Af: The Insider | Udgivet: 2007-01-12

Måske har du bemærket, at flere af dvd-omslagene hos forhandlerne er blevet udsmykket med klistermærker, der har ordene “Noget på hjerte” påtrykt. I alt 10 film har indtil videre fået klistermærket på coveret, og fælles for dem alle er, at de er en del af selskabet SF Films unikke kampagne, der netop har fået navnet “Noget på hjerte”. Især takket være et godt samarbejde med Fona og trykt omtale i diverse tidsskrifter, dameblade og brochurer, har selskabet skabt en betragtelig interesse for disse små titler, som man normalt ikke ville have hørt om. Vi har talt med SF Films marketingschef, Benny Knebelov, om konceptet, og om hvorfor kvinder ikke er så gode til at købe dvd’er.

”Ideen til konceptet opstod, da vi stod med en hel del film, som var så små, at de ikke rigtig kunne markedsføres hver for sig”, fortæller Knebelov. “Så vi valgte at samle flere film til én stor kampagne i stedet. Vi havde en halv million kroner til hele kampagnen, hvilket vil sige 50.000 kroner pr. film. Til sammenligning har én enkelt stor film normalt et kampagnebudget på langt over en million. Budgettet, man har til at markedsføre en film på dvd, er baseret på det solgte antal biografbilletter, så når det er film, der ikke er så kendte og endda ikke har været i biografen, er der færre penge til rådighed.”
Men på trods af det relativt minimale budget formåede Knebelov og hans kollegaer at skabe opmærksomhed omkring deres ti første titler: “Proof”, “Separate Lies”, ”YES”, ”Bee Season”, ”Kim Novak badede aldrig ved Genesaret”, ”My Summer of Love”, “Den hvide masai”, “Tara Road”, ”Friends With Money” og “Ladies in Lavender”. Filmene er blevet generelt godt anmeldt herhjemme, og Knebelov insisterer på, at der ikke bliver ændret meget på kampagnen, som fortsætter efter nytår med 10 nye titler. Som han selv formulerer det: ”Hvorfor ændre på en succes?”

Fælles for “Noget på hjerte”-filmene er, at der er tale om forholdsvis komplekse dramaer, som alle har stærke kvindelige personer i centrum. Det har selvsagt at gøre med filmenes og kampagnens målgruppe. ”Det er kvinderne i 30’erne, vi primært går efter. De kvinder, som måske ikke har lige så god tid til at gå ud og se film i biografen længere,” siger Knebelov.
Knebelov fortsætter: ”Og filmene bør alle være af den slags, som disse kvinder ville gå ind og se i biografen, hvis de hørte om dem. Drengerøve ved, hvad de vil have, man behøver ikke fortælle dem det. Det er anderledes med kvinder… Kvinder er ikke så gode til at købe dvd-film, men de er derimod gode til at gå ned i Grand og købe et par billetter til en forestilling.”


Netop prisen for et par biografbilletter er det, som har afgjort prisen for kampagnens skiver, og som også har været med til at gøre udgivelserne til et attraktivt tilbud. ”Hvis man står med en film, man ikke kender, til 200 kroner, så er det sværere at få sig selv til at købe den. Ideen med vores film har fra start altid været, at prisen for en af disse film omtrent skulle svare til prisen på to biografbilletter. Der bliver også snart mulighed for at melde sig ind i en videoklub, så man får tilsendt de nyeste dvd’er, når de udkommer. Og så er vi i gang med at få omstruktureret vores internetside, hvilket vi er færdige med engang til foråret. Siden vil gøre det muligt for køberne at logge ind og skrive deres mening om filmene, fordi vi naturligvis gerne vil høre den.”

Knebelov og Co. er opsat på kun at udgive kvalitetsfilm, som de selv kan stå inde for, hvorfor de ikke er hoppet hovedkulds ud i et ocean af lignende kampagner. Kampagnens første titel i det nye år bliver det svenske komedie-drama “Heartbreak Hotel”. De andre 9 titler bliver: “Sladder”, “Little Miss Sunshine”, “Snow Cake”, “The Science of Sleep”, “Harrys døtre”, “Scoop”, “The Trail”, “A Good Year”, “Fur” og “Little Children”.

Gravatar

#1 mr gaijin 17 år siden

Det er godt nok interessant at få noget insider-viden om filmmarkedsførelse i Danmark. Det hører man godt nok ikke meget om. Jeg læser ellers mange nyheder fra NY Times blandt andet om film marketing, og hvordan filmverdenen udvikler sig som en branche, men det er sjældent, jeg hører noget fra Danmark. Så tak for det interview.

Desuden er det nogle af de mere interessante, der markedsføres under dette label. Little Children, Little Miss Sunshine, Scoop, er alle film, som jeg godt kunne tænke mig at se. Og nej, jeg er ikke en kvinde over 30 :)
Happiness is not always the best way to be happy.
Gravatar

#2 filmz-Annabel 17 år siden

Der ER, som #1 siger, en interessant artikel, men jeg tvivler på, om kampagnen kan tage æren for, at disse film tilsyneladende er blevet succeser. Jeg havde i hvert fald ikke hørt om kampagnen før nu, og hvis idéen er, at få fat på kvinder, der normalt ikke ser så mange film, så tror jeg, at der skal mere til.
Mens vi venter på trancendensen
Gravatar

#3 Patriarch 17 år siden

En kølle, gaffa tape og tændstikker ville helt sikkert være mere effektivt.
“Extraordinary claims require extraordinary evidence.”

Skriv ny kommentar: