[h2]1: Introduktion[/h2]
Hvor der ikke altid er meget en instruktør kan gøre bedre for at højne filmoplevelsen på handlingssiden, er der på præsentationssiden stadig områder, hvor en film kan forbedres til i endnu højere grad at trække publikum med ind i historien.
Kigger man på et område som filmlyd, er der gennem de seneste årtier sket en rivende udvikling. Hvor lyden for år tilbage blot bestod af et stereo lydspor med to lydkanaler, er det i dag udviklet til adskillige kanalers Surround Sound. Dette giver publikum en større oplevelse på lydsiden, da denne har fået adskillige ekstra dimensioner, der placerer publikum midt i handlingen.
Det samme kan ikke siges om billedsiden, der stadig blot er en to-dimensionel oplevelse, og ikke på samme måde giver publikum en fornemmelse af at “være med” i handlingen. Dette har dog været forsøgt med 3D-filmene, der blev populære i 1950’erne, hvor de oplevede en storhedstid, der ikke er set mage siden.
Mediet blev lanceret i et forsøg på at tage konkurrencen op med de nye fjernsyn, der var på fremmarch, og som havde potentiale til at tru biografernes eksistensgrundlag. Så galt gik det dog ikke, og interessen for at se film i tre dimensioner faldt hurtigt igen, hvorfor der siden dengang kun har været få film, der lanceres i 3D.
Bøtten lader dog til at vende nu, hvor 3D-film oplever en fremmarch påny, fordi teknologien er blevet mere moden, og er klar til at blive kommercielt benyttet.
Instruktører som Peter Jackson og George Lucas har udtrykt interesse i at udgive deres film i nye 3D-versioner, mens Tim Burtons “The Nightmare Before Christmas” i år lanceres i en ny 3D-version. Tidligere i år kunne publikum i de amerikanske IMAX biografer også opleve Bryan Singers “Superman Returns”, der i 20 minutter af filmen blev vist i 3D. Selvom filmen blev indspillet på almindelig vis, er den blevet efterbehandlet til at udnytte den ekstra dimension.
I denne artikel vil det blive forklaret, hvordan det lader sig gøre i disse 3D-film at “snyde” øjnene til at tro, at det vi ser på lærredet, er rummelige objekter, og ikke blot former vist på et flat lærred. Afslutningsvis vil der blive set på den proces, der anvendes til at konvertere en almindelig 2D-film til en 3D-film, som det er blevet gjort med “Superman Returns”, og efter sigende snart vil blive gjort på en række klassiske film.
[h2]2: Efterligning af menneskets syn[/h2]
For at kunne give en biografgænger indtrykket af, at handlingen sker i foran øjnene, fremfor at det blot opleves på et fladt lærred, handler det først og fremmest om at præsentere billedet på en måde, der stemmer overens med den menneskelige opfattelse af rummelighed.
Når vi kigger rundt i vores omgivelser bruger vi begge øjne til at danne os et indtryk af, hvilke ting/personer der er omkring os, og hvilken afstand der er til disse. Og det er netop afstandsbedømmelsen, som er det element, der mangler i en almindelig 2D spillefilm, for at handlingen vil kunne træde ud af lærredet, og ind i selve biografsalen.
Evnen til at afstandsbedømme objekter i et billede i forhold til hinanden, er bl.a. det man udnytter i utallige actionfilm, hvor skuespillerne slår ud i luften efter hinanden, mens det i kameraets optik ser ud som om, der deles øretæver ud. Havde det været indspillet i 3D ville de falske slag være tydelige for seeren. Manglen af billeddybde i spillefilm blev på samme måde udnyttet i “Ringenes Herre” trilogien til at få hobitterne og dværgene til at tage sig mindre ud i billedet end deres medspillere.
Menneskers afstandsbedømmelse af objekter sker i hverdagen helt automatisk. Når hjernen får et synsindtryk fra begge øjne og genkender et givent objekt, bestemmes afstanden dertil udfra hvor stor forskel der er på objektets placering i de to billeder, der dannes på nethinden.
Som eksempel kan de nedenstående billeder betragtes. I det øverste billed-par er Filmz-logoets placering næsten ens i de to billeder, hvorfor det naturligvis er placeret langt fra kameraerne/øjnene. I det nederste billed-par er der f.eks. stor forskel i placeringen af Filmz-stjernen i de to billeder, og derfor kan man slutte, at logoet pludselig er tæt på kameraerne/øjnene.
I en nøddeskal fungerer 3D-film derfor netop ved, at man lader hvert øje få et unikt synsindtryk, der viser filmen fra hver sin vinkel, så man tror, man ser filmen som om det vitterligt foregår foran ens egne øjne og ikke på et lærred eller tv. Næste sektion handler om, hvordan man sikrer, at hvert øje får hvert sit billede.
Når man indspiller film i 3D anvender man derfor også to tætsiddende kameraer, for at simulere det menneskelige syn. Det er disse to film, der på lærredet samles til én, og med de rette briller kan fremstå som i 3D for publikum.
[h2]3: Stereo, er det ikke noget med lyd?[/h2]
Når man ser 3D-film, anvender man traditionelt et sæt 3D-briller, der sikrer, at hvert øje får hvert sit synsindtryk fra lærredet. Det kaldes, at man ser filmen i stereo, når man sidder og ser en 3D-film, da man reelt får to kanalers video-billeder præsenteret, på samme måde som stereolyd er to kanaler.
Indenfor stereoscopy, som er navnet på teknikker, der kan give illusionen af billeder med dybde, findes der to underkategorier, når man vil vise billeder i 3D:
[list][li]Aktiv stereo[/li][li]Passiv stereo[/li][/list]Ved aktiv stereo bliver billedet til hvert øje vist på lærredet skiftevis ved en meget høj frekvens, mens der i tilskuerens brille skiftevis lukkes og åbnes for udsynet for hvert øje, så højre side af brillen, kun er åben når højre billede vises på lærredet og omvendt. Dette kræver en stor grad af synkronisering mellem projektor og brille, og det er derfor ikke et særlig praktisk system, hvis det skulle anvendes til et større publikum. Et aktivt system er desuden meget dyrt, og brillerne er normalt skrøbelige, hvorfor passiv stereo er det mest anvendte i kommerciel sammenhæng.
Modsat aktiv stereo, vises der i den passive udgave hele tiden billeder til begge øjne på lærredet oveni hinanden. Publikum er i dette tilfælde udstyret med en brille, som har et filter for hvert øje, der sorterer de to billeder fra hinanden, så hvert øje får det rigtige billede. Indenfor passiv stereo er der to typer, der anvendes i 3D film i dag: Tofarvet anaglyph stereo og polariseret stereo.
Den tofarvede anaglyph type er den klassiske, hvor man får en 3D-brille med to farvede glas, der fjerner hver sin farve fra billedet. Nedenfor er vist to eksempler på farve anaglyph billeder, der med de rigtige briller fremstår i tre dimensioner.
Venstre: Fuld farve anaglyph billede. Højre: Anaglyph med fokus på tigeren.
De ovenstående billeder viser anaglyph billeder i fuld 3D, der kan ses med et par standard rød/cyan briller. Man anvender sædvanligvis rød og cyan, da disse to farver er hinandens modsætninger i farvespektret, og det derfor er lettere at lave billeder, der med brillerne kan adskilles fra hinanden.
Der findes også en version af anaglyph stereo, der kaldes anachrome method. Det er en tilgang til 3D billeder, der har til formål at lave 3D billeder, som ser nogenlunde normale ud som 2D billeder også. 3D-effekten er mere diskret, og ofte ikke til at se.
Det kan i dag sagtens lade sig gøre at blande billederne, så man med 3D-brillen får en farvegengivelse gennem begge farvede brilleglas, men den bliver aldrig rigtig god. Farvegengivelsen er desuden ringe i anaglyph billeder, da man ser en del af farverne på det ene øje og en anden del af farverne på det andet, hvorfor hjernen kompenserer for de manglende farver. Det bevirker at farverne vil virke som værende lidt forskellige fra det ene øje til det andet, hvilket irriterer i længden.
Fordelen ved farve anaglyph stereo er, at det er forholdsvist billigt at omstille en biograf til at vise 3D-film med denne type, da det reelt set kun er publikum, der skal have briller med i biografen, da filmen allerede leveres med anaglyph 3D-billederne. Af samme grund er det forholdsvist let at udgive 3D-film til hjemmemarkedet af denne type, da de reelt kun kræver, at publikum sidder med 3D-briller på, når de ser 3D-filmen.
Med polariseret stereo får man et billede, der har en flot og korrekt farvegengivelse, hvor hjernen ikke irriteres af lidt forskellige farveindtryk fra hvert øje.
Virkemåden er dog en tand mere kompleks. Der skal nu bruges to fremvisere/projektorer i biografen – en for hvert øje. Lyset fra hver fremviser skydes igennem et polariseringsfilter, der giver lyset til højre øje en vis orientering/polarisering. Lyset, der skal ses af venstre øje, får en modsat polarisering.
Publikum får nu 3D-briller, der for det blotte øje er næsten gennemsigtige, men hvor hvert øjes glas har et filter med samme polarisering som på den af fremviserne, der udsender billedet til øjet. På denne måde kan man sende et billede ud på lærredet, der ikke opfanges gennem et filter med en modsat polarisering. Virkemåden er forsøgt illustreret på nedenstående figur.
Metoden kræver dog et speciallærred, der reflekterer lys med samme polarisering, som det bliver belyst med. Dette er en lidt mere omstændig løsning, som fra biografernes side kræver en vis omstilling, men resultatet er film, der kan have en meget overbevisende 3D-effekt.[/list]
[h2]4: Konvertering fra 2D-film til 3D-film[/h2]
Markedet for 3D-film er efterhånden begyndt at røre på sig igen, og i denne måned har den klassiske stop-motion film “The Nightmare Before Christmas” repremiere i 3D i en række amerikanske biografer.
Det kan måske undre, at en film som “The Nightmare Before Christmas” kan relanceres i 3D, når filmen i sin tid kun blev fotograferet med ét kamera.
Det samme skete tidligere i år for “Superman Returns”.
Til at konvertere “Superman Returns” gik man til firmaet Digital Media Group, der har specialiseret sig i konvertering af 2D til 3D. Processen kalder de Stereosynthesis, og selvom de holder tæt med, hvordan den specifikt virker, er selve fremgangsmåden meget simpel:[list]1: 2D billedet tages ind i computeren, og inddeles i scenens forskellige elementer.
2: De dele af elementer og baggrunden, der ikke var synlig i originalbillledet, genskabes.
3: Elementerne forskydes til siderne i højre- og venstrebilledet, alt efter hvor langt væk de skal forestille at være.[/list]
Hos Digital Media Group skulle denne process endvidere være halvvejs automatiseret.
Fremgangsmåden lyder i sig selv simpel nok, men der er masser af ting der kan skabe problemer i konverteringen fra 2D til 3D, som det næste eksempel viser.
Som et forsøg har vi prøvet at konvertere et billede fra 2D til 3D med ovennævnte metode, hvilket viser sig at indeholde en masse udfordringer. Til forsøget er anvendt billeder fra to scener fra “Star Wars: Episode V – Imperiet slår igen”, der forsøges konverteret til 3D.
Den første scene er hvor en af Imperiets officerer står ret foran en agressiv Darth Vader, mens scene 2 er hvor Han Solo og Prinsesse Leia flygter fra isplaneten Hoth.
De to scener, der forsøges konverteret til 3D
Ser vi på scene 1 med Darth Vader, er der fem forskellige dybder i billedet: Baggrunden, indersiden af Vaders kuppel, Darth Vader selv, ydersiden af Vaders kuppel, samt officeren, der står og bliver betragtet af Vader.
Scene 2 med Han Solo og Prinsesse Leia er straks værre. Vi kan klippe Solo og Leia ud, da de er i hver sin dybde for sig selv, men det bliver sværere med baggrunden, for den er sammenhængende, men bevæger sig gennem forskellige dybder i billedet. Opdelingen bliver dog: Gang, Leia, Solo og væggen til venstre.[/list]
Opdelingen af de to scener i forskellige elementer
Disse oplysninger kan fåes på en række forskellige måder. Hvis det er filmselskabet selv der foretager konverteringen, er der sandsynligvis en masse billeder fra alle kulisserne, hvor den manglende information kan tages.
I en billedsekvens som i scene 2, hvor to skuespillere løber gennem gangen og kameraet følger dem, vil alle dele af baggrunden i løbet af sekvensen være synlige på et tidspunkt. Der findes avanceret software, der på denne baggrund kan analysere en sådan sekvens, og for hvert billede fjerne skuespillerne og gendanne baggrunden baseret på den samlede sekvens.
Dette konverteringseksperiment har dog ingenlunde været så avanceret, da det blot er enkeltbilleder vi forsøger at konvertere. Derfor er baggrunden i stedet forsøgt gendannet med almindelige grafikværktøjer. [/list]
De gendannede baggrundselementer
Det er en smagssag hvilken af de to typer, der er at foretrække. Den mest almindelige er parallel, da det er sådan, 3D-film vil blive optaget, med kameraerne parallelt ved siden af hinanden. Fokuseret stereo kan dog give et billede, der er mere roligt for øjnene, hvor fokuseringsdybden konstant svarer til længden til lærredet.
Begge scener vil blive konverteret til begge typer i denne artikel.
Med parallel stereo forskyder man, når billedet til højre øje skabes, hvert element til venstre i billedet, afhængigt af, hvor tæt elementerne skal betyde at være på kameraet. Det modsatte gælder selvfølgelig for billedet til venstre øje, hvor man forskyder til højre i stedet.
Første skridt i fokuseret stereo er at udvælge sig et fokuspunkt i scenen – Hvad er det, folk vil kigge på i billedet?
I den første scene er det naturlige midtpunkt Darth Vader, og alle elementerne i scenen skal således forskydes i forhold til ham. Jo tættere elementerne er på scenens fokuspunkt, desto mindre skal de forskydes.
Det vil sige, at når man laver billedet til højre øje, forskyder man hvert element til venstre i billedet, der er foran fokuspunktet, mens elementer bag punktet forskydes til højre. Det modsatte gælder naturligvis for venstre øje.[/list]
Et eksempel på dette ses i animationen til venstre, hvor man kan se, at de dele af billedet, der skal betyde at være tættest på kameraet, flytter sig mere i billedet, når der simuleres, at kameraet flyttes.
Vader flytter sig næsten ikke, mens officeren til højre i billedet glider frem og tilbage i billedet, på samme måde som baggrunden.
[list]Det kan vise sig at være praktisk at genskabe scenerne i et 3D-program, hvis man har et sådan til rådighed, men et almindeligt grafik-redigeringsprogram kan også bruges. Af de to scener, der er anvendt i dette forsøg, er den ene konverteret til 3D med Photoshop, mens der til den anden er anvendt programmet 3DSMax.
Scene 1 med Darth Vader er lige ud af landevejen. Alle elementer er blevet adskilt og baggrundene er genskabt, hvorfor det er en mindre sag at vandret parallelforskyde elementerne i billedet.
Løbescenen på isplaneten Hoth er en anden sag. Som tidligere nævnt bevæger baggrundselementet sig gennem varierende dybder i billedet, hvorfor de forskellige dele af baggrundselementet løbende skal forskydes mere, jo tættere de skal betyde at være på kameraet.
I denne situation er det en god idé at projicere baggrunden ud på en 3D-model af scenen, hvor man så med et 3D-program kan beregne hvordan baggrunden ser ud, hvis man flytter kameraet. Denne metode er anvendt til at lave baggrunden i scene 2. En illustration af en 3D-projicering af begge scener kan ses nedenfor.[/list]
Scenerne genskabt i 3D[list]Dette fører videre til et andet problem med at konvertere på denne måde, med at forskyde elementer i billedet for at skabe en 3D-effekt.
Det er reelt set kun flade planer, der forskydes i forhold til hinanden. Hvis man ønsker en fuld 3D-konvertering, skal man gøre som beskrevet ovenfor, hvor gangen bag Prinsesse Leia og Han Solo modelleres i 3D, med alt i billedet.
Det vil betyde, at skuespillerne også skal modelleres i 3D, for at man af den vej kan generere dem fra de to forskellige vinkler, som publikum vil kunne opfatte med øjnene.
Dette er en langt mere omstændig process og vil blive et rent pillearbejde på en hel film, hvor der gerne er op mod 172.000 billeder i en almindelig 2 timers film.
Dette lille forsøg er knapt så omstændigt, og effekten af at flytte kameraet fungerer fint i den skala det nu er nødvendigt til to stillbilleder.
Nedenfor ses resultaterne af vores 3D-konvertering af begge scener.[/list]
Øverst ses scene 1 fra venstre og højre øje. Nederst er de tilsvarende billeder for scene 2
De ovenstående billeder er i den henseende blevet konverteret til to anaglyph 3D-billeder, der kan ses nedenfor, hvis man er den heldige indehaver af et par cyan/rød 3D briller.[/list]
[list]Vader scenen kan også ses i parallel stereo, og Solo scenen kan ses i fokuseret stereo.
For at konvertere to billeder man har lavet til et anaglyph 3D-billede, findes der en lang række gratis programmer, der kan gøre dette. I denne artikel er programmet Z-Anaglyph anvendt, der meget simpelt konverterer to billeder til enten cyan-rød/blå-rød/grøn-rød 3D anaglyph stereobilleder, alt efter hvad man ønsker.
Skulle man efter denne fremgang have fået interesse for selv at prøve at lave 3D-billeder, er der til slut i denne artikel links til hvor man kan hente gratis programmer til at konvertere to venstre/højre billeder til et 3D anaglyph billede.
Det siger næsten sig selv, at det er 100 gange lettere at indspille en film i 3D fra starten af, end at skulle konvertere en 2D film efterfølgende. Derfor skal man nok ikke regne med andet, end at det kun bliver de store film af klassikerne, der i fremtiden konverteres til 3D.[/list]
[h2]5: Er 3D fremtiden?[/h2]
Som altid er det svært at spå om fremtiden. Vil 3D-film nu slå igennem fordi teknologien er ved at være der, eller er det for besværligt, at folk skal sidde med briller på, for at få den fulde effekt?
Ikke nok med, at brillerne gør det lidt mere besværligt at se en film i biografen, det bliver også mere besværligt for folkene bag filmene at indspille i 3D-format, eller konvertere til 3D efterfølgende.
Det hele står og falder med, hvordan publikum modtager de kommende 3D-film. Det afhænger samtidig af, om det er de rigtige film, der får den ekstra dimension. 3D vil formodentlig ikke få det store gennembrud i små dramafilm, i forhold til hvad de store episke værker kan få ud af formatet.
Der er ingen tvivl om, at en film i fuld 3D kan være en vild oplevelse, og klart vil medvirke til at højne indlevelsen i filmens verden. Om det nødvendigvis bliver 3D-film i sin nuværende inkarnation, der slår igennem hos publikum, eller om teknologien skal udvikles yderligere, kan kun tiden vise.
Hvis 3D-film for alvor får et gennembrud, og bliver en fast del af biografoplevelsen fremover, er sandsynligheden for, at også hjemmemarkedet i fremtiden vil bugne af 3D løsninger, stor.
Lige nu er den eneste mulighed hjemmebrugeren har for at se 3D den aldrende og tilbagestående anaglyph teknologi, og hvis 3D virkelig skal slå igennem, er en teknologi, der både er billig, brugervenlig og æstetisk, påkrævet.
Om fremtidens visuelle præsentation er 3D hologrammer som vi har set det i utallige film, er endnu uvidst, men det er sandsynligt, at med de teknologiske landvindinger videnskaben står for, at fremtidens visuelle præsentation kan komme til at se meget forskellig ud fra hvad vi i dag er vant til. Hvem ved? Det kan være fremtidens film skal ses med et stik i nakken som dem de er udstyret med i “Matrix” trilogien…
Teknisk opslagsliste:
Var der ord eller termer i denne artikel du ikke forstod? Prøv at kontrollere Filmz’ tekniske opslagsliste for om du kan finde det der.
Kilder:[/url]
Swinburne University – Stereoscopic Displays
VR Media Lab
A Low-Cost Projection Based Virtual Reality Display
Superman Returns: Being in the movie
StereoSynthesis – Adapting Media to 3D and Virtual Reality
2D to 3D Conversion Patent
Wikipedia – Stereoscopy
Nightmare Before Christmas 3D featurette
3D relaterede links:
StereoPhoto Maker – Software til at lave anaglyph billeder.
Z-Anaglyph – Software til at lave anaglyph billeder.
Perspektrum.de – Online-butik til køb af 3D-briller.
Film indspillet i den tredje dimension – Relateret Filmz artikel.
Læs tidligere Teknorama artikler.
#1 PredatorX 17 år siden
#2 Riqon 17 år siden
#3 HeavyClaus 17 år siden
#2
Fredag den 13. del 3 og Dødens Gab 3 mener jeg begge er "3d gysere" :-)
#4 filmz-Bruce 17 år siden
#5 elwood 17 år siden
hmm der har vi jo sådan set designet til de officelle Filmz T-shirt selv om en del af os stadig diskutere det nye logo 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6 chandler75 17 år siden
#7 elwood 17 år siden
Er det på grund af produktions omkostninger det er sådan, eller er det bare ren "nana i har dem bare ikke" hehe 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#8 chandler75 17 år siden
Men det bliver jævnligt taget op... spørgsmålet er om der er et 'demand'.
#9 elwood 17 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#10 mr gaijin 17 år siden