Film baseret på computerspil er snart mere reglen end undtagelsen nu om stunder. Efterhånden som de forskellige spil er steget i salgstal og offentlighedens opmærksomhed, er de blevet en tillokkende og lukrativ forretning, og i dag, hvor de fylder så meget i mediebilledet, kan det være svært at forstå, at de er et så relativt nyt fænomen. Deres udgangspunkt kan minde om tegneseriefilmatiseringernes, der efterhånden har en meget lang historie, men som først de sidste tyve år for alvor er begyndt at blive respekteret som en selvstændig genre, der med film som "The Dark Knight" kan producere værker, som ikke blot er kolossalt underholdene, men også har kunstnerisk værdi.

"Max Payne" (foto: Twentieth Century Fox)

I forhold hertil hører computerspilfilmatiseringerne stadig til B-filmene og er blot så småt ved at producere værker, der ikke er mærket af enten manglende midler eller det stærkt begrænsede talent hos de involverede. Dertil kan lægges, at computerspillene ofte plages af flere vanskeligheder end andre genrer. Hvor tegneserier og bøger som regel byder på ret veldefinerede hovedpersoner og etablerede historier, så er computerspillene som regel mere beskedent udstyret. Ofte kan historierne stå bag på et frimærke og begrænser sig til de mest udslidte klicheer, og ligeledes er hovedpersonerne tit ikke stort andet end bagsiden af et hoved.

Derved sættes udviklerne fra starten i en vanskelig kattepine, da de nødvendigvis må udtænke en udvidet historie, som kan gøre filmen dramaturgisk tilfredsstillende og samtidig tilfredsstille spillets fans, der måske ikke deler filmmagernes fortolkning af spillet. Resultatet bliver som regel et slags kompromis, hvor man forsøger at imødekomme spillets fans ved at lave en lang række visuelle citater fra spillet iblandet forskellige henvisninger såsom navne eller våben.

"Tron" (foto: Buena Vista)

Selvom den egentlig ikke var en filmatisering af et computerspil, så er det oplagt at pege på "Tron" fra 1982 som en af de film, der første gang nedbrød nogle af barriererne mellem de to medier. Den handler om en programmør, der bliver suget ind i en computerverden, hvor han må deltage i forskellige spil, og var revolutionær pga. sine visuelle effekter, der i stort omfang bestod af computerskabte billeder. I historien ser man en filmisk fortolkning af computerspil, og dermed blev det også demonstreret, at en sådan rent faktisk kunne lade sig gøre. De lysmotorcykler, som filmens hovedpersoner kører på, blev genbrugt i et arkadespil, der viste sig at blive en stor succes, og dermed var tanken om en overlapning af de to medier fristende.

Selvom tegneserie- og tv-versioner af spil efterhånden blev mere og mere almindelige, så skulle der gå helt frem til 1993, før det første storstilede forsøg på at lave en spillefilm med rigtige skuespillere blev gjort. Det skete med biografpremieren på "Super Mario Bros." På trods af store navne som Bob Hoskins og Dennis Hopper på rollelisten viste filmen sig dog at være en ubetinget fiasko. Anmelderne hadede den, og selv spillets fans var stødte over den bizarre sammenblanding af børnefilm og et "Blade Runner"-lignende visuelt udtryk. I et senere interview blev Hoskins spurgt om, hvad der var det værste, han nogensinde havde lavet. "Super Mario Bros." lød det kontante svar.

"Mortal Kombat" (foto: New Line Cinema)

Efter den fulgte en række computerspilfilmatiseringer som yderligere bekræftede deres B-films status. Rædsomme film som "Double Dragon" og "Street Fighter" vakte hverken kritisk eller indtjeningsmæssig begejstring, men Paul W.S. Andersons filmatisering af "Mortal Kombat" formåede som den første at tjene en hel pæn sum på trods af stadig at være et meget middelmådigt produkt.

Tingene ændrede sig dog for alvor med filmatiseringen af "Lara Croft: Tomb Raider". Filmen var ikke alene lavet med et langt højere budget end lignende film, men havde også kendte skuespillere som John Voight og ikke mindst Angelina Jolie i titelrollen som den ikoniske storbarmede eventyrbabe på rollelisten. Anstrengelserne resulterede i en anstændig popcornsactionfilm, der måske ikke ligefrem flyttede de store grænser, men som demonstrerede, at computerspilfilm ikke behøvede at være elendige og potentielt kunne indtjene en mindre formue. Filmen blev da også en af Paramounts største succeser nogensinde.

"Lara Croft: Tomb Raider" (foto: Paramount Pictures)

I slipstrømmen af "Tomb Raider"s succes blev flere film udsendt. Paul W.S. Anderson vendte tilbage med den ganske hæderlige "Resident Evil", som fik pæn indtjening ved biografpremieren og blev fulgt op af to fortsættelser. Til gengæld floppede den mislykkede filmatisering af "Doom", og sideløbende skaffede Uwe Boll sig kultstatus ved at instruere en serie elendige computerspilfilmatiseringer, hvis kvalitet eller mangel på samme efterhånden er blevet legendarisk.

I 2007 var der så premiere på filmatiseringen af det danskproducerede spil "Hitman" om den iskolde snigmorder med stregkoden i nakken. Produktionen på filmen var fra starten kaotisk. Vin Diesel, der ellers var udset til hovedrollen, trak sig og blev erstattet af Timothy Olyphant, der ganske vist var en betydelig bedre skuespiller, men som ikke desto mindre var temmelig fejlcastet og mere lignede en hidsig kemopatient end en hårdkogt actionhelt. Derudover blev instruktøren Xavier Gens, der havde insisteret på at bevare spillenes voldelig tone, fjernet i sidste øjeblik, og de forskellige scener blev ændret for at gøre tonen mere blød og fjerne lange dialoger. Resultat var en underlig omgang rod med et par enkelte lyspunkter.

"Hitman" (foto: Twentieth Century Fox)

Nyest i rækken er den længe ventede filmatisering af "Max Payne", som bygger på spillet, der selv har lånt fra dusinvis af B-film og ikke mindst tegneserien "Sin City". Indtil videre har anmeldernes reaktion været stærkt behersket, men den har alligevel klaret sig nogenlunde økonomisk og viser dermed endnu en gang, at der stadig er penge at hente i selv dårligt anmeldte spilfilmatiseringer.

Der er da også flere på vej inden for en overskuelig horisont. Blandt andet "Prince of Persia: The Sands of Time", en ny version af "Steetfighter", "Tekken" og "Castalevania" af Paul W.S. Anderson. Længere ude i fremtiden rygtes der om film som "Metal Gear Solid", "God of War" og den Peter Jackson-producerede "Halo". Så initiativerne mangler ikke, men den definitive gode computerspilfilmatisering mangler tilsyneladende stadig at blive lavet. Med den hastighed de bliver spyttet ud med, skulle man dog tro, at det på et eller andet tidspunkt må lykkes. Foreløbig kan man ved selvsyn undersøge, om "Max Payne" endelig løfter opgaven på fredag, hvor filmen har premiere rundt om i landet.