”Munich” – John Williams (Decca Records B0006093-02)
2005 blev et meget produktivt år for John Williams, som endte med at skrive fire meget forskellige scores. Først det eventyrlige i “Star Wars: Episode III – Sith-fyrsternes hævn”, så det rasende i “War of the Worlds”, til det romantiske i “Mit liv som Geisha” og i “München” er John Williams, i stil med “Født den fjerde juli” og “Angelas aske”, tilbage i det indadvendte og diskrete hjørne. Han har sparsomt fyldt den musikalske lydside med plagede strygere og pulserende rytmer, der er som taget ud af en 70’ernes grynede spændingsfilm. Men selvom Williams udviser stor diskrethed i sit score, findes der også mere højtråbende momenter. Det kommer bl.a. fra vokalisten Lisbeth Scott (der også blev anvendt til musikken i “The Passion of the Christ” og “Narnia”), som står for fremførelsen af soundtrackets emotionelle bøn. Selvom den etniske jamrekone er et meget slidt element i dagens filmmusik, fungerer sangen alligevel fordi den er forbundet til filmens fortvivlende natur, i stedet for bare at være en forvansket version af klagesangen i “Gladiator”.
Soundtracket til “München” er Williams’ mindst prangende soundtrack i flere år, men er samtidigt også en meget inderlig oplevelse.

”The Fly/The Fly II” – Howard Shore/Christopher Young (Varèse Sarabande VSD-6688)
Hvor det i 80’erne var normen at skrive synthesizer-tynget musik, valgte Howard Shore at reflektere “Fluen”s mytiske kvaliteter ved at give scoret en operatisk karakter, og allerede fra cd’ens første nummer er det tydeligt, at vægten er lagt på tragedie. Scoret bæres frem af to primære temaer, hvor det første repræsenterer hovedpersonens fantastiske forvandling fra menneske til insekt, mens det andet understreger hans tragiske situation og ulykkelige kærlighed til kæresten. Scoret til “Fluen” er et kraftfuldt og storladent score og er på mange måder en værdig miniforløber til Shores musik til “Ringenes herre”. En årrække efter “Fluen” fik filmen en mere effektdreven men mindre vellykket efterfølger, hvor musikken blev skrevet af Christopher Young. En af filmens figurer går under navnet Bartok, og det har Young taget til sig ved at skrive flere af numrene i den atonale stil som komponisten Bela Bartók var kendt for. Men hvis Youngs bidrag er mindre tonalt og temadrevet i forhold til Howard Shores, er det ligeledes storslået og smukt.
Soundtrackene til “Fluen” og “Fluen II” har i mange år været vanskelige at opstøve, og det er derfor en fornøjelse at høre at de nu begge er dukket op på en 2-disc udgivelse til 1 cd’s pris.

Soundtrack-klassikeren: “Psycho” – Bernard Herrmann (Varése Sarabande VSD-5765)
Man siger at god filmmusik kan redde en film, og “Psycho” er i bogstaveligste forstand det bedste eksempel på dette. Da Alfred Hitchcock så sin film, før den blev tilsat musik, var han nemlig så utilfreds med den, at han var parat til at smide den i skraldespanden – og havde det ikke været for Bernard Herrmanns overbevisende bidrag, var den måske også endt der. En del af scorets unikke kvalitet er hvordan og hvor godt det er skruet sammen. Som en reflektion på filmens sort/hvid fotografering valgte Herrmann at skrue ned for de musikalske farver og udelukkende skrive musikken for strygere, som bl.a. resulterede i de dolkende violiner i bruserscenen – som må være det mest berømte stykke filmmusik i historien (i konkurrence med John Williams’ haj-motiv i “Dødens gab”). Men også på et indre plan er scoret meget effektivt og fremragende sat sammen, da Herrmann ved hjælp af sammenhængende motiver giver filmen et balanceret lydlandskab, og da han desuden tilsætter foruroligende toner, meddeler han også at kaoset lurer lige under den pæne overflade –
præcis som det gør i det velordnet kaos som filmens hovedperson, Norman Bates, lever i. På trods af sin klassikerstatus er det originale score som optræder i filmen ironisk nok aldrig blev udgivet. Herrmann genindspillede det dog i 1975, og i 1997 udkom Joel McNeelys meget akkurate fremførelse, men også Danny Elfman og Steve Barteks fortrinlige adaption til den famøse genindspilning af “Psycho” er værd at dræbe for.
Følg med i næste måned, hvor vi skal på rejse med James Horner i den nye verden, David Newman tager os med sindsro på en tur ud i rummet, og Jerry Goldsmith synger “Åh abe”.