Af: Michael Andersen | Udgivet: 2003-04-04



[h2]Prelude[/h2]
Onsdag 19. marts 2003 dragede filmz.dk’s to filmmusik-interesserede, Tommy (vassago) og undertegnede til London for at overvære filmkomponisten Jerry Goldsmith (i en alder af 74 år) give koncert i Barbican Centeret.

Inden koncerten kunne man på scenen opleve Goldsmith blive interviewet af musikeksperten Adrian Edwards, som ikke virkede til at kende meget til Goldsmiths karriere. Han stillede heller ikke særlig inspirerende spørgsmål: ”Hvem tror du render med Oscaren for Bedste Film i år?” (Goldsmith svarede “Chicago”). Goldsmith, der var i et lidt tilbageholdende, men afslappet humør, kom ikke med de store udtalelser. Han fortalte bl.a. at han var overrasket over den seneste “Star Trek”-films manglende succes, og regnede den for en af de bedre, og måske endda den bedste af alle “Star Trek”-filmene.

Den “såkaldte” musikekspert spurgte også hvorfor Goldsmith kun havde skrevet musikken til én af de fem gamle “Abernes Planet”-film. Goldsmith måtte rette intervieweren, og fortælle ham at han altså også havde skrevet musikken til den tredje abefilm. Goldsmith havde dog glemt titlen på filmen.

Efter et kvarters tid blev der åbnet for spørgsmål i salen. Der var dog ingen der havde fortalt os om dette så vi kunne have forberedt os. Og da vi endelig havde fået taget os sammen til at stille et par forhåbentlig intelligente spørgsmål, var spørgetiden udløbet! (Til vores forsvar vil jeg lige nævne at spørgerunden var meget, meget kort!).

[h2]Koncerten[/h2]
En lille time senere stod Jerry Goldsmith i spidsen for det verdensberømte orkester London Symphony Orchestra (eller LSO som de også kalder sig), et orkester som bl.a. John Williams har gjort brug af utallige gange (heriblandt til alle Star Wars-filmene). Koncertens åbningsnummer var sjovt nok afslutningsnummeret til ”Star Trek: Nemesis”. Det gav koncerten en god start fordi “Nemesis” inderholder Goldsmiths kendte “Star Trek – The Motion Picture” tema, som også vil kunne fange opmærksomheden på den del af publikum som måske ikke har de store associationer til navnet Goldsmith.

Ved tidligere koncerter har Goldsmith ikke været særligt interesseret i at spille actionmusik, fordi det stiller store krav til orkestret. Han har måske også været bange for at skræmme publikum væk med hans pulserende og til tider udfordrende actionnumre. Derfor var det en herlig overraskelse at se det spektakulære nummer “Taking Command” fra “The Last Castle” inkluderet i programmet.

Suiten fra “Twilight Zone: The Movie” var et højdepunkt og et godt bevis på at Goldsmith igennem tiderne har komponeret fremragende musik som er mange af filmene overlegen. Da suiten var kommet til det bedste og sidste afsnit i filmen, “Nightmare At 20.000 Feet”, der består af dæmonisk march efterfulgt af en ligeledes dæmonisk violinsolo, kunne man ved et hurtigt kig rundt i salen opleve publikum sidde og nikke i takt med musikken. Og at mange bagefter febrilsk bladrede rundt i programmet for at finde hvilken film det er komponeret til, fortæller også om scorets kvaliteter. Tempoet var dog enkelte steder ikke helt på højde med indspilningens. Hvis man i øvrigt leder efter cd’en som kan demonstrere Goldsmiths store bredde i stilarter, så er det denne.


Jerry Goldsmiths karrieremæssige største svaghed har været hans valg af projekter. Han er uden tvivl den største komponist som har brugt tid og talent på det største antal talentløse film nogensinde (bl.a. “The Cassandra Crossing”, “The Final Conflict” og “The Swarm”). Goldsmiths musik er i mange af de obskure films tilfælde den eneste grund til at man skulle bruge tid på dem i dag.

Hvis Goldsmith havde været bedre til at sige nej tak, ville han måske kunne have haft en karriere lig med John Williams’. Men Goldsmith er så i stedet sluppet for at være sat i eventyr-båsen som Williams’ store evner har lidt under. Op igennem 80’erne stod Goldsmith i skyggen af Williams der arbejdede på projekter som “Jagten På Den Forsvundne Skat” (“Raiders Of The Lost Ark”) og “Superman”, imens Goldsmith havde “Kong Salomons Miner” og “Supergirl” at lege med.

En fascinerende anekdote fortæller, at det i sin tid var plat og krone der afgjorde om det var John Williams eller Jerry Goldsmith, som Steven Spielberg skulle ansætte i forbindelse med musikken til “Jaws”. Om historien er sand eller ej vides ikke, men ikke desto mindre er det interessant at tænke på hvordan filmmusikkens historie (og ikke mindst Goldsmiths karriere) havde set noget anderledes ud, hvis Spielberg havde “valgt” Goldsmith til sin hofkomponist.

Men Goldsmith har alligevel haft flere frugtbare professionelle komponist/instruktør forhold, dog ikke i samme størrelsesorden som John Williams/Steven Spielberg eller Bernard Herrmann/Alfred Hitchcock. Goldsmith arbejdede bl.a. sammen med instruktøren Franklin J. Schaffner på syv spillefilmsprojekter i perioden 1963-1987. To af dem, “Papillon” og “Patton”, blev fremført til koncerten.

I scoret til “Patton” lod Goldsmith et par trompeter gennemgå en elektronisk ekkoeffekt som ikke var muligt at udføre til koncerten. Så andre metoder måtte tages i brug. To trompetister stillede sig op bag i tilskuersalen og fremførte deres stykke af musikken derfra. Effekten virkede meget overbevisende som en slags live surround sound.


[h2]Epilog[/h2]
Udover de førnævnte var der også musik fra filmene “Basic Instinct”, “The Edge”, “The Sand Pebbles”, “Soarin Over California” (skrevet til en Disneyland-attraktion som Goldsmith udtrykte stor beundring for). “The Sum Of All Fears” (koncertpremiere) og “The Wind And The Lion”.

Da publikum bad om et ekstra nummer måtte Goldsmith skuffe, og fortælle at han ikke havde forberedt noget. Man mindes en lignende situation ved en Goldsmith-koncert i New Yorks Carnegie Hall. Da havde der et sted i publikum lydt: ”jamen, så skriv noget!”

Selvom Goldsmith har droslet ned på sine projekter i det nye årtusinde, så har han fundet en ny entusiasme, som kan have at gøre med hans helbredelse af sin alvorlige sygdom sidste år. (Han gennemgik kemoterapi behandling for Leukæmi). Koncerten var i høj grad præget af denne spilleglæde.

Efter koncerten var der mulighed for at få Goldsmith til at signere et cd-cover eller to. Læg jeres covers i denne kasse og Goldsmith vil signere dem, lød beskeden. Vi overhørte bare at de først kunne afhentes dagen efter. “Hør Tommy, hvorfor er det kun os der står tilbage og venter?”, spurgte jeg. ”Øh, jeg syntes jeg hørte nogen snakke om at det først var kl. 7 i morgen aften at coverne var klar!”. Så vi fik fat på administratoren for LSO, og spurgte pænt hvad det var der foregik. ”Jamen, kommer I da ikke til koncerten i morgen aften??”, kom det meget overraskende fra hende. “Nej”, lød det snøftende fra den arbejdsløse og den studerende. Vi fik så en aftale i hus om at hente coverne dagen efter, inden turen gik tilbage til Danmark…

Gravatar

#1 Highland Park 15 år siden

Fin artikel Michael. Måtte man kun få et soundtrack signeret pr. mand? Og i så fald; hvilket et tilhører dig, og hvilket tilhører vassago, og hvorfor havde I hver især valgt at tage netop det specifikke soundtrack med? :)

PS: Heldige asener! :P
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#2 Michael Andersen 15 år siden

Endelig! Næsten 6 år har jeg ventet på en kommentar ;) Var det virkelig i 2003? Damn tiden flyver.

Det er mine begge to (den ene er dog fra min første Goldsmith-koncert), da jeg ikke havde vassagos til rådighed dengang billederne skulle skannes ind. Jeg kan ikke huske hvad han fik signeret, ja altså det var ikke hans mandebryster men et cdcover, det kan jeg huske, men ikke lige hvilket et det var :) Det skulle helst være et cover, hvor man kunne se den sorte tusch på, så coveret til "Alien" og den slags dystre film var i hvert fald udelukket ;)
Smile, you son of a bitch!
Gravatar

#3 Highland Park 15 år siden

Og jeg har ventet i næsten 6 år på, at min kommentar ville blive vist, så jeg kunne få et svar!
Herren være lovet! Halleluja! :D

Nå, men det glæder mig meget at se, at Filmz-redaktionen holder liv i Goldsmith-trådene for at ære ham. :)

Michael Andersen (2) skrev:
Jeg kan ikke huske hvad han fik signeret, ja altså det var ikke hans mandebryster men et cdcover, det kan jeg huske, men ikke lige hvilket et det var :)

Hehe... :)
Michael Andersen (2) skrev:
Det skulle helst være et cover, hvor man kunne se den sorte tusch på, så coveret til "Alien" og den slags dystre film var i hvert fald udelukket ;)

Aha, det forklarer unægteligt en del. Jeg undrede mig også lige over, hvorfor dine favoritter ikke var at finde blandt de to (selv om jeg antager, at du holder meget af dem).
... as surely as there's a mouse behind your ear.

Skriv ny kommentar: