Af: The Insider | Udgivet: 2007-04-05

[h2]Laus Høybye – I tegnefilmens verden[/h2]
Mange børn og unge har måske ikke hørt om Laus Høybye, men en del har nok hørt fra ham. Den tidligere børnestjernes stemme har efterhånden optrådt i et væld af film – senest i den danske udgave af animationsfilmen “Boog og Elliot – Vilde venner”. I 1991 spillede Høybye den heltemodige knægt Krumme i kassesuccesen “Krummerne”, og dermed blev den 12-årige Høybye pludselig verdenskendt i Danmark. Høybye valgte at studere musikvidenskab på Universitetet, men senere genfandt han interessen for skuespillet, og i tegnefilm som “Tarzan” og “Herkules” har han lagt stemme til animerede figurer. Filmz har talt med den nu 28-årige Høybye, som i øjeblikket har mange jern i ilden.


Hvordan ser du selv tilbage på tiden som Krumme?
“Jeg tænker sådan set mest fremad. Jeg blev færdiguddannet på skuespillerskolen for snart to år siden i Odense, og har så været rigtig glad for at komme tilbage til København, som er min by. Og så har jeg været heldig at lave en masse ting siden da. Jeg har lavet en masse teater, og jeg skal spille på Grønnegårds Teatret til sommer. Jeg har også lavet lidt film, så det er bare dejligt, så jeg tænker mest fremad og glæder mig til alle de fede ting, jeg skal lave.”

Men hvordan oplevede du det dengang? Man taler meget om Mads Andersen, som spillede Buster, at han havde det svært med at tackle berømmelsen som barn…
“Altså, jeg kan virkelig godt lide faget, og det kunne jeg allerede dengang. Jeg elsker at lave det, jeg gør, og at være på et filmset hvor der er en masse mennesker, som man lærer at kende. Der er selvfølgelig også en masse ventetid, når man laver film, men selve mit håndværk synes jeg altså er helt vildt spændende – hvordan man kan blive bedre og bedre til det, hvor meget man kan spille, hvor meget der er nok, og hvornår man overspiller, det synes jeg alt sammen er enormt spændende. Jeg skal lave noget film her til efteråret igen, og det glæder jeg mig bare super meget til, for man kan bruge de erfaringer man har, lige fra dem jeg har haft siden dengang. Det er derfor, jeg har valgt at gøre det til mit håndværk. Man kan godt have lavet nogle ting og ikke bruge det som en levevej, men det kunne jeg mærke, at jeg faktisk havde lyst til, fordi der er så mange ting, som tiltaler mig ved at spille skuespil. Derfor søgte jeg ind på skuespillerskolen, netop for at lære det fra bunden af og lære de teknikker, der er, og hvordan man bruger sin krop og sin stemme til at få et udtryk frem.”

Men i første omgang valgte du at studere musik, ikke?
“Jo, det gjorde jeg, jeg er jo i en musikerfamilie – min far er komponist, og min mor er musiklærer, og jeg har altid sunget i kor og spillet klaver, så jeg er en rigtig musikdreng. Og jeg har så studeret musikvidenskab på Universitetet et par år, men så begyndte det der skuespil at trække lidt igen, og så søgte jeg ind på skuespillerskolen. Så jeg har haft musikken med mig hele tiden fra barnsben også. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke rigtig have lyst til at blive musiklærer i gymnasiet. Det tiltalte mig ikke nok. Jeg søgte også ind på konservatoriet, men så kunne jeg mærke, at det blev lidt teknisk og lidt stift. Jeg havde brug for at bruge min krop mere, og det kan man jo gøre i teatret. Og derfor valgte jeg så at søge ind på skuespillerskolen, og det var så bare det helt rigtige. Det var lige mig, den der blanding af fysik, masser af musik og også noget intellektuelt – man kan læse nogle ting, analysere nogle stykker, læse om metoder og ideen med tekster, alt det der… Jeg føler mig meget privilegeret over at arbejde med det her, som jeg kan lide så meget.”


