Af: Hasselguff | Udgivet: 2006-02-28



[h2]The Proposition[/h2]
Musikeren Nick Cave står bag manuskriptet til den rå og dragende western “The Proposition”, der er instrueret af John Hillcoat og udspiller sig i 1880’erne midt i den australske ørken. Efter et skyderi med den lokale ordensmagt bliver Charles Burns (Guy Pearce) og hans lillebror arresteret af den lokale ordenshåndhæver Kaptajn Stanley (Ray Winstone). Charles får muligheden for at redde sin lillebror fra galgen, hvis han imidlertid indvilliger i at opspore og dræbe sin storebror Arthur, der er eftersøgt for en brutal voldtægt. Et umuligt dilemma, der fører endnu flere blodsudgydelser med sig, i stedet for at sætte en stopper for dem.

Hillcoat har drejet en kompleks og visuelt betagende film i et land, man ikke normalt forbinder med genren, men som byder på et sceneri, der er mindst lige så støvet, farligt og fængslende som Monument Valley og Almeria. Et sted hvor fluerne sværmer utrætteligt og den ekstremt blodige vold har det med pludselig at eksplodere ud af ingenting. Har man først vænnet sig til den tilbagelænede, men aldrig kedelige fortællestil, med stænk af lyrik, surrealisme og Caves melankolske musik, gribes man af den overordentligt velspillede historie om et barskt Australien inden det blev tæmmet af civilisationen.


[h2]V for Vendetta[/h2]
Wachowski brødrenes fingeraftryk er overalt at finde på “V for Vendetta”, som de har forfattet efter Alan Moores 25 år gamle tegneserie af samme navn og ladet deres assistant director fra “Matrix” trilogien, James McTeigue, instruere. Resultatet er lidt ujævnt men slemt fascinerende, og historien er proppet med kontroversielle ideer, hvoraf mange er blevet opdateret fra forlaget og tilpasset den nuværende verdenssituation med international terror og regeringer, der forlanger flere og flere beføjelser i sikkerhedens navn. Filmen udspiller sig i et fremtidens London under ledelse af et fascistisk parti med Storebror Sutler (John Hurt) i spidsen, der slår hårdt ned på enhver, som vender sig imod systemet. Og det er netop hvad Evey (Natalie Portman) gør, hvilket bringer hende i armene på den mystiske, maskebærende terrorist V (Hugo Weaving), der planlægger at starte en frihedsrevolution til en symfoni af historiske britiske bygningsværker der eksploderer.

“V for Vendetta” lider under en handling, der svinger mellem det sindsoprivende spændende og unødvendigt langtrukne, inklusiv blytung dialog a la de to “Matrix” sequels. Filmens få actionscener er imidlertid fremragende og historien fortælles med så meget mod, og byder på så mange grænseoverskridende scener, at man alligevel rives med, og frydes over aldrig før at have set noget tilsvarende komme ud af Hollywood.


[h2]Find Me Guilty[/h2]
Vin Diesel giver den med strittende manke og protese-vom som italiensk gangster i Sydney Lumets fælt gumpetunge retssalskomedie “Find Me Guilty”, der er baseret på virkelige begivenheder. Efter at være blevet knaldet for narkohandel, stilles Jack DiNorscio (Vin Diesel) for retten sammen med en snes medlemmer af New Jerseys mafia. Jack får tilbuddet om nedsat straf mod at sladre om sin ‘familie’, men det kunne aldrig falde den grænseløst loyale kokainhandler ind, og noget overraskende vælger han at føre sin egen sag uden hjælp fra advokater.

Lumet lægger overvejende vægten på humor, men i stedet for at underholde udarter filmen sig til en utroværdig farce blottet for gode grin. Der bruges langt mere tid på at understrege, hvor sympatisk en fyr Jack er, frem for at komme med bare halvvejs relevante argumenter for hans frikendelse. Diesel er omdrejningspunktet, og det er tydeligt, at vi ligesom juryen skal lade os charmere af hans kejtede gadedrengefacon og snøvlende jokes, leveret uden skyggen af timing. Men det er stort set umuligt, ligesom det er svært at sluge portrættet af de organiserede kriminelle (der som nævnt er baseret på virkelige personer) som joviale spaghettibamser, der da selvfølgelig fortjener at slippe for deres straf, når nu de er så hyggelige.


[h2]Tigeren og sneen[/h2]
Efter den skuffende filmatisering af “Pinocchio” er Roberto Benigni tilbage med den politiske komedie “Tigeren og sneen”, der på samme måde som “Livet er smukt” fortæller et lunt magisk-realistisk eventyr med udgangspunkt i en alvorlig situation. Denne gang er det invasionen af Irak, som danner rammen for Benignis charmerende jokes, hvor mange af tidens mest omtålelige emner tilføres en skæv og humoristisk drejning. Filmen er dog hverken nær så skarp eller vedkommende som “Livet er smukt”, og det er begrænset, hvad man kan stille op med dens politiske kritik, der er lidt for pæn til rigtig at bide fra sig. En flot og ganske underholdende komedie, som falmer i den uundgåelige sammenligning med Benignis egen Oscarvinder fra 1997.

“Tigeren og sneen” fortæller historien om den fraskilte professor i poesi, Attilio (Roberto Benigni), der er en rigtig drømmer og håbløst forelsket i kvinden Vittoria, der vanen tro spilles af Benignis egen kone Nicoletta Braschi. Efter at hun er rejst til Bagdad, får Attilio besked fra sin irakiske ven Faud om, at hun er blevet dødeligt såret, hvorefter han straks tager af sted. Han vil gøre alt for at redde hende, hvilket medfører en lang række farlige og absurde situationer undervejs.


[h2]The Road to Guantanamo[/h2]
Fakta blandes med fiktion i Michael Winterbottoms “The Road to Guantanamo”, der er en sønderlemmende kritik af det amerikanske militærs behandling af krigsfanger på Guantanamo-basen. Vi følger de fire unge britiskpakistanske mænd Asif, Ruhel, Shafiq og Monir, der tager til Pakistan for at møde den kvinde, som Asif skal giftes med. I Pakistan bliver de imidlertid gjort opmærksomme på, at det afghanske folk har stor brug for hjælp, og uden at tænke videre over det, hopper de alle på en bus mod det hærgede land. De vil udrette noget godt men ankommer lige som det amerikanske militær begynder at bombe Afghanistan og bliver arresteret af afghanske tropper. De anklages for at være medlemmer af Al-Qaeda og udleveres til amerikanerne, der spærrer dem inde på Guantanamo, hvor de bliver mishandlet og afhørt i mere end to år.

Den sande historie om de fire briter er lige så utrolig, som den er uhyggelig, og fortalt på baggrund af iscenesatte sekvenser med skuespillere i rollerne som vennerne, afbrudt af korte dokumentariske indslag fra tv og interviews med de virkelige personer. Et medrivende drama, som dog kan kritiseres for sin sensationalistiske vinkel og en form, der gør det umuligt at skelne mellem, hvad der helt præcist skete drengene, og hvad Winterbottom selv har tilført handlingen.

Klik her for at læse 1. del af filmz.dk’s dækning af nye internationale film på den 56. Berlinale.

Gravatar

#1 gravity 18 år siden

"V for Vendetta" kan man også få en tidlig vurdering af, fredag den 10. marts, det glæder jeg mig da hvertfald til

Skriv ny kommentar: