Filmen tager udgangspunkt i den dramatiske episode i Haggis eget liv – hvem var de to sorte unge, der havde truet sig til Haggis’ bil, og havde episoden overhovedet haft nogen betydning for deres liv – ligesom den 10 år senere stadig påvirkede Haggis? For at finde et slags svar på sit spørgsmål, begyndte Haggis sammen med Bobby Moresco at skrive manuskriptet til filmen der blev til “Crash”.
Handlingen udspiller sig i Los Angeles, hvor man det meste af tiden sidder afskåret fra omverdenen i sin bil på motorvejen eller i sit hjem, og hvor racer og klasser er inddelt i kvarterer og bydele. Måske netop derfor florerer fordommene og frygten for det fremmede så godt i en storby, der indtil flere gange har oplevet alvorlige raceoptøjer. Til BBC fortalte Haggis om filmen: ”Jeg ville se, hvordan fremmede påvirker andre fremmede, hvordan en person påvirker en anden uden overhovedet at kende eller have mødt eller rørt ved vedkommende, og jeg ville se, hvordan disse ting bevæger sig i cirkler.”
Haggis mener også at amerikanere elsker at bedømme folk: ”… vi elsker at sige ‘god person, ond person’ og vi tager den beslutning med det samme. Og som regel er det ud fra formen på deres øjenbryn, deres hudfarve, tøjet de har på, noget virkeligt overfladisk.”

I “Crash” dykker Haggis ned i denne heksekedel af fordomme og skræller alle politisk korrekte lag af, for at undersøge, hvordan den konstante frygt for det fremmede påvirker folks liv. “Crash” giver ikke nogle lette svar på disse spørgsmål, men det er heller ikke Haggis’ intention med filmen. Han vil i stedet skabe etiske og moralske spørgsmål der kan polarisere publikum, og få folk til at diskutere filmen bagefter. For kun når man sætter sig ned og ærligt diskuterer disse fordomme, kan man måske løse nogle af de problemer der opstår, når man lever i et opdelt samfund.
Enkelte kritikere har forholdt sig skeptisk til det faktum, at to velstående candiere har skrevet en film om racisme i Los Angeles. Selvom Haggis har boet 28 år i Los Angeles, var han da også selv forbeholden overfor processen. Til BBC fortæller han: ”Hver dag vi satte os ned spurgte jeg Bobby, ‘hvad helvede er det vi laver’. Vi er to hvide fyre. Vi bliver slagtet. Har vi ret til at sige de her ting?’ Han sagde så, ‘hvis det er sandt, uanset hvor ubehagelig den sandhed er, så ja.'”