Gothams evigt mørklagte gyder har fostret kuriøse kriminelle siden dåben i DC Comics’ Batman #4-blad fra 1940. Det var før skylinen blev til endeløse, blåtonede glasfacader, som vi kender fra nutidens Batman, og det gotiske blevet taget bogstaveligt med ornamenteret arkitektur og midnatssorte, labyrintiske gader. Nærmest som en blanding af det tidlige, noir-prægede bymiljø og Christopher Nolans hypermoderne fortolkning af universet er den nye tv-serie “Gotham” det næste knopskud på den efterhånden vidtforgrenede tegneseriemytologi. Men er der i det hele taget noget tilbage af den oprindelige storbystil, og hvilke film om metropolen og den martrede Bruce Wayne er de mest gennemførte gennem tiden?

Filmz har taget et kig på filmene om den over 60 år gamle flagermushelt og hans liv i skyggen af Gotham City.

”I’m looking over the skyline of the city, how loud, quiet nights in the mist of crime,” sang R. Kelly på soundtracket til “Batman & Robin” fra 1997. Landeplagen mindede os dengang om, at fascinationen af Batman altid vil være en lige så stor fascination af Gotham City, der fra begyndelsen har tårnet sig op omkring helten og avlet skurke i undergrunden som manifestationen af Batmans egne, indre dæmoner. Byen er den tilbagevendende scene for Bruce Waynes dobbeltliv som erhvervsmand og kriminalitetsbekæmper. Uden den ville hans personlige fortælling næppe fremstå lige så dunkel, som den gør.

Den særlige mystik, der hviler over byen, kommer glimrende til udtryk i Bruno Hellers seneste tv-serie, “Gotham”, der har flyttet projektørlyset væk fra Batman-karakteren til Gothams fremtidige politichef James Gordon og hans første sag som ung novice: dobbeltmordet på Bruce Waynes forældre. Det trækker tråde langt ned i den kriminelle underverden, hvor nogle af Batman-universets mest notoriske slyngler – såsom Pingvinen – er begyndt at røre på sig og allerede i første afsnit giver en forsmag på den ondskab, der venter byens uskyldige sjæle i fremtiden. Det mest lovende ved serien er ikke desto mindre, at det visuelt er lykkedes at ramme en slags film noir i grundtonen – krimi-plot, low-key-lys, kloakrøg og skærende neon.

Den stil gør sig gældende i Tim Burtons hæderlige “Batman” (1989) og “Batman Returns” (1992), hvor produktionsdesignerne i sin tid hentede idéer fra blandt andet tysk ekspressionisme, som film noir-traditionen udspringer af, og gjorde Gothams bybillede ekstra fremmedgørende med elementer af fascistisk arkitektur og inspiration fra Terry Gilliams fremtidsdystopi “Brazil”.

En anden periode inspireredes DC Comics af forfatteren H.P. Lovecrafts gotiske horror fra begyndelsen af 1900-tallet, der udspiller sig i og omkring den hjemsøgte by Arkham. Navnet, der minder lidt om Gotham, lånte tegneserieudvikleren Dennis O’Neill i 1974 til Gothams måske mest skræmmende instans, sindssygehospitalet Arkham Asylum, hvor byens allerfarligste psykopater spærres inde og flygter fra i en cirkulær bevægelse. Det lovecraftske islæt er om end tydeligst i de animerede Batman-historier, hvor Arkham Asylum er plotkatalysator, når eksempelvis Fugleskræmslet forvandler verden til et hallucinatorisk mareridt for Gothams borgere.

Midthalvfemserne bød på en light-version af storbyen i Joel Schumachers to lunkne Batman-film, “Batman Forever” fra 1995 og “Batman & Robin”, der skulle lokke hele familien i biografen og derfor nedtonede dystopien til fordel for en mere hyggelig atmosfære. At Val Kilmer og George Clooney erstattede Michael Keaton som Batman, kan man mene om, hvad man vil, men det var Arnold Schwarzeneggers Mr. Freeze, der i sidste ende kuldsejlede Schumachers ufrivilligt komiske Gotham-vision.

Cristopher Nolan mørklagde endnu en gang gaderne i sit reboot af franchisen med trilogien “Batman Begins” fra 2005, “The Dark Knight” og afsluttende med “The Dark Knight Rises” i 2012. Filmene er blevet hyldet som nogle af de bedste superheltefilm, der nogensinde er lavet. Christian Bales Bruce Wayne er uomtvisteligt den mest velspillede (og deprimerede) Batman-karakter hidtil og var alene af den grund med til at løfte universets troværdighed sammen med Michael Caines underspillede Alfred og – selvfølgelig – Heath Ledgers skamroste Joker.

Nolan forvandlede Gotham City til en uoverskuelig og formørket udgave af New York City og brugte science fiction-klassikeren “Blade Runner” som hovedinspirationskilde til den nedslidte by, der aldrig ender. Alligevel er der langt mere autenticitet over Nolans Gotham end nogensinde før med terrorproblemer, glashøjhuse og nutidig designteknologi. Flagermushelten er ikke bare blevet melankoliker, han er også blevet moderne.

Uanset hvilke skuespillere, der er blevet skruet ned i Batmans skiftende læderantræk, eller hvilke instruktører, der har genfortolket tegneseriehelten, synes ingen dog at have ramt nerven fra den kulsorte, anmelderroste neo-noir “Batman: The Animated Series” (1992-1995).

Spillefilmene af svingende kvalitet har givet hvert deres bud på det obskure univers, men få har fulgt den foruroligende stemning i Gotham City helt til dørs som udviklerne af den animerede tv-serie, Bruce Timm og Eric Radomski. Med udgangspunkt i Tim Burtons Batman-film gjorde de den visuelle stil fuldstændig tidløs og blandede på genial vis 1930’ernes art déco-arkitektur ind i Gothams regnvåde miljøer, som tilsammen skaber den helt rigtige kulisse for byens sindssyge, kriminelle underverden.

Men først og fremmest karakterernes, og særligt Bruce Waynes, kompleksitet er velskrevet i “The Animated Series”, og seriens kunstneriske kvaliteter affødte på den baggrund den oversete, men fremragende tegnefilm “Batman: Mask of the Phantasm” fra samme forfattere i 1993. I såvel filmen som serien lægger Mark Hamill, manifestationen af Luke Skywalker, stemme til Jokeren og gør det overraskende godt. Batmans stemme blev imidlertid udødeliggjort af den ukendte Kevin Conroy, der desuden fandt på at tale med to forskellige stemmer – som henholdsvis Batman og Bruce Wayne – længe før Christian Bale.

Du kan se mere til Gotham City i den nye tv-serie “Gotham”, der vises på C More Play.