med at falde fra hinanden. Birollerne er med navne som Laura Linney og Chris O’Donnell ligeledes godt besat, og gør en fortælling uden de helt store højdepunkter relativt underholdende og humoristisk. Derudover er det interessant, at Kinseys historie stadig kan vække forargelse i USA, hvilket netop var hvad “Kinsey” gjorde ved den amerikanske premiere. Den konservative højrefløj i Guds eget land mener nemlig stadig, at seksualundervisning og åbenhed omkring sex er djævlens værk, og forsøgte allerede inden optagelserne gik i gang tilmed at få filmen stoppet. De anser Alfred Kinsey for bl.a. at være grundlæggeren af den homoseksuelle bevægelse.

[h2]And the winner is…[/h2]
Lørdag eftermiddag klokken 14.00 kunne Berlinalens jury så endelig løfte sløret for, hvilke film der vandt dettes års priser. Igen lod der til at være stor forskel på, hvilke film henholdsvis juryen og pressen foretrak, idet de titler som havde fået mange stjerner af de professionelle anmeldere i nogle tilfælde slet ikke fik nogen officiel anerkendelse. Der var f.eks. hverken priser til anmeldernes absolutte yndling “The Late Mitterand” eller den ellers meget roste “The Hidden Blade”. Vinderen af hovedprisen blev den sydafrikanske film “Carmen in Khayelitsha”, hvilket var en kæmpe overraskelse til trods for, at denne noget anderledes filmatisering af “Carmen” forinden havde været ganske populær blandt publikum. Filmen bygger på et teaterstykke, som instruktøren tidligere har opført med stor succes. Skuespillerinden Julia Jentsch fik en Sølvbjørn for sin præstation som Sophia Scholl i “Sophie Scholl – The Final Days”, mens filmens instruktør Marc Rothemund fik en pris for bedste instruktion. Stor var overraskelsen også, da den kun 19-årige amerikanske skuespiller Lou Taylor Pucci vandt for sin præstation i “Thumbsucker”. Pucci udtalte selv, at det var fantastisk, at en amerikansk skuespiller blev anerkendt i Europa.

Med uddelingen af bjørnene blev der også sat punktum for filmz.dk’s dækning af den 55. udgave af Berlinalen, der af pressefolk og publikum generelt er blevet vurderet som en lidt svag forestilling uden helt så megen sjov og glamour, som man kunne have håbet på. Lederen af Berlinalen, Dieter Kosslick, har derfor også nok at arbejde på indtil februar 2006, hvor næste filmfestival søsættes, og der formodentlig vil være langt flere kendte ansigter blandt de tusindvis af journalister, fotografer og filmgale deltagere.
Alfred Bauer prisen (gives til en film der formår at forny filmkunsten): “The Wayward Cloud” (“Tian Bian Yi Duo Yun”), Taiwan
Blauer Engel prisen (bedste europæiske film): “Paradise Now”, Holland/Tyskland/Frankrig
Bedste score: Alexandre Desplat – “The Beat That My Heart Skipped” (“De Battre Mon Cæur S’est Arreté”), Frankrig
Kunstnerisk udmærkelse: Tsai Ming Liang (manuskript) – “The Wayward Cloud” (“Tian Bian Yi Duo Yun”), Taiwan
Bedste skuespiller: Lou Taylor Pucci – “Thumbsucker”, USA
Bedste skuespillerinde: Julia Jentsch – “Sophie Scholl: The Final Days” (“Sophie Scholl: Die Letzten Tage”), Tyskland
Bedste instruktør: “Marc Rothemund – Sophie Scholl: The Final Days” (“Sophie Scholl: Die Letzten Tage”), Tyskland
Juryens Grand Prix: “Peacock” (Kong Que), Kina
Guldbjørnen: “Carmen in Khayelitsha” (“U-Carmen eKhayelitsha”), Sydafrika

Klik her for at læse 1. del af filmz.dk på Berlin Film Festivalen 2005, her for at læse 2. del og her for at læse 3. del.