Det ser ud som om, du har fokuseret primært på teatret. Foretrækker du at arbejde på scenen?
“Jeg kan faktisk rigtig godt lide blandingen mellem de to ting. Jeg har også lavet en masse kortfilm, er med i enkelte spillefilm, og så skal jeg til at lave mere film her til efteråret. Jeg laver også film og er i gang med det, og så laver jeg rigtig meget tegnefilm. Og jeg kan faktisk rigtig godt lide at veksle mellem det hele, fordi man kan lære nogle forskellige ting. I teatret lærer man meget om det store udtryk – om hvordan man bruger sin stemme, så man virkelig får talt en sal op, om dit kropssprog og sådan noget. Med film lærer man mere om de finere nuancer i skuespillet, hvordan man kan variere det, og tegnefilm det er sådan mere teknisk… man sidder der foran en skærm, og så er der en tidskode, og så skal man ramme den, og det er en meget teknisk udfordring at blive god til det. Det er ikke så følelsesmæssigt udfordrende på den måde. Så det at få lov til at prøve alle de forskellige ting, man kan gøre som skuespiller, det er jeg meget privilegeret over at få lov til.”

Hvordan kom du ind i tegnefilmsverdenen?
“Jeg kan faktisk næsten ikke huske det, men jeg har simpelthen lavet det, siden jeg var 10 år. Nogle af de første ting, jeg lavede, var ‘Peter Plys’ og ‘Luftens helte’. Jeg tror simpelthen bare, jeg blev ringet op og spurgt, om jeg havde lyst til at komme til stemmeprøve. Og så har det gået slag i slag derfra. Så jeg har virkelig gjort det i mange, mange år og elsker det stadigvæk.”

Er der nogen bestemt karakter eller film, du har nydt at lægge stemme til?
“‘Boog og Elliot’ syntes jeg var meget sjov at lave, fordi det er en lidt større produktion, så man har tid til at prøve nogle ting af, og så er den jo også dejlig skør. Generelt er det sjovt at lave nogle af de ting, som er lidt skøre, det er helt vildt sjovt.”

Hvor lang tid tager sådan en proces normalt med at lægge stemme til film?
“Det kommer selvfølgelig an på, hvor stor rollen er. Med ‘Boog og Elliot’ tog det mellem 3 og 4 uger – altså selve indtalingen af stemmerne. Og jeg var der måske 10-12 timer i alt.”

Sidder man og studerer den engelske originalindspilning en hel del, eller tager man det mere eller mindre fra bunden af?
“Man studerer selvfølgelig meget den originale version. Det er ligesom den, man skal lægge sig op ad og være rimelig tro mod. På ‘Boog og Elliot’ mødtes vi hele holdet og så filmen igennem bare lige for at vide, hvad det var for en film, hvilket var dejligt, fordi tit ved man ikke helt, hvilken sammenhæng man er i, eller man har ikke set filmen, fordi man kun laver stemmen til én karakter. Og så går man ellers bare i gang og tager det replik for replik.


Når man ser dokumentarer, der viser processen i USA, virker det som regel, som om skuespillerne indtaler deres stemmer hver for sig og ikke mødes. Gør I også det?
“Ja, vi er altid adskilt, fordi det simpelthen er for dyrt at lave det på den anden måde. Man kan gøre det lidt mere præcist, når man er i enerum, og det var netop også derfor, det var fedt at mødes med hele skuespillerholdet på ‘Boog og Elliot’, for så kunne man ligesom få sagt hej til de andre stemmer. Det er måske den eneste ulempe ved at lave tegnefilm… man ser ikke rigtig de andre. Man kommer ind alene og er der i tre timer alene, så på den måde kan det godt blive lidt ensomt at lave. Der er ikke et sammenspil på den måde, og det kan godt være lidt svært.”

