Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er den seneste tegneseriefilmatisering, der farer hen over biograflærredet. Netop denne sommer og efterår bugner filmprogrammerne med superheltefilm i alle afskygninger. Lige fra “Iron Man” og “The Dark Knight” over “Hulk” og “Hellboy 2: The Golden Army” er der noget for enhver smag. Tiden har ændret sig fra dengang, hvor superheltefilm var et særsyn i biograferne. I dag er de snarere reglen end undtagelsen. Udviklingen for genren har været omfattende, og filmene er gået fra at være pudsig B-filmsunderholdning til at være blandt de potentielt største kassesucceser, der er i stand til at tiltrække både de dygtigste instruktører og største skuespillernavne.

De farverige tegneseriehæfter, hvorfra de forskellige superhelte først udsprang, blev relativt hurtigt bragt til filmens verden. Med de kulørte helte og endnu mere kulørte historier virkede den stærkt visuelle tegneseriegenre som skabt til filmmediet. Stribevis af helte blev anvendt til billige cliffhanger-serier, der blev vist inden selve biograffilmen, og som var målrettet til et ungt publikum. Fænomenet var en succes, men efterhånden som de korte filmserier forsvandt fra biograferne, flyttede superheltene i stedet til fjernsynet.

På den lille skærm fortsatte de heroiske kampe. Blandt de mest succesfulde var “Adventures of Superman” med George Reeves i dobbeltrollen som Superman og Clark Kent. Serien blev en betydelig kommerciel succes, men den skaffede ikke Reeves megen anseelse eller respekt i Hollywood, og hans frustrationer over ikke at kunne løsrive sig fra rollen har muligvis været medvirkende til hans omdiskuterede selvmord i 1959. En lignende modtagelse mødte Adam West – stjernen i 60’er-tv-serien “Batman”. Jobbet som ikonisk superhelt kunne nok give penge og berømmelse, men i forhold til den videre karriere var det den rene gift.

Tingene ændrede sig imidlertid i slutningen af 70’erne, da Richard Donners “Superman” kom på det store lærred og blev en kæmpesucces. Det var første gang, at en superheltefilm havde brugt så store summer på overbevisende effekter, og med etablerede stjerner på rollelisten som Gene Hackman og Marlon Brando markerede den en helt anderledes alvorlig tilgang til materialet. Tim Burtons “Batman” fra 1989 gav endvidere genren dens hidtil mest duperende tegneserieinspirerede miljø og – måske endnu vigtigere – tjente så uforskammet mange penge, at den gjorde superheltefilmene til en særdeles attraktiv investering for studierne.

I dag er filmene særdeles tillokkende og anderledes respekterede projekter for de involverede. En skuespiller som Hugh Jackman blev bogstavelig talt stjerne over night pga. rollen som Wolverine i “X-Men”, og anerkendte instruktører som Christopher Nolan, Guillermo del Toro og Bryan Singer er alle involverede i flere film af slagsen.

Den seneste udvikling er ikke mindst tydelig nu, hvor de to Oscarnominerede skuespillere Robert Downey Jr. og Edward Norton har haft hovedrollen i henholdsvis “Iron Man” og “The Incredible Hulk”. Hvor “The Incredible Hulk” er en temmelig typisk genrefilm, er særligt Downeys fortolkning af Tony Stark i “Iron Man” interessant og måske et forvarsel om, hvad vi kan vente os i fremtiden. Hvor en superhelt normalt forventes at have et bestemt æreskodeks samt en naturlig beskedenhed over for opgaven, synes Downeys Stark-fortolkning at være så godt som blottet for disse elementer. Han hverken taler eller agerer som nogen af sine kolleger og udviser en begejstring for helterollen, der tangerer det uklædelige. Han er hele tiden lige på grænsen til at være usympatisk, men vinder alligevel publikums sympati ved ren charme. De fleste andre helte er normalt ubevist morsomme, men Downey synes hele tiden fuldt ud klar over præcis, hvad han siger, og hvilken effekt det har. Vi er konstant usikre på, hvor alvorligt han egentlig tager det hele.

Det er ikke usandsynligt, at en lignende tilgang vil blive taget op igen i fremtiden. “Hancock” med Will Smith lægger op til også at ville give en anderledes fortolkning af superhelterollen, hvor helten heller ikke umiddelbart besidder de ønskværdige dyder. I en tid, hvor biografsalene bugner af eksempler på genren, bliver der også nødvendigvis lagt et større pres på de enkelte film for, at de skal skille sig ud fra mængden. Der er trods alt en øvre grænse for, hvor mange jernmænd og grønne monstre der er plads til på markedet.