Sydney Pollack var en alsidig herre og havde både evner i rollerne som instruktør, skuespiller og producer. Han oplevede sine største kommercielle succeser med film som “Mit Afrika”, “Vore bedste år” og “3 døgn for Condor” og var nomineret til en Oscar for bedste instruktion to gange, inden han vandt den i 1986 for “Mit Afrika”. Ikke desto mindre var han ikke blandt de instruktører, som man umiddelbart betragter som de største visuelle kunstnere. Hvor man kan tale om en distinkt stil hos hans samtidige som f.eks. Stanley Kubrick, Martin Scorsese eller Robert Altman, er det langt vanskeligere at sætte et navn på det Pollackske fingeraftryk.
Som billedmager var han så absolut kompetent, men han benyttede mest en mere anonym stil, der ikke påkaldte sig stor opmærksomhed, men som ikke desto mindre gav nogle særdeles smukke kompositioner. Han var i bund og grund måske mere en stor håndværker end en stor filmkunstner, men hans evner til at fortælle en historie og til at udnytte sine skuespilleres stjernepotentiale til det yderste var åbenlyse.

Det var næppe tilfældigt, at han excellerede som en fremragende skuespillersinstruktør. Den unge Sydney blev født i Lafayette i Indiana. Familien var jødiske indvandrere fra Rusland, og faderen arbejde bl.a. som professionel bokser. Sydney blev hurtigt forelsket i skuespil og tog til New York for at lære kunsten under den berømte Sanford Meisner og endte med selv at undervise i faget i adskillige år. Han flyttede til Hollywood, hvor han arbejdede med dialoger, indtil Burt Lancaster fik øje for den unge mands evner. Takket være Lancasters indflydelse blev Pollack sat til at instruere tv-serier, og han stod bl.a. bag kameraet på produktioner som “Flygtningen” og “The Alfred Hitchcock Hour”.
(Foto: flickr – manymeez)

I 1965 instruerede han sin første spillefilm, men det var med filmatiseringen af Horace McCoys hårdkogte “Jamen, man skyder da heste”, at han for alvor kom i søgelyset. Filmen fulgte en nådesløs maraton-dansekonkurrence under Depressionen, hvor deltagerne jages af sted trods søvnmangel og udmattelse, mens de krakelerer psykisk og fysisk under presset. Filmen er ikke mindst bemærkelsesværdig for en serie særdeles foruroligende kapløbssekvenser, som Pollack selv filmede med håndholdt kamera, samt for Gig Youngs og Jane Fondas skuespilpræstationer.

Det blev startskuddet til en lang karriere i Hollywood, hvor han stod bag utallige mindeværdige film. Pollack instruerede adskillige skuespillere i nogle af deres bedste roller, deriblandt den tilbageholdende Barbara Streisand i “Vore bedste år”, Dustin Hoffmans dobbeltrolle i “Tootsie” samt Meryl Streep i “Mit Afrika”. Sit mest frugtbare og langvarige samarbejde havde Pollack imidlertid med Robert Redford, og sammen lavede de ikke mindre end syv film. Heriblandt var nogle af Redfords allerbedste roller – ikke mindst som den forfulgte efterretningsmand i “3 døgn for Condor”, den viljesvage forfatter i “Vore bedste år” og den aldrende pokerspiller i “Havana”.

Trods succesen som instruktør mistede Sydney Pollack dog aldrig sin første kærlighed til skuespilfaget. Under indspilningen af “Tootsie” skændtes han konstant med Dustin Hoffman, hvilket fik Hoffman til at foreslå, at Pollack skulle spille rollen som hans irritable agent. Deres interne stridigheder fik gnister til at sprænges på lærredet, og scenerne med de to hører til filmens allerbedste. Herefter påtog Pollack sig løbende mindre roller i andre film, bl.a. i Stanley Kubricks “Eyes Wide Shut” og Woody Allens “Mænd og koner”. Efterhånden blev den typiske Sydney Pollack-rolle som lettere lurvet rigmand eller advokat en tilbagevendende og fornøjelig genganger i mange film.

Pollack viste også stor alsidighed i rollen som producer. Han stod bag så forskellige film som “De fabelagtige Baker Boys”, “Fornuft og følelse” og “The Talented Mr. Ripley”. Det bliver dog utvivlsomt som instruktør, at han primært vil blive husket. I den rolle havde han en duperende evne til at få tingene til at glide – at få det bedste frem i skuespillerne og at få fortalt historierne så effektivt som muligt. Han var en mainstream-instruktør, som lå i en meget solid arv til de klassiske fortællere som Howard Hawkes, Billy Wilder og William Wyler, og som byggede videre på den arv snarere end at omformulere den.

Herhjemme kom han i medierne i 1991, da han sagsøgte Danmarks Radio for at vise “3 døgn for Condor” i en beskåret pan/scan-udgave. Selvom Østre Landsret ikke ville forbyde metoden, så indrømmede de dog, at det var en form for kunstnerisk lemlæstelse, der var foregået. De havde ret, og heldigvis kan vi i dag opleve Sydney Pollacks imponerende værker, som det var meningen, de skulle ses. Ligesom den gamle mester havde ønsket det.

Sydney Pollack døde 26. maj i sit hjem, omgivet af sin familie, heriblandt sin kone gennem 50 år, sine to døtre og sin bror. Han blev 73 år.