Af: Michael Andersen | Udgivet: 2007-01-27


”Amazing Stories Anthology Two” – Diverse komponister (Intrada Special Collection Volume 34)
Så er turen kommet til 2. del af soundtrack-udgivelserne af Steven Spielbergs tv-serie “Amazing Stories”, og rækken af kendte navne fortsætter. Denne gang er der bl.a. blevet plads til Jerry Goldsmith, David og Thomas Newman, Bruce Broughton og Georges Delerue.

Hovednavnet er Goldsmith, som med sit score til Joe Dantes ”BOO!”, tog en pause fra filmopgaverne og vendte tilbage til tv-landet, hvor hans lange karriere begyndte. Som i tilfældet med Goldsmiths andre samarbejder med Dante, er hans score i vanlig standard skævt, barnagtigt og rørende.

Lidt i samme skæve stil fortsætter David Shires musik til afsnittet ”Hell Toupee”, som er den gråhårede historie om en ond toupé på morderisk udflugt, og Shires score er derfor meget passende over-the-top og en velfriseret parodi på gamle science fiction-soundtracks.
Blandt andre højdepunkter er Thomas Newmans ”Santa ’85″, hvor han på herlig vis mikser traditionelle juleinstrumenter med den minimalistiske tilgang, som siden hen er blevet kendetegnende for hans karriere.

I god kontrast til Newmans bidrag står Leonard Rosenmans score til ”No Day at the Beach”, som byder på en omgang rigtig spændende krigsmusik til et af seriens mest alvorsfulde afsnit. Udover musikken til de forskellige afsnit får man også en alternativ udgave af John Williams’ hovedtema og en juleudgave af hans logomusik til Spielbergs produktionsselskab Amblin Entertainment.

2. del af “Amazing Stories” er, ligesom første del, et godt miks mellem festligt og seriøst musik. Tredje del af “Amazing Stories”, som bl.a. kommer til at indeholde John Williams fantastiske score til afsnittet “The Mission”, forventes at udkomme i den nærmeste fremtid.

Disc 1:
1. Amazing Stories Main Title ­Alternate #1 1:03
2 – 9. BOO! 12:13
10 – 13. What If…? 12:32
14 – 18. Dorothy and Ben 10:10
19 – 23. Main Attraction 12:09
24 – 31. Such Interesting Neighbors 17:13
32 – 35. Thanksgiving 12:14

Disc 2:
1. Amazing Stories: Bumper #2 00:04
2 – 8. Hell Toupee 13:41
9 – 15. One for the Road 8:40
16 – 26. Remote Control Man 12:53
27 – 35. The Greibble 15:43
36 – 42. No Day at the Beach 11:04
43 – 47. Santa ’85 13:05
48. Amazing Stories End Credits 00:29
49. Amblin Logo­ Christmas Verison 00:15
”The Queen” – Alexandre Desplat (Milan 36185)
Franskmanden Alexandre Desplat har i mange år haft fin succes i hjemlandet, men efter at han trådte ind på den engelsksprogede scene, er der for alvor blevet lagt mærke til ham, og han regnes for et af de mest spændende “nye” navne i branchen. Det var i 2003 og med musikken til “Pige med perleørering” og “Birth”, at Desplat skabte opmærksomhed med sin unikke stemme, som blander klassiske musiktraditioner med en nutidig minimalisme. Denne sammenblanding kommer perfekt til rette i “The Queen”, som kredser omkring Englands traditionelle og nutidige værdier. Yderligere er Desplats lyd helt i stil med engelsk tradition; elegant og diplomatisk i sit udtryk. Under den pæne overflade gemmer sig dog en strøm af mørke toner, som i takt med tiden bliver mere og mere fremtrædende. Cd’ens bedste nummer, ”The People’s Princess”, er derimod en opstemt og meget iørefaldende melodi, der lyder som noget fra en gammel og skæv engelsk film.
Ved første lyt kan soundtracket lyde noget ensformigt, men med lidt tålmodighed viser det sig at være stærkt vanedannende og et af 2006’s mest intelligente scores. Soundtracket til “The Queen”, som netop har tildelt Desplat hans første Oscar-nominering, afsluttes af Verdis ”Libera Me”, som blev spillet ved Prinsesse Dianas begravelse.

1. The Queen 2:09
2. Hills of Scotland 2:25
3. People’s Princess I 4:08
4. A New Prime Minister 1:55
5. H.R.H. 2:22
6. The Stag 1:50
7. Mourning 3:50
8. Elizabeth & Tony 2:04
9. River of Sorrow 1:59
10. The Flowers of Buckingham 2:28
11. The Queen Drives 1:48
12. Night in Balmoral 1:09
13. Tony & Elizabeth 2:04
14. People’s Princess II 4:08
15. Queen of Hearts 3:33
16. Libera Me (Verdi) 6:27
Total tid: 44:19
”The Black Dahlia” – Mark Isham (SILCD1221)
Selvom kvaliteten af filmene i Brian De Palmas karriere kan diskuteres, har musikken til hans film siden starten af 70’erne altid været af bedste klasse. Fra Bernhard Herrmanns scores til de Hitchcock-inspirerede “Sisters” og “Obsession” – hvis stil blev videreført af Pino Donaggio – til Ennio Morricone, har alle bidraget til filmene med en stærk musikalsk tilstedeværelse. Deriblandt er det blevet til en række enkeltstående og fortrinlige arbejder med bl.a. Patrick Doyle (“Fanget af fortiden”) og Danny Elfman (“Mission: Impossible”). “The Black Dahlia”, hvis musik er skrevet af De Palma-debutanten Marc Isham, kører videre i denne tradition.

Ishams bidrag er et film noir-indsprøjtet score, som udspringer af de gamle sort-hvide dage fra Bernard Herrmann og Leonard Bernstein med et kraftigt strøg af Jerry Goldsmiths score til “L.A. Confidential” og “Chinatown”. Da musikken er skrevet til en bestemt form for genre bærer det i sagens natur også en vis klichefactor, men det
tilgiver man hurtigt, da udførelsen af materialet er helt i top. Inspirationen fra ovennævnte mærkes allerede i soundtrackets første nummer, ”The Zoot Suit Riots”, som indledes med en sorgmodig trompetsolo (eminent spillet af Isham selv) inden orkesteret slår over i sparkende rytmer. Resten af scoret er bl.a. præget af en række temaer, som både byder på skæbnetunge melodier og masser af herligt frenetisk materiale, der giver den rette og besættende noir-stemning.

Da hverken “The Black Dahlia” som film eller præsentationen af scoret i den er særligt vellykket (musikken er mikset alt for lavt), er det tvivlsomt, at scoret vil få den opmærksomhed, det fortjener. Hvilket vil være en skam, for på cd er det en så inspirerende oplevelse, at man forføres til at tro, at det i virkeligheden er skrevet til en meget bedre film. Så køb i stedet bogen og lyt til soundtracket.

1. The Zoot Suit Riots 2:14
2. At Norton and Coliseum 4:06
3. The Dahlia 3:08
4. The Two Of Us 3:36
5. Mr. Fire versus Mr. Ice 3:15
6. Madeline 3:05
7. Dwight and Kay 3:11
8. Hollywoodland 2:53
9. Red Arrow Inn 1:35
10. Men Who Feed On Others 4:24
11. Super Cops 2:00
12. Death At The Olympic 3:32
13. No Other Way 2:06
14. Betty Short 2:16
15. Nothing Stays Buried Forever 6:26
Total tid: 47:47
”The Departed” – Howard Shore (SILCD1225)
Howard Shores score til “The Departed” er hans fjerde bidrag til en film af Martin Scorsese (de tidligere er “Efter fyraften”, “Gangs of New York” og “The Aviator”), og med slående parallel til filmens titel, er Shores musik noget af en afvigelse fra hans normale lyd.

Scoret er skrevet for en kvartet af fire guitarsolister og orkester, så det er en slags latininspireret pendant til Shores jazzede og underholdende underlægningsmusik til “The Score”, som desværre forsvandt i skyggen af opmærksomheden fra “Ringenes herre”. Melodierne er farvefulde, og imens guitarspillet giver scoret en nutidig kvalitet, står orkesteret for at bidrage med spændingsmomenterne. Scoret åbnes og domineres af et iørefaldende og saftigt latinamerikansk hovedtema, som stilmæssigt nok står i underlig kontrast til filmens Boston, men som symbolsk perfekt fanger dens varmglødede og heftige temperament.
Foruden åbningsnummeret byder soundtracket også på en hel række nævneværdige numre, fra det følsomme ”Beacon Hill” til en tango. I filmen står scoret, som i flere af Scorseses film, desværre lidt for meget i baggrunden for hans kendetegnede stærke tag på kildemusik, men på cd er det en meget mere sammenhængende og underholdende oplevelse.

