Af: Benway | Udgivet: 2008-09-28


Det er et lidt simplificeret, men også besynderligt dækkende udtryk at sige om en skuespiller, at “kameraet elsker ham.” Det er i hvert fald en stærkt fristende betegnelse at bruge om personer, der har den særlige kvalitet, at man ikke kan fjerne sit blik fra dem. Paul Newman var så absolut blandt dem, der havde en magisk, nærmest hypnotisk evne til at tiltrække ens øje, hvilket måske var en af grundene til, at han i selv biroller ofte stjal opmærksomheden.

Newman var dog mere end blot en ekstremt karismatisk person – han var også en fremragende skuespiller, som havde en evne til at få alting til at virke naturligt, og hvis underspillede og uhøjtidelige attitude gav en grobund, hvor store ting kunne udføres uden, at de virkede teatralske. Hans fremtoning og åbenlyse gode udseende var bemærkelsesværdig, og med sit ulvesmil og legendariske blå øjne blev han hurtig et amerikansk ikon.

Som så mange store amerikanere havde hans liv en relativ beskeden begyndelse. Poul Newman blev født den 26. januar 1925 i Ohio. Hans far var jødisk, og moderen var kristen af ungarsk afstamning. Den unge Newman udviste tidligt en interesse for teatret og optrådte i en alder af blot syv år for første gang i en skoleforestilling. Hans liv tog dog i første omgang en ganske anden og mere dramatisk drejning, da han tjente i flåden under anden verdenskrig. Newman håbede på at blive indstillet til pilottræning, men hans plan slog fejl, da en test afslørede, at han var farveblind. I stedet kom han til at tjene som radiooperatør og akterskytte ombord på bombefly og var blandt andet på tjeneste ved det blodige slag om Okinawa i Stillehavet, hvor over hundrede tusinder soldater og civile mistede livet.

Vel tilbage i USA efter krigen studerede Newman skuespil ved Yale-universitetet og senere under Lee Strasberg, hvis elever bl.a. også har talt Robert De Niro, Al Pacino, Marilyn Monroe og Dustin Hoffman. Han debuterede på det store lærred i 1954 med det bibelske drama “The Silver Chalice”, en film, som Newman dog skammede sig så meget over, at han mange år senere, da den blev vist i fjernsynet, indrykkede avisannoncer, hvor han bad folk om ikke at se den. Opfordringen havde imidlertid den modsatte effekt.

De næste år fik han dog bedre roller og optrådte i film som “Somebody Up There Likes Me” og “The Long Hot Summer”, og han modtog i 1959 sin første af utallige Oscar-nomineringer for sin rolle som den fordrukne søn i “Kat på et varmt bliktag”. Det var dog i 60’erne, han for alvor gik fra at være en talentfuld skuespiller til at være en af filmindustrien største stjerner. Den rebelske attitude fra “Kat på et varmt bliktag” kom til at præge hans mange kommende roller. Hans store gennembrud kom med “Hajen”, hvor han med rollen som den gudbenådede, men selvdestruktive poolhaj “Fast” Eddie brændte fuldstændig igennem lærredet.

Newmans utilpassede persona kom endnu mere i spil i den moderne cowboyfortælling “Hud”, hvor selv den sidste rest af romantik og simpel glæde har forladt prærien. Det er muligvis den eneste gang, at han spillede en person uden selv de mindste forsonende træk, og titelfiguren som den arrogante, kvindeforagtende og samvittighedsløse Hud er på alle måder så frastødende en personlighed, at man som publikum burde hade ham af et rent hjerte, men i Newmans karismatiske skikkelse kan man af en eller anden grund aldrig rigtig få sig selv til det.

Newman føjede endnu en ikonisk rolle til listen med “Cool Hand Luke”, hvori han var den ukuelige fange, som skæbnen ganske vist har slået ned, men som stædigt nægter at lade sig tryne og derved bliver en regulær messiasskikkelse i fangelejren. Når man betragter filmen, er det ekstremt vanskeligt at forestille sig nogen anden påtage sig rollen med en sådan naturlighed som Newman, der kunne udvise en sådan fysisk tilstedeværelse, styrke og engleagtig sårbarhed, at medfangernes betagelse er fuldstændig forståelig.

Som 70’erne nærmede sig, skiftede hans type af roller. Periodens mest mindeværdige stunder var måske hans parløb med Robert Redford i “Butch Cassidy and the Sundance Kid” og “Sidste stik”. Kemien mellem de to viste sig at være fremragende, og replikkerne flød med en uimodståelig charme og veloplagthed, der gjorde begge film svært underholdende. Newman udtrykte en vis frustration over manuskripternes dalende kvalitet gennem 80’erne, men duperede ikke desto mindre både i “I god tro” og ikke mindst i Sydney Lumets “Dommen” som den alkoholiserede advokat, der får en sidste chance for at rejse sig.

Begge film føjede til Newmans lange liste over Oscar-nominationer, men han modtog først endeligt statuetten for Martin Scorseses “Det handler om penge”, der var en fortsættelse til “Hajen”. Selvom filmen var hæderlig, så havde hans rolle dog på ingen måde samme rækkevidde som mange tidligere, og det er svært ikke at se den som Oscarakademiets uofficielle undskyldning til en mand, der burde have vundet den i første omgang. Efterhånden satte han tempoet ned, men var dog stadig glimrende i Coen-brødrenes “Det store spring” og som en veloplagt stemme i Pixars “Biler”.

Sidstnævnte var især passende, eftersom Newmans egen passion for motorsport var velkendt, og ligeledes var hans interessere for politik. Hans politiske sympati lå til venstre, og hans udtalte støtte til den demokratiske senator Eugene McCarthy i 1968 bragte ham endda på Nixons berygtede liste over fjender. Newman startede også sin egen serie af dressing sauce, hvoraf alt overskud gik til velgørende formål. I et interview betroede han, at det pinlige var, at hans serie af madvarer efterhånden tjente mere ind end hans filmroller. Sådanne ytringer var imidlertid typiske for Newman, hvis beskedenhed og uhøjtidelighed var karakteristisk.

Trods de mange forskellige gøremål er der dog ingen tvivl om, at det primært er for sine filmroller, han vil blive husket, og han må siges at have efterladt en formidabel arv samt utallige perlepræstationer. Når man tænker på ham nu, er det svært ikke at mindes de sidste stunder i “Cool Hand Luke”, hvor en serie af billeder med Paul Newman farer over skærmen akkompanieret af George Kennedys berømte ord:

He was smiling… That’s right. You know, that, that Luke smile of his. He had it on his face right to the very end. Hell, if they didn’t know it ‘fore, they could tell right then that they weren’t a-gonna beat him. That old Luke smile. Oh, Luke. He was some boy. Cool Hand Luke. Hell, he’s a natural-born world-shaker.

Det indtagende smil og blå øjne forlod os den 27. september i en alder af 83.

Gravatar

#1 El vez 15 år siden

Hedder det ikke glorværdig? :)
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."
Gravatar

#2 chandler75 15 år siden

Jo, rettet :)
"Some people have bad taste and others have taste more like mine." - Roger Ebert
Gravatar

#3 elwood 15 år siden

He was smiling... That's right. You know, that, that Luke smile of his. He had it on his face right to the very end. Hell, if they didn't know it 'fore, they could tell right then that they weren't a-gonna beat him. That old Luke smile. Oh, Luke. He was some boy. Cool Hand Luke. Hell, he's a natural-born world-shaker

Og det så først nu det går op for mig at jeg har set den her film, lige den "replik" 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#4 wimmie 15 år siden

Det er en fed film - en af hans allerbedste. Aner ikke hvorfor jeg endnu ikke ejer den :)

Han var en suveræn skuespiller og han er allerede savnet.
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Gravatar

#5 Highland Park 15 år siden

Hedder det ikke "nomineringer"?

EDIT: Jeg slog det lige op. Man kan tilsyneladende sige begge dele. Jeg ville dog klart skrive "nomineringer" men hvad... ;)
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#6 Spanner 15 år siden

Man kunne måske have været konsekvent og have holdt sig til enten det ene eller det andet.
"You fuhl no man can kil me die no ay not man" - Erlingur666
"Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
Gravatar

#7 Highland Park 15 år siden

#6: Det giver jeg dig helt ret i.
Jeg havde faktisk slet ikke tænkt over, at begge former var brugt i artiklen.
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#8 lagoni 15 år siden

- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.

Skriv ny kommentar: