Mens armene så småt er ved at være nede igen efter dansk films forbløffende store succes ved den 56. Berlinale, kaster filmz.dk et kritisk blik på en stribe udvalgte internationale produktioner, som blev vist frem ved dette års festival. Film der i tilfælde af “V for Vendetta” og Terry Gilliams forsinkede “Tideland” allerede har været genstand for omfattende diskussion på Internettet, mens andre – som den barske og meget seværdige australske western “The Proposition” – stadig er ukendte på disse breddegrader. Mellem de mange engelsksprogede titler har der sneget sig en kinesisk storfilm “Wuji – The Promise” ind, ligesom der også er blevet plads til Michael Winterbottoms kontroversielle dokudrama “The Road to Guantanamo” om den berygtede amerikanske militærbase på Cuba.

Dette er første halvdel af vores smugkig på kommende filmoplevelser, hvoraf nogle vil få almindelig dansk biografpremiere, mens resten formodentlig vil blive udgivet i begrænset distribution eller direkte på dvd.

[h2]Stay[/h2]
Instruktør Marc Forster, der stod bag “Monster’s Ball” og “Finding Neverland”, har slået kræfterne sammen med manuskriptforfatter David Benioff (“Troja”) og skabt en lækker lille labyrintisk film med Ewan McGregor, Naomi Watts og Ryan Gosling i hovedrollerne. Psykologen Sam (McGregor) bliver opsøgt af den gådefulde unge Henry (Gosling), som fortæller at han har tænkt sig at begå selvmord den følgende weekend. Sam forsøger desperat at nå ind til drengen, inden det er for sent, men langsomt går det op for ham, at det ikke kun er Henry, der er noget i vejen med. Vi væves ind i et bizart univers, hvor der pludselig sættes spørgsmålstegn ved virkeligheden, og Sam må kæmpe for at bevare sin forstand, mens han forsøger at finde ud af, hvem Henry i virkeligheden er.

“Stay” er endnu en thriller, der går efter det overraskende twist til sidst i handlingen, hvor der åbenbarer sig noget helt andet end først antaget. Men den lægger ikke skjul på sit mål, og det er forfriskende at se, for det giver filmen plads til i stedet at udfolde sin legende billedstil og en understrøm af melankoli, der klæder både historien og de medvirkende. Bevares, det er ikke det mest dybdeborende af eksistentielle plot nogensinde, men som visuel underholdning og medrivende følelsesspil fungerer “Stay” rigtig godt.

[h2]Breakfast on Pluto[/h2]
Irske fortællinger er Neil Jordans speciale, og “Breakfast on Pluto” er da heller ikke nogen undtagelse. Filmen følger Patrick ‘Kitten’ Braden, spillet eminent af Cillian Murphy, der allerede som lille dreng indser, at han er fanget i den forkerte krop. Han vil være en kvinde og med Kitten som hovedfigur, maler Jordan et broget billede af Irland og England gennem 1960’ernes og 70’ernes strøm af glam rock og blodig terrorisme.

Kitten forsøger at finde sin mor, der efterlod ham på dørtrinnet til kirken som spæd, og selvom at filmen er voldsom i sin skildring af de sprængfarlige konfrontationer i Irland, er den også fuld af humor og sprudlende vitalitet. Balancegangen mellem den vittige fortælling og alvoren er svær, men “Breakfast on Pluto” navigerer det problematiske farvand med stor sikkerhed. Murphy viser endnu engang, trods de få roller vi har set ham i, at han mestrer alle nuancer på skuespillerregisteret, og er i rollen som Kitten et sandt fund.

[h2]A Prairie Home Companion[/h2]
Robert Altmans nye film viser instruktøren fra hans mere afdæmpede side, hvilket imidlertid ikke afholdte pressen i Berlin fra at spørge ind til eventuelle referencer til krigen i Irak. Filmen handler om afslutningen på en æra og den lille mands kamp mod det store system i form af et farverigt direkte radioprogram, der pludselig står til lukning, da selskabet som har opkøbt det, ikke ser nogen fremtid – eller penge – i den slags underholdning.

“A Prarie Home Companion” er en ensemblefilm i vante Altman stil med bl.a. Meryl Streep, Lindsay Lohan, Kevin Kline, Woody Harrelson og John C. Reilly på rollelisten. Vi følger aktørerne under deres sidste live show, hvor der er masser af små forviklinger og intriger både på scenen og backstage. Dialogen flyder fint, som kun Altman kan orkestrere den, og der bliver også plads til lidt slapstick humor i form af Klines kliché-detektiv Guy Noir. Filmen er dog langt fra så knivskarp og satirisk som f.eks. “Gosford Park”.

[h2]Tideland[/h2]
Dem der syntes, at Terry Gilliam leflede for masserne med “Brothers Grimm”, vil måske glæde sig over hans næste film “Tideland”, der om nogen befinder sig langt fra typisk mainstream. Den er svær at placere, jævnt fabulerende og med en handling, der til tider er svær at hitte hoved og hale på. Udgangspunktet minder om en slags “Alice i eventyrland”, hvor vi følger den lille pige Jeliza-Rose, hvis mor og far er stofmisbrugere – for slet ikke at tale om sidstnævntes sære fascination af Jylland og danske vikinger!

En mildest talt syret fortælling om en ensom pige midt på den amerikanske prærie, og hendes spirende venskab med naboens retarderede søn, samt hendes flugt ind i sin egen fantasiverden. Her får små afrevne dukkehoveder deres eget liv. “Tideland” er et glimrende eksempel på, hvad der sker når Gilliam får fuldstændig frie tøjler – han styres af sin grænseløse fantasi, hvilket går ud over sammenhængen og historiens drivkraft. Man skal virkelig være hardcore fan for at hænge med hele vejen.

[h2]The Science of Sleep[/h2]
Michel Gondry, der instruerede den vellykkede “Eternal Sunshine of the Spotless Mind” ud fra at manuskript af Charlie Kaufman, beskæftiger sig i sin seneste film “The Science of Sleep” med lignende temaer om menneskets underbevidsthed og drømme. Gael García Bernal spiller en ung tegner, der flytter til Paris og forelsker sig i sin overbo. Hans drømme truer dog med helt at overtage hans liv, og filmen blander på charmerende vis virkelighedens kærlighedshistorie med næsten surrealistiske billeder fra søvnens dyb.

Det kræver at man holder tungen lige i munden for at følge med i den slingrende fortælling, som også leder tankerne hen på Richard Linklaters filosofiske “Waking Life”. Gondry benytter simpel men vellykket stop motion til at visualisere drømmesekvenserne, der får en aura af naiv poesi ikke ulig Buñuel over sig. Filmen er ikke så tilgængelig som “Eternal Sunshine of the Spotless Mind”, hvilket tydeligvis skyldes skiftet fra Hollywood til en mere europæisk filmstil, og det er faktisk lidt en skam.

[h2]Wuji – The Promise[/h2]
“Wuji” siges at være den dyreste film i Kinas historie til dato, og der er da tydeligvis heller ikke sparet på statister eller store panoramalandskaber i denne episke fortælling om krigere og kejsere i fordums tid. Chen Kaige, der tidligere har instrueret “Farvel min konkubine” står bag roret, men hvad der ved første øjekast ligner et fejende flot og underholdende eventyr, viser sig hurtigt at være en slem skuffelse.

Plottet er centreret omkring to hærførere, en slave og en ung konkubine, men forbliver uinteressant og dens sammenhæng og motivation er svær at få øje på. Man har forsøgt at følge op på succeser som “Tiger på spring, drage i skjul” og “Hero”, men “Wuji” viser med alt tydelighed, at mange penge og høj production value ikke nødvendigvis er lig en god film. Der bruges rigelige mængder af CGI effekter, som i det store hele dog er pinligt dårlige at se på, og man undrer sig over, hvorfor filmen mon har kostet så meget.