1. Cops or Criminals 2:01
2. 344 Wash 2:03
3. Beacon Hill 2:36
4. The Faithful Departed 3:01
5. Colin 2:09
6. Madolyn 2:14
7. Billy’s Theme 6:58
8. Command 3:15
9. Chinatown 3:16
10. Boston Common 2:53
11. Miss Thing 1:45
12. The Baby 2:48
13. The Last Rites 3:05
14. The Departed Tango 3:38
Total tid: 41:42
”Serenada Schizophrana” – Danny Elfman (Sony 89780)
Selvom dele af Danny Elfmans “Serenada Schizophrana” dukker op i IMAX-filmen “Deep Sea 3D”, har vi ikke her med et decideret soundtrack at gøre, men derimod en fremragende bedrift skrevet til koncertsalen. Værket er Elfmans første koncertopgave og er delt op i 7 satser, hvor man kan skimte en række af Elfmans filmscores, men “Serenada Schizophrana” begår aldrig den fejl at lægge sig for tæt op af dem. Det er et miks mellem den Elfman, som man kender fra en filmverden med begrænsninger og så en flamboyant Elfman, der er total frigjort fra den verden – og det er grunden til, at der refereres til skizofreni i titlen.

Elfman har mere end nogen anden filmkomponist oplevet en hel del banal kritik igennem karrieren, og den seneste kritik går på, at han igen og igen bliver ved med at køre i den samme stil – hvilket det også kan lyde til ud fra en overfladisk betragtning. Men sandheden er, at han lige fra starten af har forsøgt og stadig bliver ved med at videreudvikle og finpudse sin stil og sine ideer –
hvilket var det samme, som Elfmans forbillede, Bernhard Herrmann, gjorde og ligeledes fejlagtigt også måtte høre for i karrierens efterår. Men for at opleve denne modning og forfinelse af stilen, kræver musikken også ekstra lytninger for at alle nuancerne dukker frem. Det samme gælder for “Serenada Schizophrana”, men da værket naturligvis er helt fri fra filmenes skrappe restriktioner, giver det også Elfman muligheden for at slå ud med armene og virkelig få lukket op for godteposen.

Ideerne kommer væltende og numrene er sprængfyldte med farver og aggressive rytmer. Værket starter ud med “Pianos” og når det ender med “End Tag”, er man blevet budt på traditionelle orkestrale ideer som i “Edward saksehånd”, eksperimenterende minimalisme som i “A Simpel Plan” og kontrolleret dissonans som i “Red Dragon”. Serenadens bedste nummer er “I Forget”, som er så iørefaldende, at den danser rundt i hovedet på lytteren flere dage efter. Hele værket bliver passende afsluttet af en tilfredsstillende finale.

“Serenada Schizophrana” er en af de mest imponerende debutværker nogensinde og en herlig tur ind i et ekstremt idérigt univers, som ikke kun kan nydes af ‘Elfmanics’ men også af de fleste. Uden tvivl en af 2006’s bedste udgivelser. Lydklip findes på udgivelsens officielle hjemmeside.

1. I. Pianos 7:00
2. II. Blue Strings 10:08
3. III. A Brass Thing 7:55
4. IV. The Quadruped Patrol 2:55
5. V. “I Forget” 6:23
6. VI. Bells and Whistles 8:07
7. End Tag 0:51
8. Improv for Alto Sax 2:46
Total tid: 46:05
”Guns for San Sebastian” – Ennio Morricone (FSMCD Vol.9 No.14)
Endnu et klassisk score af Ennio Morricone er udkommet i en forlænget udgave. “Guns for San Sebastian”, med Anthony Quinn og Charles Bronson i hovedrollerne, tilhører den type af westerns, der i de rette hænder kunne være blevet til en interessant begivenhed, men som i dag må se sig selv leve et sørgeligt liv på tv’s mere obskure tidspunkter. Ennio Morricones score til filmen er derimod en spændende oplevelse. Det er skrevet i perioden af den sidste halvdel af Morricones spagetti-periode, og er således mere moden og nærmere i familie med “Once Upon a Time in the West” end de legesyge og lettere tossede scores til Sergio Leones “Dollar”-trilogi.

I “Guns for San Sebastian” giver Morricone lytteren en stor vifte af materiale at glæde sig med. Orkesteret er stort og mikses med guitar, kor og dramatiske og særartede vokalsoloer. Der bydes også på en række farverige melodier, som er fejende flotte, og blandt højdepunkterne finder man en masse medrivende og pulserende
action af højeste klasse og især musikken, som Morricone associerer med filmens indianere, har et fantastisk aggressivt og slagkraftigt udtryk med vokale skrig fra Gianna Spagnulo, som også lagde stemme til italienerens musik til “Navajo Joe”.

Scoret til “Guns for San Sebastian” har tidligere været udgivet, men er netop for første gang udkommet i komplet og finpudset form, og giver endnu et bevis på Morricones store musikalske rækkevidde.

1. The Overture 3:47
2. Prologue/The Chase 2:50
3. Church Music/Sneaking Away 1:48
4. The Long Trek 5:15
5. The Assault 1:31
6. The Bandit/Leon Tied/Bleeding Statue 2:49
7. Love Theme from Guns for San Sebastian 2:02
8. Restoring the Village 1:10
9. Teclo Shamed/Surveying the Fields 2:05
10. Building the Dam/Hymn for San Sebastian 1:28
11. Leon Fights Tecto 1:57
12. The Burning Village 2:38
13. Love Theme from Guns for San Sebastian 2:54
14. Love Theme from Guns for San Sebastian 2:57
15. Music at the Governor’s Dinner 1:53
16. Army March/Yaqui Camp 1:43
17. The White Stallion 1:35
18. The Gift 3:25
19. Gift Returned/Leon’s Mass/The Attack 3:36
20. The Villagers Prepare to Blow Up the Dam 1:28
21. Teclo’s Death/Victory 1:58
22. End Title 4:08
23. The Chase (alternate) 1:56
24. Love Theme from Guns for San Sebastian (album version) 2:51
Total tid: 59:44
Filmzcore


Husk at holde øje med næste udgave af Soundtracks, hvor Filmz tager til New York og bringer en reportage fra Ennio Morricones første koncert i USA.

Lydklippene til “Amazing Stories Anthology Two” og “Guns for San Sebastian” kræver RealPlayer.

Læs tidligere Soundtracks.

Gravatar

#1 Tylerdurden 17 år siden

Hvor er det nu lige man kan købe de soundtracks?
Jeg brænder virkelig for at få fat på Detaprted Scoret.
You stay classy, San Diego. I'm Ron Burgundy?
Gravatar

#2 squee 17 år siden

Jeg tror da vist, at jeg skal holde øjnene åbne mht. Serenada Schizophrana
www.myspace.com/maskine
Gravatar

#3 filmz-steadi 17 år siden

#1 - Sådan.. Søgte bare på Google og fik det her:
http://www.amazon.com/Departed-Score-Howard-Shore/...
They caught a shark, not the shark. Big difference.
Gravatar

#4 Tylerdurden 17 år siden

#3 Takker. :-)
You stay classy, San Diego. I'm Ron Burgundy?
Gravatar

#5 davenport 17 år siden

Hvem er den heldige, der tager til NY, med "reporter fra Filmz" som undskyldning? ;D
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Gravatar

#6 chandler75 17 år siden

Michael Andersen, vores Soundtrack mand :)
"Some people have bad taste and others have taste more like mine." - Roger Ebert
Gravatar

#7 Tylerdurden 17 år siden

Hvordan bliver man soundtrack mand?
You stay classy, San Diego. I'm Ron Burgundy?
Gravatar

#8 elwood 17 år siden

Mit gæt ville være at man gør en masse unævnlige tjenster for filmz crewet 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#9 davenport 17 år siden

DET lyder vammelt! ;D
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!

Skriv ny kommentar: