[h2]”The film Music Of Dmitri Shostakovich Volume 1″ (2002) Chandos Records No: CHAN 10023[/h2]
Samtidigt med at Max Steiner og Franz Waxman lagde fundamentet til filmmusikken i 1930’erne, var der andre europæere som komponerede filmmusik med rødder i den klassiske musik. Russiske Dmitrij Sjostakovitj anses som en af de betydeligste symfonikere bl.a. pga. hans personlige engagement i musikken. Udover at have komponeret 15 symfonier og lige så mange strygekvartetter, komponerede han musikken til omkring 40 film. Han anså dog det at komponere filmmusik som en leg, og udtrykte sig derfor ofte nedladende over for filmmusikken. Men denne cd er et bevis på at på trods af at han måske ikke tog faget særligt alvorligt, så tog han alligevel musikken seriøst.
Det er vist ikke nogen stor overdrivelse hvis man siger at kendskabet til russiske film fra 1930’erne ikke er blandt det mest udbredte hos den almindelige filminteresseret. Men det er heldigvis heller ikke nogen forudsætning for at kunne nyde musikken fra perioden.
Den russiske dirigent Vassily Sinaisky, der står i spidsen for BBC Filharmonikerne, har valgt musikken fra seks forskellige film fordelt på fire suiter.
Den første suite er fra “Maxim trilogien”, og hvis man kan se bort fra den åbenlyse røde nationale og politiske indflydelse som musikken består af, er der en god oplevelse i vente. (Og heldigvis behøver man ikke at være Lenin sympatisør for at få glæde af musikken).
Orkester og (det obligatoriske?) mandskor maner til kamp for lighed og retfærdighed i musikken fra “Maxim trilogien”. Om det lokker lytteren til at melde sig ind i et parti med røde tendenser er tvivlsomt, men specielt et nummer som “Struggle At The Barricades” er pokkers effektivt, og en herlig påmindelse om at en toptunet instrumentering af orkesteret til enhver tid er i stand til at sparke røven ud af hvilket som helst moderne technoscore. Er man til gammeldags og tidløst actionmusik så er dette nummer sagen. Trilogi suiten ebber ud i en bombastisk finale.
“The Man With The Gun” fortsætter i det nationalistiske spor, men dog mere i den traditionelle forstand og kommer ikke op på samme niveau som den forrige suite.
“A Girl Alone” er kontrasten til de to foregående suiter. Orkestret er udskiftet med et mindre ensemble, og den bombastiske musik for barrikaderne er udskiftet til fordel for en mere eksperimenterende og legende lyd. Filmen skulle efter sigende være en let lille sag, og det reflekterer musikken også. “The Chief Sleeps And Gets Up” er en meget bogstavelig titel fordi det lyder virkelig som en mand der snorker. Det er straks lidt værre at bedømme om det er en chef eller ej, men snorker det gør han i hvert fald.
“King Lear” er en russisk fortolkning af William Shakespeares tragiske skuespil om ondskab, magtbegær og samvittighedskvaler. Musikken er dyster, indadvendt og melankolsk og bliver fremført i et langsomt tempo med enkelte forløsninger.
Albummet er anbefalesværdigt, men pga. de kommunistiske undertoner er det ikke for enhver smag. (Ja, selv coveret vil kunne skræmme den mindst fordomsfulde person væk). Højdepunkterne er den første og sidste suite, som alligevel kræver at lytteren er interesseret i at investere i adskillige lytninger for at få oplevelsen af at musikken folder sig rigtigt ud. Lyden fortjener i øvrigt særlig opmærksomhed. Indspilningen er af fantastisk karakter som både fanger de store bombastiske øjeblikke og de små nuancer på fornemste vis.
[rating=4]Score[/rating]
[h2]Trackliste[/h2]
Musik fra “Maxim Trilogien” Op. 50a
[li]1. Courage, My Friends 4:18
[li]2. Attack 1:51
[li]3. Death Of The Old Worker 5:58
[li]4. Waltz 3:17
[li]5. Demonstration 2:30
[li]6. Struggle At The Barricades 4:53
[li]7. Funeral March 2:37
[li]8. Finale 1:30
Musik fra “The Man With A Gun” Op. 53
[li]9. Overture 1:54
[li]10. October 3:25
[li]11. Smol’ny Palace 1:49
[li]12. Finale 1:02
Musik fra “A Girl Alone” op. 26
[li]13. Altai 3:05
[li]14. In Kuzmina’s Hut 3:51
[li]15. Bai Leads The Children To Tend The Sheep 2:53
[li]16. Schoolchildren 2:38
[li]17. Adagio 2:14
[li]18. The Chief Sleeps And Gets Up 3:56
[li]19. How Good Life Will Be! 2:06
Musik fra “King Lear” Op. 137
[li]20. The Fool’s Waterpipe 0:41
[li]21. The March Of Time 2:33
[li]22. Lear’s Castle 2:39
[li]23. The Catastrophe Begins 2:53
[li]24. The Voice Of Truth 3:04
[li]25. Storm 2:21
[li]26. After The Storm 2:44
[li]27. The Fool 0:52
[li]Total spilletid 75:16
Venligst udlånt af:
#1 The Insider 21 år siden
Men, som sagt, er russisk filmmusik ikke ligefrem et kendt emne, så det er let at blive misledt af et cover :-)
#2 filmz-vassago 21 år siden
Hvis man tager andre kunstnere fra samme tid, såsom Steiner, Newman og Rozsa, og spiller deres musik for en tilfældig lytter - så tror jeg det ville være tvivlsomt at de ville kunne sætte sted på, hvilket ikke er tilfældet hos Shostakovich. Da jeg første gang hørte cd'en var jeg ikke ét øjeblik i tvivl om hvor musikken havde sin oprindelse.
Jeg er godt klar over at han var anti-kommunist, men hans musik er i mine øjne stadig ret så "rødt" - om det så skyldes herkomst eller socialisme kan vel diskuteres :)
#3 The Insider 21 år siden
Og Max Steiner var måske heller ikke så tæt på kommunismen som Shostakovich var, så derfor er der da en tydelig forskel i deres musikalske kompositioner, som man hurtigt vil kunne sætte finger på.
#4 Michael Andersen 21 år siden
Jeg er ikke helt sikkert på hvad du prøver at sige her? Du forsvarer Sjostakovitj ja, men fra hvad? Fra teksten i min anmeldelse om at musikken indeholder kommunistiske/socialistiske undertoner?
Eller måske var det fordi du troede at bemærkningen om at "heldigvis behøver man ikke at være Lenin sympatisør for at få glæde af musikken", betød at Sjostakovitj var det. Men man er ham/hende der lytter til musikken, og ikke ham der skrev den.
Er John Williams` trosretning Jedierne fordi hans skrev et fantastisk tema til dem? Og Jerry Goldsmith, han må da 100% være en Trekkie fordi han har komponeret musikken til hele fem Star Trek-film!!
Sjostakovitj brugte også ironi i sin musik til at udtrykke sine holdninger om kommunismen, men når filmens billeder ikke følger med soundtracket, forsvinder denne ironi jo fuldstændigt. Hvis han gør nar af systemets ved f.eks at gøre brug af de typiske kommunistiske/socialistiske klicher (mandskor og bombastiske udtryk), er effekten forsvundet når musikken er separeret fra filmen, fordi så er der jo kun mandskoret og de bombastiske udtryk tilbage. For at anmeldelsen skulle kunne reflekterer musikkens stemning, var det nødvendigt at bruge de røde ord.
Jeg vil godt give dig ret i at der i anmeldelsen måske burde have stået at Sjostakovitj ikke var kommunist, men på den anden side så står der jo heller ingen nogen steder i anmeldelsen at han var det.
Din bemærkning om blive misledt af et cover har jeg valgt at se bort fra.
#5 filmz-vassago 21 år siden
http://www.siue.edu/~aho/musov/doubletalk.html
#6 The Insider 21 år siden
Jeg har åbenbart misfortolket dig, men jeg anså bare kommentarer som "hvis man kan se bort fra den åbenlyse røde nationale og politiske indflydelse som musikken består af, er der en god oplevelse i vente", "pga. de kommunistiske undertoner er det ikke for enhver smag", "Om det lokker lytteren til at melde sig ind i et parti med røde tendenser er tvivlsomt" og "heldigvis behøver man ikke at være Lenin sympatisør for at få glæde af musikken" som indikationer på at du mener at musikken prøver på - via sine politiske undertoner - at fremme kommunismen. Der er en forskel på at sige at musik kommenterer noget, og at musik kommenterer noget på et manipulerende grundlag. Jeg synes overhovedet ikke, at du gør opmærksom på nogen fremtrædende ironi i din anmeldelse, som du nu gør senere hen.
Og så ser jeg ikke helt pointen i din Williams/Goldsmith analogi. Der er, efter min personlige vurdering, en hvis forskel på at antage at noget musik er skabt for en bestemt fanbase af et bestemt medie-fænomen, i forhold til at antage at et stykke musik er skabt til at fremme en politisk bevægelse der på sin vis har været skyld i millioner af dødsfald. Havde du skrevet ting i en anmeldelse af et STAR WARS soundtrack såsom "måske får man da bare ikke helt lyst til at melde sig ind i en ny-religiøs sekt efter at have lyttet til musikken", "man behøver heldigvis ikke sympatisere med strenge diktatorer og deres allierede for at rigtig kunne lytte til mange af soundtrackets dystre marcher" og "pga. de ny-religiøse undertoner er det ikke for enhver smag", kunne vi få igangsat samme debat, selvom jeg stadig har svært ved at se nogen reel mulighed for sammenligning i dette tilfælde.
Men jeg skal da nok tie stille næste gang.
#7 Michael Andersen 21 år siden
Du skriver at du overhovedet ikke syntes, at jeg gør opmærksom på nogen fremtrædende ironi i min anmeldelse. Korrekt, jeg havde heller ingen intentioner om at være ironisk i anmeldelsen. Min pointe var at musikken var præget af den røde tankegang, og derfor ville det også være den bedste måde at beskrive musikken på.
"Men jeg skal da nok tie stille næste gang." Nej, det er godt med noget debat der bevæger sig udover "Det var en fed/dårlig film". Jeg er også rimelig sikker på at jeg har lært en ting eller to ang. hvordan man anmelder soundtracks med politiske temaer.
#8 The Insider 21 år siden
Hele denne diskussion gik i gang, fordi jeg klart mærkede ud fra anmeldelsen, at der syntes at blive antydet, at musikken var noget nær en hyldest til kommunismen. Det synes jeg altså PERSONLIGT, at enkelte sætninger i din anmeldelse lægger op til.
Dette gjorde, at jeg skrev det om at blive misledt af et cover, eftersom du jo selv skrev, at coveret kan skræmme ikke-Lenin-sympatisører, hvilket overhovedet ikke er musikkens intention.
Derfor antog jeg at en person havde misfortolket musikken på baggrund af dette billede.
#9 chandler75 21 år siden
Det var vel bare en (korrekt) anskuelse om hvorledes det kunne mislede...
#10 The Insider 21 år siden