Af: Hasselguff | Udgivet: 2006-07-30

I forbindelse med dvd-udgivelsen af “The Aristocrats”, har vi talt med de to danske komikere Thomas Wivel og Povl Carstensen om den kontroversielle film, stand-up kultur, og om hvor grænsen går for, hvad man kan tillade sig at joke med.

“The Aristocrats” har ry for at være verdens mest vulgære, men også sjoveste, vittighed og den har floreret blandt amerikanske komikere i årtier, hvor den på det nærmeste har fået status af en myte, som kun de indviede kender til. Det særlige ved vittigheden er, at den kun består af en begyndelse og en pointe – alt imellem kan improviseres og varieres efter (u)behag. Den starter med en familie, som opsøger en agent for at blive castet i et varietéshow med deres forestilling, som indeholder sex, sæd, lort, incest, sodomi, pædofili og blod i enhver tænkelig afskygning. Efter at agenten har set nummeret, spørger han med afsky, hvad de kalder det, hvorefter svaret altid lyder: Aristokraterne.

Dokumentarfilmen “The Aristocrats” kigger nærmere på den legendariske vittighed, og giver ved samme lejlighed 100 af verdens største komikere mulighed for at fortælle deres egen version af den obskøne historie.

Hvornår hørte I for første gang om The Aristocrats vittigheden?

THOMAS: Jeg hørte den for første gang i forbindelse med filmen, og vidste ikke at den verserede i miljøet. Sådan noget som casting er jo mere udbredt i USA, hvor det er meget almindeligt at man caster til alt muligt.

POVL: Det gjorde jeg også. Det med agenter er først kommet til Danmark inden for de sidste 20 år. Jeg kan huske, at da jeg startede med at arbejde indenfor film og fjernsyn, da fandtes castings næsten ikke, og da vi startede med at lave stand-up, var der heller ikke rigtig noget der hed en agent. Så det univers, som vittigheden henviser til, er lidt usædvanligt herhjemme.

Er vittigheden så den sjoveste i verden?

POVL: Jeg vil sige at det er en vittighed, der har meget med udførelsen at gøre, og jeg tror for så vidt ikke, at jeg selv ville være særlig god til at fortælle den. Det kræver, at man enten er rigtig god til at improvisere detaljerne, eller også at man skriver dem ned, og lærer dem uden ad, så de får den rette form. Det ville kræve en del forberedelse fra min side af, og efter at have set filmen, kan man godt få lidt præstationsangst. En anden ting er, at det som stand-up komiker ikke er særligt udbredt at fortælle vittigheder – det er nærmest ildeset. Men Thomas og jeg kan godt lide platte vittigheder, så vi er ikke for fine til at fortælle en joke på scenen i ny og næ. Risikoen er så bare at folk kender den.

THOMAS: Niels Hausgaard siger jo, at det kun er mennesker uden humor, som fortæller vittigheder, og det giver jeg ham ret i, men det kommer an på, hvordan man leverer den, hvordan man økonomiserer med sproget og arbejder med timingen. En vittighed skal helt klart have en eller anden form for relevans, ellers virker den forceret. Det er en svær disciplin at fortælle en vittighed på scenen.


Hvordan adskiller den sig fra alle andre?

POVL: Jeg tror at det er fordi, at vittigheden har et stort område i midten, hvor der kan improviseres mellem begyndelsen og pointen.

THOMAS: Det jeg godt kan lide er, at der er en grad af noget genkendeligt i grundelementerne. Man kan godt forestille sig folk komme til casting, hvorimod f.eks. vittigheden om nonnen og sømanden virker opstillet – med Aristocrats er præmissen nogenlunde enkel og lige til at gå til. Og den enkle, let identificerbare baggrund er genial at bygge en vits op omkring, især hvis man fylder alt muligt grotesk på undervejs.

Hvad synes I om, at man har lavet en hel dokumentarfilm om vittigheden?

THOMAS: Det er en genial ide. Den har en genial opbygning, og så får vi vittigheden både leveret og dokumenteret. Og det af komikere, som ikke normalt ville have fortalt den. USA er et meget puritansk samfund, og derfor virker vittigheden sikkert også meget stærkere og mere grænseoverskridende på amerikanerne, mens vi herhjemme ikke kan blive fascineret af universet på helt samme måde.

POVL: Det er meget overraskende, at ham Bob Saget fra familieserien “Hænderne fulde” faktisk leverer den mest obskøne version. Der er dog så mange intelligente versioner af vitsen, at det næsten ikke kan være improviseret det hele – det er i nogle tilfælde jo nærmest matemagisk udregnet, hvordan familien er stillet op og på skift gør slibrige ting ved hinanden. Og så optræder der adskillige variationer af vittigheden i filmen, hvilket bare er en bonus.


Filmen fungerer også som et kig bag kulissen på amerikansk stand-up kultur?

POVL: Ja. Det er en ekstra bonus for dem, der interesserer sig for stand-up, og der er en sand stjernrække af idoler, som stiller op, plus nogle man ikke kender, men som så viser sig at være rigtig morsomme. George Carlin er jo en gennemgående figur, og en nestor inden for stand-up, mens der også er store navne som Robin Williams med.

THOMAS: Jeg kan godt lide det Carlin siger om, hvor langt man kan gå med sit publikum, for man har jo en underforstået kontrakt med et stand-up publikum om, at det gerne må være lidt langt ude. I det øjeblik at noget er sjovt, har man et meget stort råderum, og når folk er med på den, kan man strække den langt.

Er der en chance for, at I selv vil fortælle om The Aristocrats i et show?

POVL: Jeg tror det ikke. I forbindelse med dvd-udgivelsen af “The Aristocrats” overvejede producenten at lave noget ekstramateriale, hvor danske komikere fortalte vittigheden, og der svarede jeg pænt nej tak efter at have set filmen. Vittigheden er god, men når jeg har set amerikanske komikere gøre det så fremragende, ville jeg selv bare stå og hænge.

THOMAS: Den er også bare så amerikansk. Det er ligesom at se “Olsenbanden” på tysk – det fungerer bare ikke, fordi det er så kulturelt bestemt. Aristokrater forbinder man i USA med noget meget europæisk og fint, ligesom man tror at alle i England ejer et slot. Det er noget meget eksotisk – nærmest lidt kongeligt.

POVL: Jeg kan for resten en vittighed – en ‘meta-vittighed’, der handler om sig selv: Det er Paven, en nonne og en sømand, der kommer ind på en bar. Bartenderen siger – Hvad fanden, er det en vittighed det her?

Hvornår har I sidst købt en dvd-film?

THOMAS: Uden at lyve kan jeg sige, at det var “The Aristocrats”, som jeg måtte købe i Blockbuster. Jeg er nærmest en dvd-fetichist.

POVL: Jeg er rigtig dårlig til at købe dvd’er. Det er lige før, at den sidste dvd jeg købte var en VHS.

Klik her for at læse dvd-anmeldelsen af “The Aristocrats”.

Gravatar

#1 nakalay 17 år siden

Jeg hader dem.
We've got chicken tonight. Strangest damn things. They're man made.
Gravatar

#2 filmz-canner 17 år siden

Hvem? De to interviewede eller aristokraterne? =)
If a ruler rocks, and a rock rules - who's coolest!?
Gravatar

#3 nakalay 17 år siden

#2 Dem alle, men især førstnævnte.
We've got chicken tonight. Strangest damn things. They're man made.
Gravatar

#4 Bates 17 år siden

Thomas Wivel er nu heller ikke lige min kop te...lidt ligesom Gintberg :D

Men fedt med nogen interviews! Thumbs up! ;)
Gravatar

#5 filmz-gofferoffer 17 år siden

#4

Enig. Har altid undgået Wivel efter at have set ham i stand-up.dk.
Men at some time are masters of their fates: The fault, dear Brutus, is not in our stars, but in ourselves, that we are the underlings.
Gravatar

#6 davenport 17 år siden

Ah, glem nu ikke norsk fars...

Eller for den sags skyld ´en 1-værelses med spisetoilet´ :)
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Gravatar

#7 filmz-bullettooth 17 år siden

hvis man kan vælge ville jeg foretrække et gæstekøkken...!!
--------- for rent ---------
Gravatar

#8 pulse83 17 år siden

Jeg kan heller ikke klare Wivel. Han er en ufattelig dårlig komiker uden nogen sans for timing.

Povl Carstensen derimod kan være vanvittig morsom.
Excuse me, Flo!

Skriv ny kommentar: