Af: Filmfestival i Cannes-blog 2013 | Udgivet: 2013-05-19

Årets Cannes-filmfestival er i fuld gang, og for første gang nogensinde er Filmz med på sidelinjen i den solbeskinnede franske stad, hvor store stjerner og dugfriske stjernefrø tropper op for at kæmpe om både journalisternes og Cannes-juryens gunst. Hvem vinder mon de gyldne palmer i år? En af den danske dagspresses største filmskribenter, Jacob Wendt Jensen, blogger løbende om sine oplevelser i Cannes, så husk at holde øje med Filmz-forsiden i den kommende tid, hvis du vil holdes opdateret omkring begivenhederne under verdens største og mest prestigefyldte filmfestival!



Stadig sværere at lave film

I dag så jeg en morsom dokumentarfilm om, hvor svært det er at finde penge til en film. Instruktøren James Toback påstår, at han har brugt 95 pct. af sit arbejdsliv på at finde penge til sine film og 5 pct. på at lave dem. I betragtning af at han kun har lavet ni film og er 67 år gammel, har han sikkert nogenlunde ret i det regnestykke. Han lavede i sin tid “Exposed” med Nastassja Kinski i begyndelsen af 1980’erne og lod senest høre fra sig med dokumentarfilmen om Mike Tyson (“Tyson”) for fem år siden.

“Seduced and Abandoned” er guf for filmnørder af flere grunde. Sammen med Alec Baldwin fra tv-serien “30 Rock” tager Toback rundt til filmproducenter og rige mænd for at høre, om de vil sætte penge i en film med netop Alec Baldwin og Neve Campbell. Det går ikke så let, men undervejs får vi en stribe svar på, hvorfor film er sværere at finansiere i dag, hvor der bliver givet grønt lys pr. komité af jurister og ikke af enkeltpersoner og ildsjæle, der leder de store filmselskaber. Legender som Martin Scorsese, Francis Coppola og nyere navne som Ryan Gosling er også med, og det giver en varmhjertet, filmelskelig tur rundt i filmhistorien, og så hjælper det også lidt på charmen, at Toback og Baldwins tur rundt i købmændskulisserne foregår i Cannes, hvor filmen har verdenspremiere.

Når det er så svært at lave film, er det måske derfor, at bourbonmærket Johnnie Walker lægger yacht til lanceringen af Martin Scorsese næste film, og det er måske derfor, Lexus har valgt at støtte fem kortfilm – der også lanceres i Cannes – med mere end 10 mio. kr. Tim Burton er trukket af huse for at udtale sig positivt om muligheden for at lave dyre kortfilm som helt ung filminstruktør. Han sad jo selv som ung og lavede kortfilm på trods i et mørkt hjørne af Disney-koncernen tilbage i slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne. Eneste betingelse fra Lexus for at støtte de fem kortfilm var, at der kom en bil med i en af filmene.

I “Seduced and Abandoned” hedder det sig, at penge og film er uadskillelige faktorer, for der skal mange penge til at lave film – mange flere end der skal til at købe et lærred og male et billede eller til at skrive en digtsamling på et loftsværelse. Toback vil maksimalt kunne skaffe 4-5 mio. dollars til sin film med Neve Campbell og Alec Baldwin, fordi hun er for ukendt, og han i dag primært betragtes som tv-skuespiller. Måske kan han samle lidt flere penge, hvis der placeres en stribe skønne, eksotiske unge kvinder fra forskellige verdensdele omkring Baldwin, og så man ser ham tæt på nogle u-både, som han har haft succes med tidligere.

Efter Tobacks film er man glad for et filmsystem som det danske, hvor én filmkonsulent kan nurse et projekt og sige fra eller til. Det er en luksus, vi for ofte glemmer, at vi har i Danmark, og en luksus, der gør, at vi kan slå til på udebane det sidste sted i verden, hvor egensindige kunstneres film stadig sættes højest. Men det lille reservat eksisterer kun, fordi de store stjerner flyves ind og gør reklame for stedet, og fordi der i kælderen af festivalpalæet handles de mest tarvelige film med kæmpeblæksprutter og tømmermændsramte has beens som Michael Madsen med våben i hænderne. I heldigste fald i hver sin film.

Gravatar

#1 Kisbye 10 år siden

Tak for tippet med "Seduced and Abandoned", den er tilføjet til min watchlist, den må jeg have set på et tidspunkt.

Der er ret stor bekymring hvad angår finansiering i den europæiske film branche for tiden. Det er svært for europæisk film at hamle op med de overreklamerede amerikanske film med gigantiske reklamebudgetter.

I øjeblikket kæmpes der om at holde film ude fra en ny frihandelsaftale mellem USA og EU. Mange af EU's største instruktører har skrevet under på en underskriftindsamling og sidste nyt er at EU parlamentet har stemt for at holde film ude af aftalen.
Det vil også være sørgeligt hvis vi skal tromles endnu mere over af amerikansk mainstream.

Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)

Skriv ny kommentar: