Først uddannede han sig som skuespiller i 1970’erne og senere som filminstruktør, ved at kombinere sine studier på UCLA i USA med kurser på Den Danske Filmskole. 59-årige Jørn Faurschou har med andre ord erfaring både foran og bagved kameraet, hvor han igennem en lang karriere har lavet både musikvideoer, reklamer, spillefilm og tv. Faurschou var en del af holdet bag DR’s succesfulde tv-serie “Taxa”, og har siden arbejdet på “Rejseholdet” og “Ørnen”. Det var ham, som udviklede det overordnede koncept bag “Rejseholdet”, og han instruerede det ene af de to afsnit, som vandt en Emmy pris for bedste udenlandske drama i 2002.

Jørn Faurschou har senest været involveret i de nye “Wallander” tv-film, der fortsat er under produktion i Sverige, og som bygger på den populære forfatter Henning Mankells romanfigur, Kurt Wallander. Som noget særligt har Mankell skrevet helt nye historier eksklusivt til serien.

[h2]Den nye “Wallander” serie er Skandinaviens hidtil dyreste filmprojekt. Hvordan blev du involveret i produktionen?[/h2]
“Jeg fik en opringning af det svenske produktionsselskab Yellow Bird. De havde lavet den første af “Wallander” filmene, “Inden frosten”, men var ikke helt tilfredse med den. De ville gerne have lavet det hele om og kontaktede derfor Danmarks Radio for at finde ud af, hvem der havde udviklet konceptet til “Rejseholdet”. DR forklarede dem, at det havde jeg gjort, hvorefter de ringede og spurgte, om jeg ikke ville kommer over og lave et helt nyt koncept til de resterende 12 tv-film. Det var skide spændende, og jeg var også beæret over at skulle til Sverige for at hjælpe dem, fordi jeg synes, at svensk film er så godt. Jeg greb “Wallander” an lidt på samme måde som “Rejseholdet” i sin tid og ændrede alt – birolleskuespillere blev skiftet ud, farveholdningen i filmene ændret, karaktererne fik nye frisurer, nyt tøj og nye møbler, og så blev der bygget en ny politistation. Det hele blev mere moderne.”
[h2]Du har tidligere arbejdet på både “Rejseholdet” og “Ørnen”. Hvad er det ved krimigenren, som tiltrækker dig?[/h2]
“I virkeligheden er der ikke noget ved krimigenren, som tiltrækker mig. Det er simpelthen tilfældighedernes spil, som har gjort, at jeg er røget ind i disse serier, og jeg ville meget hellere lave spillefilm eller tv-serier med meget større fordybelse. Dybest set er krimi slet ikke mig. Men det kan måske også være en force, for når man kaster sig over noget, som man ikke i forvejen kender til, studerer det og går i dybden med det, får man en indgang til materialet, som ‘eksperter’ ikke har, fordi man kigger på det med nye øjne.”
[h2]Hvad er forskellen på at instruere en spillefilm og en serie af tv-film som “Wallander”?[/h2]
“Forskellen er, at du med en serie af film trækker en stor bue, og at du kan brede dig mere ud i karaktererne, fordi du ved, at de skal gennemgå hele det her lange forløb. Det er ét lag. Det andet lag er kriminalsagerne, hvor hver enkelt film er en afsluttet historie, og så er der det lag, der hedder ‘privatsfæren’, som jeg arbejdede ihærdigt på at få indført i “Wallander”. På “Rejseholdet” troede vi, at det var skide spændende med alle de tekniske undersøgelser, som når politiet f.eks. ser på fingeraftryk og opdager blodspor, men vi fandt lynhurtigt ud af, at det var der ingen, som gad se på. Så kom alt det private ind, og så var det, at serien blev rigtig interessant. Det værgede de sig meget mod i Sverige, og i starten ville de simpelthen ikke have privatsfæren med. Men jeg insisterede, og til sidst gik de så med til det. I en serie som “Wallander” kan du rigtig brede dig, men det går ikke i en spillefilm, for der skal karaktererne være på plads med det samme.”

[h2]Men er der ikke større mulighed for at fordybe sig i karaktererne, når man har 13 tv-film til rådighed frem for en enkelt spillefilm?[/h2]
“Det kunne man måske godt tro, men karaktererne skal stadig være på plads fra starten. Resten af serien skal jo afspejle karakteren, som vi kender ham fra det første afsnit. Så kan man selvfølgelig lægge flere lag på, men det er stort set kun overflade. Hvis ikke karakteren er på plads fra første film, så glem det. For mig er film følelser og intet andet. Jeg synes ikke, det er interessant med action, og jeg keder mig, så snart der kommer biljagter og fægtescener. Følelser! Og dem kan du skabe på en spillefilm, hvor du har tid til at arbejde helt tæt sammen med skuespillerne. Hvis du har en lang serie, hvor du skal brede dig meget ud, skal der også mange følelser til, fordi du hele vejen igennem skal finde på nye følelser, og det bliver let lidt overfladisk.”
[h2]Kurt Wallander er på den ene side en dygtig politimand, men besidder også en række personlige svagheder. Hvorfor er en ‘flosset’ hovedperson mere interessant end en, som er gennemført god?[/h2]
“Jeg tror, at publikum godt kan lide, når hovedpersonen har svagheder, for så kan de sige, at sådan er det jo – ‘Det kan jeg huske, fra dengang min datter voksede op’, eller ‘Sådan opførte min ekskone sig også’. Det er en genkendelse af vores eget liv, for vi ved godt, at tilværelsen ikke er som i en Hollywoodfilm. Det er noget af det, jeg synes er så fantastisk ved Mankell i forhold til mange danske forfattere, som skriver krimihistorier. Han tager fat på de sociale problemer i Sverige, ligesom Sjöwall og Wahlöö gjorde det med “Beck”. Det er interessant, at det ikke bare er en krimi, men også en kritik af det svenske samfund og sociale system.”
[h2]Wallander har tidligere været spillet af Rolf Lassgård. I den nye serie spilles rollen imidlertid af Krister Henriksson. Hvordan kan det være at man skiftede skuespiller?[/h2]
“Det er ikke en beslutning, som jeg var involveret i, men jeg tror, at producenterne gerne ville have en anderledes og dybere Wallander. En med lidt gods i, og som ikke går i gamle slidte trøjer eller er fordrukken. De ville have en Wallander med andre værdier. Jeg har aldrig selv set en “Wallander” film med Lassgård, men jeg har hørt, at han skulle være ret god.”

[h2]Du er selv uddannet skuespiller og har medvirket i indtil flere film. Hvordan har det påvirket dit arbejde som instruktør?[/h2]
“Det har påvirket mig meget. For det første taler jeg samme sprog som skuespillerne, og jeg ved, hvad de gerne vil høre, hvor meget jeg kan tillade mig at sige, og hvad jeg kan forvente at få igen. Mange skuespillere har klaget til mig over, at danske instruktører generelt er rædselsslagne for at bede dem om noget som helst, men der er ikke noget skuespillere værdsætter mere, end hvis du stiller dem opgaver. Jeg har også opfundet mit eget instruktionssystem ud fra bl.a. Mike Leighs metode, ‘Method Acting’ og psykoterapeutiske teorier, hvor jeg faktisk tager skuespillerne i terapi, både inden og under optagelserne, uden at de ved det. Jeg benytter en psykoterapeutisk baggrund til at spørge ind til karaktererne. Så får de et stort nærvær, og det er, hvad jeg hele tiden søger efter hos skuespillere. Jeg inddrager ting som malerier, billeder og kunstbøger i vores arbejde sammen, og bruger disse til at skabe ‘kryds’ i deres karakterer med. Det får dem til at ændre sig fuldstændigt, og så opnår man nærværet. Filmoptagelser er en meget kunstig situation, og for at få skuespilleren til at slappe af, skal de opleve det, der er lige her og nu – det rigtige – ærlighed og nærvær.”
Fotos: SF-Film og Lars Høgsted