Og man ligger vel lidt i håndjern som skuespiller, når man virkelig skal tilpasse sin stemme efter en bestemt timing og noget, som allerede er lavet.
“Jo, det gør man. Altså, det kunne virkelig være sjovt at få lov til at være med i en dansk produktion, hvor den bliver tegnet fra bunden, og hvor man kan være med til at skabe en karakter helt fra bunden. Det er jo det, de gør i USA. De vælger skuespillerne, og på nogle af de store film, kan man næsten sådan ane de rigtige skuespillere i den måde de er animerede på. Det må være ret fantastisk at være med i sådan en dansk produktion, hvor man kan være med til at skabe karakteren, hvorimod når man lægger stemme til en amerikansk film, så skal man altid prøve at efterligne en anden. Og derfor er det jo meget teknisk, det er ikke på den måde frit og kreativt.”

Hvad byder fremtiden på?
“Der kommer et par store tegnefilm, jeg skal lægge stemme til, og så skal jeg spille på Grønnegårds Teatret her til sommer. Desuden skal jeg lave lidt spillefilm her til efteråret, og så skal jeg spille Børge i Olsen Banden musicalen.”

Gravatar

#1 elwood 17 år siden

Hehe godt lille interview, "knægten" ligner jo sig selv fuldstændig, selv efter alle de år.

Jeg Husker ham mest fra Luftens Helte, som stemmen bag den frygtløse Kim Luftskipper. Men den uheldige krumme, har da også underholdt mig som knægt.

Med hensyn til det med optagelse af stemmer til animerede film, nu ved jeg ikke om det er fordi det er en serie, men Batman The Animated Series blev lavet ved at alle folkene bag stemmerne stod på række, i samme lokale, lidt som hvis det var et gamle radiohøre spil.
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#2 mr gaijin 17 år siden

Jeg husker ham bedst fra den danske trailer til The Simpsons filmen :P
Happiness is not always the best way to be happy.
Gravatar

#3 lagoni 17 år siden

Han er ret god til at snakke om alt andet end hans Krumme-tid :)
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
Gravatar

#4 filmz-Narniabæver 17 år siden

Jeg ville huske ham bedst fra Boog og Elliot.
Chip: Rescue Rangers, away!
Gravatar

#5 Lard Hanson 17 år siden

Jeg vil hade ham for altid for at have lagt stemme til Silver DVD'en.
Gravatar

#6 Riqon 17 år siden

#3 - Forståeligt. Må være træls stadig at være kendt som Krummedrengen, når han har lavet alt muligt andet godt - han har dæleme en god tegnefilmsstemme. :)
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#7 elwood 17 år siden

Nøjj manner
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#8 HonoDelLoce 17 år siden

#6

Sjovt, der er jeg fuldstændig uenig.. Synes han er så uendeligt monoton at høre på i hans voice-castings..

Ved ikke lige helt præcist, hvordan jeg skal forklare det.. Men.. Synes overhovedet ikke det er en god ting, når man altid er bevidst om, at det er Høybye der lægger stemme til en figur udelukkende baseret på stemmen.. Synes han mangler alsidighed og at lægge lidt "personlighed" i hans stemme(r)..
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Gravatar

#9 Lady Arwen 17 år siden

Glæder mig til at se ham i nogle film for en gangs skyld, synes Laus Høybye er rigtig god og han synger bare også rigtig godt :)
Men okay vidste ikk at det var ham der var Kim Luftskipper ELSKEDE Kim som barn, total yndlings....
Doctor Who <3
Gravatar

#10 Riqon 17 år siden

#8 - Altså, han er ikke som Lars Thiesgaard, der jo kan lave mange forskellige stemmer til alverdens figurer. Hans stemme giver dog et indtryk af en rigtig person, som man kan have ægte sympati for, hvilket som regel er nødvendigt for hovedrollerne. Og så synger han godt (tænker på Herkules).
The only way to beat a troll is to not play their game.

Skriv ny kommentar: