Af: Michael Andersen | Udgivet: 2003-12-29


2003 var året hvor vi sagde farvel til Ringenes Herre. Martin Scorsese fik endelig indspillet sit drømmeprojekt “Gangs of New York”… i Rom. Michael Douglas’ og Catherine Zeta-Jones’ bryllupsbilleder dukkede op i det danske pornoblad “Se & Hør”. Andre Hollywoodstjerner prøvede, men kunne ikke stoppe krigen i Irak – men krigen var næsten ved at stoppe stjernernes store fest, årets Oscar-uddeling. Den tidligere stjerne Jean Claude Van Damme medvirkede i den franske version af reality-showet “Big Brother”. Om det satte gang i karrieren igen? Tja, han har siden udgivet en film med titlen “In Hell” – på filmcoveret står der “Van Damme In Hell”!

Mel Gibsons “The Passion of the Christ” mødte modstand fra diverse religiøse grupper som forbandede den inden der var indspillet en eneste spole. En ligeledes dårlig modtagelse fik “Gigli” der blev kåret til årets dårligste film inden publikum fik den at se; det viste sig at skræmmekampagnen virkede – ingen gad at se den. Den $54 mio. dyre film indspillede bare $6 mio. i USA, og de standhaftige fik udleveret T-shirts med skriften “I Survived Gigli”.

Gyserfilmen “Midsommer” blev så stor en succes i Danmark at Hollywood planlægger en genindspilning. Filmens instruktør, Carsten Myllerup, fik efterfølgende æren at instruere TV2’s julekalender “Jesus & Josefine”, der med sin ukritiske tilgang til kristendommen gjorde en masse danske præster lykkelige. Mindst ligeså lykkelig blev The ”Come with me if you want to live” Terminator da han blev valgt til guvernør af Californien.

Som rosinen i pølseenden på året 2003 uddeler Ugens filmz i samarbejde med filmzeksperterne følgende filmpriser…
”All that jazz!”
Af: Rasmus Drews (chandler75)

Årets mest forglemmelige Oscarvinder:
I et lidt pauvert Oscar-år var det den flotte, men letbenede musical “Chicago” der skulle løbe med den eftertragtede statuette for årets bedste film. Af de andre nominerede (“Gangs of New York”, “The Hours”, “The Lord of the Rings: The Two Towers” og “The Pianist”) var de fleste af filmene mindst ligeså værdige til at rende med æren. “Chicago” skriver sig dermed ind i Oscar-historien over lidt ligegyldige film der af uransagelige årsager rendte med hvad
mange anser som den mest eftertragtede filmpris overhovedet.

Årets danske bidrag til filmkunsten:
Man kan mene hvad man vil om Lars von Trier – hvilket de fleste også gør – men man kan ikke komme udenom at han er den mest internationalt kendte og omtalte danske instruktør i nyere tid. Hans nye projekter skaber altid omtale i og uden for Danmark. I år havde von Trier hele to projekter at byde på: “De fem benspænd”, som er ved at finde sin plads på de mindre filmfestivaler rundt omkring i verden, og “Dogville”, som overraskede i Cannes – ved ikke at vinde De Gyldne Palmer. Det var von Trier ligeglad med og det kan han også være, for “Dogville” vil under alle omstændigheder indtage sin plads i lærebøgerne som et perfekt eksempel på eksperimental filmkunst der rent faktisk lykkedes. Med minimale kulisser og maksimale og dedikerede skuespillerpræstationer formår von Trier at fortælle en moralhistorie som er svær at ryste af sig – og det er uanset om man kan lide den excentriske instruktør eller ej.

Årets Russell:
Australske Russell Crowe har efterhånden indtaget en nærmest Tom Hanks-agtig filmstatus i Hollywood – og det er selvom at han langt fra er ligeså vellidt som den flinke Hanks. Dette betyder at Crowe hvert år er at finde i mindst et stort anlagt filmprojekt og at dette næsten med sikkerhed garanterer ham en årlig Oscar-nominering for bedste mandlige skuespiller. I år hedder filmen “Master and Commander”, et flot men lidt langt søeventyr, hvor den mest interessante præstation egentlig leveres af skuespilleren Paul Bettany (som også spiller Tom Jr. i “Dogville”) – men alligevel skal Russell nok hive endnu en nominering med hjem.

Årets mest positivt overraskende sequel:
På papiret burde “Final Destination 2” havde været en skuffelse. Den første film om en flok unge der snyder døden, men bliver indhentet af Manden med Leen på blodigste vis, var et frisk pust i en genre som ellers var gået i tomgang. Men hvor længe kunne man fortsætte denne historie? Svaret var: i hvert fald i én film til. “Final Destination 2” indeholdt de samme flotte effekter og den samme snert af ironi som den første film og formåede igennem sine Storm P.-agtige mordmetoder at underholde på en middelalderlig voyeristisk måde: hvordan bliver han mon nu slagtet?

Årets mest charmeforladte sequel:
Fjern alt den morskab og ironi som gjorde den første film underholdende og tilføj nogle special-effects som er mere urealistiske, men mindre imponerende og hvad har man? “Charlie’s Angels: Full Throttle”. Det er lige før at man savner The Chad…
”Wiggle your big toe”
af: Tommy Kristensen (vassago)

Årets mest stilistiske actionbrag:
Tarantino har gjort det igen. “Kill Bill: Volume 1” er en visuel lækkerbisken på alle tænkelige måder, et mesterværk, en genistreg, et… jeg kunne blive ved. Min hage blev simpelthen knust imod det hårde biografgulv første gang jeg så filmen – og stadig hver gang jeg ser filmen pibler mundvandet ned af hagen. Det er for lækkert. Design, koncept, kamera, skuespil og musik – perfekt. Det er for frækt, og ingen anden end Tarantino kan få salget af
Gheorghe Zamfir-plader til at nærmest at eksplodere i et retro vanvid. Jeg havde ellers (som de fleste andre) hidset mig godt og grundigt op efter at have hørt at Tarantino ville dele filmen i to, og besluttet at jeg ville vente med at se filmen til den landede på DVD, men jeg kunne ikke stå imod trangen, og efter at have tilbragt knap to timer i mørket er alt igen tilgivet og glemt.

Årets mest afskyelige scene:
Denne pris går uden diskussion til den franske film “Irréversible”. Jeg har en ret høj tærskel hvad gru og horror angår, men jeg måtte bøje mig i støvet for den franske instruktør Gaspar Noé, han har produceret den mest ækle, klamme, afskyelige og sygelige voldsscene jeg nogensinde har set – og formået at bevare realismen. Jeg fik det dårligt af at se den, jeg var lamslået. Jeg ved ikke om man kan sige, ‘hatten af for det’ – det ville næsten være for absurd. Noé har formået at skabe et lille mesterværk, der dog desværre blev ret overset i de danske biografer – man kan så håbe at folk vil ‘nyde’ den når den engang dukker op på DVD.

Dette års bedste årlige tilbagevendende britiske kærlighedskomedie med Hugh Grant eller Colin Firth i hovedrollen:
“Love Actually”. Det er åbenbart nærmest umuligt i britiske øjne at producere en ‘feel good’ kærlighedskomedie uden at Grant eller Firth (eller begge) skal snige sig ind i dem. Det gør såmænd heller ikke så meget, for selvom at de til tider er lidt ‘tykke’ og nærmest oser af romantik, så er de som regel ret underholdende, og “Love Actually” er heller ingen undtagelse. En rigtig kærestefilm, og et dejlig pusterum fra alle de mere eller mindre fejlslåede actionfilm sommeren og efteråret kunne diske op med.

Årets største irritationsmoment:
Er der noget mere irriterende, end når man endeligt får sat sig tilrette i lænestolen med chips, cola og hvad der ellers hører sig til for at nyde det årligt tilbagevendende Oscar-show, og det så går op for én – at man jo for h*lvede ikke har set en eneste af filmene – arghhh, hvorfor kommer filmene så sent til Danmark. Der er nok desværre ikke så meget at gøre ved det, men det bliver irritationen absolut ikke mindre af.

Årets ‘bedste’ anmeldelse:
”Stilsikker actionkomedie med fokus på Angelina Jolies stramtsiddende, strittende brystvorter.
4 Stjerner, Niels Frid – Frids Film.

Selvom at klassens frække dreng ofte bliver udskældt, så har han næsten ramt plet her. “Tomb Raider 2” har dog på ingen måde gjort sig fortjent til de fire stjerner, og selvom at den ikke virker særligt stilsikker, så er Angelina Jolies bryster medvirkende – så går man åbenbart ikke helt galt i byen hvis man hedder Frid. Hudløs ærlighed, men kan sådan nogle virkelig være stramtsiddende?
”You’re too slow, old man”
af: Johan Albrechtsen (The Insider)

Orson Welles Prisen for ‘Ikke At Have Stoppet Mens Legen Var God'
”It’s dead, Jim!” Det er hårdt for en Star Trek fan at se sandheden i øjnene, men sandheden er, at “Star Trek”-filmserien for længst er løbet tør for kreativ energi. I 1998 fik vi den unødvendige og forfærdelige “Star Trek: Insurrection”, og i år fik vi så “Star Trek: Nemesis” – seriens 10. og værste kapitel til dato. Mage til sjælløs, livløs, flad “underholdning” skal man lede længe efter, men det mest tragiske er, at det at filmen
floppede gevaldigt i biografer verden over sandsynligvis vil sikre, at “Nemesis” forbliver den sidste Star Trek film nogensinde. Suk… Heldigvis bød 2003 på udgivelsen af samtlige 7 sæsoner af “Star Trek: Deep Space Nine” TV-serien på DVD, som fungerede som et glimrende plaster på såret.

Årets bedste film som du aldrig så
Ligesom sidste år bør denne kategori inkluderes i den endelige analyse, eftersom der var flere glimrende film som desværre druknede midt i det kaotiske hav af overflødige og latterlige sequels. Den mest usædvanlige af alle disse, må være Jacques Perrins “Winged Migration” (på dansk: “Fugle På Rejse”). Det er en ubeskriveligt smuk film, hvori vi følger en række fugle fra alle fire verdenshjørner, mens de, ja, flyver… Lyder det kedeligt? Det er det aldeles ikke. Man behøver ikke at være en fanatisk ornitolog for at nyde dette lille mesterværk, som også indeholder et af årets smukkeste scores, skrevet af franske Bruno Coulais (med en lille hjælpende hånd fra selveste Nick Cave og Robert Wyatt). Filmen blev kun vist i én eneste biograf i landet, så det er ikke overraskende, at filmen blev så overset. Man kan kun håbe på, at folk vil give filmen en ekstra chance, når den engang udkommer på video og DVD.

Årets største udenlandske sværvægter
I et år, der bød på talløse fremragende udenlandske ikke-amerikanske film, er det svært helt at sætte finger på, hvilken af disse, der var bedst. I flæng kan nævnes “Spirited Away”, “Bloody Sunday”, “Irréversible” og den førnævnte “Winged Migration”. Men ingen af disse film leverede et stærkt filmisk punch af samme kaliber som den brasilianske “City of God”. Udført, som var det verdens mest erfarne filmhold. Spillet, som var det verdens mest erfarne unge skuespillere, der var med. Men nej, filmen blev lavet for få penge af få mennesker med få midler, hvilket gør denne stilsikre filmiske triumf endnu mere opsigtsvækkende. Mageløst.

Macaulay Culkin Prisen for ‘Mindst Opsigtsvækkende Comeback'
James Cameron. Den eneste nulevende vestlige action-instruktør som virkelig kan måle sig med garvede folk som John Woo og Takeshi Kitano. I starten af 1998 vandt han tre Oscars, hvorefter han forsvandt fra Jordens overflade – bogstaveligt talt. Cameron opholdte sig nemlig dybt under vandet, hvor han lavede “Ghosts of the Abyss”, den kedeligste og mindst ambitiøse film til dato fra en af verdens mest interessante og ambitiøse instruktører. Han skulle have efterladt optagelserne i dybet…
”That’s not boxing! Bite his ear!”
Af: Michael Andersen

Årets mest ‘foragtelige’ comeback:
Jeg skal gerne indrømme at jeg har en svaghed for den øretæveindbydende taber ved navn Daffy Duck, og derfor var det herligt at se ham vende tilbage i “Looney Tunes: Back In Action”. Den Andarkistiske opportunist, som aldrig går af vejen for at få skovlen under rivalen Bugs Bunny, er i topform. Da han sidder sammen med Bugs i en bil som styrter mod afgrunden, griber han fat i telefonen: ”Sell all my Warner Brothers stock! I have an inside tip that Bugs Bunny’s about to die!”
Stanley ‘No Bullshit’ Kubrick-Prisen:
Instruktøren David Cronenberg har (trods splattereffekter og bizarre skabninger) altid været mest interesseret i sine hovedpersoners sindelag. I “Spider” fjerner han alt fedtet og giver de tålmodige et indblik ind i en forstyrret mands tankegang – og har samtidigt skabt årets mest gennemførte og bedste filmoplevelse. Cronenberg er en kunstner som både tør at sænke tempoet og samtidigt være fuldstændig ligeglad med kommercielle interesser. Men det betyder så også at han er nødt til at slås gevaldigt hårdt for at skrabe penge sammen til sine projekter. “25th Hour”, “Dogville” og “Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage” var nogle af yderkandidaterne som årets bedste filmoplevelser for undertegnede.

En af de mest deprimerende år for filmmusik-entusiasten:
Michael Kamen døde sidst på året i en for tidlig alder af 55 år. Der var ingen John Williams scores i år til at opholde standarden fra sidste år. Jerry Goldsmiths score til filmen “Timeline” blev afvist (og erstattet af Brian Tylers), selvom det forlyder at det var et af Goldsmiths bedste scores i flere år. Og det forventes at årets bedste score bliver udelukket ved Oscar-uddelingen næste år; Howard Shores bidrag til “Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage” indeholder naturligt nok musik fra den første film, som højst sandsynligt betyder at Shores blændende værk vil blive udelukket for en nominering (akkurat som Shore oplevede det sidste år med “De To Tårne”).

Mange af filmmusik-opgaverne er i år i stigende grad blevet tildelt til de samarbejdsvillige, men tamme komponister der næsten alle sammen lyder ens. (Alan Silvestri blev under arbejdet med “Pirates Of The Caribbean” erstattet af en af disse ‘kloner’ fordi Silvestris musik lød for sørøveragtigt!). Det er specielt en frustrerende oplevelse når gode folk som Ennio Morricone og Basil Poledouris mere eller mindre helt forsvinder fra scenen – folk som har masser at byde på, men som ikke passer til trenden hvor man (groft sagt) skal overtrække filmene med noget der minder to timers improvisering.

Mission: Impossible-Prisen
Prisen går til folkene som fik genoplivet den ellers dødfødte “Alien³” (fra “Alien Quadrilogy”-boksen). Selvom David Fincher ikke har godkendt dette ‘Assembly Cut’, så er filmen alligevel en gevaldig forbedring af biografversionen. De tilføjede scener er dog på ingen måde epokegørende, men de tilføjer filmen den sammenhæng, som den skamferet bioversion netop manglede. Den oprindelige slutning er genindsat til fordel for den mere farverige udgave i 1992-versionen; selvom forskellen ikke er særlig stor så er den nye slutning alligevel mere effektiv, netop fordi den ikke er et farverigt indslag i en film der bevidst er malet gråt og trist. Men vigtigst af alt kan “Alien³” for første gang regnes som en naturlig efterfølger til de to første “Alien”-film…

END OF TRANSMISSION

Klik [url=articles/view/403/]her[/url] for at læse om de ti bedste DVD-udgivelser i år som valgt af filmz.dk redaktionen.


Fredag 2/1

”My Life Without Me”

”Scary Movie 3″


Mandag 29/1

”Cradle 2 The Grave”

Onsdag 31/1

”My Little Eye”


Tirsdag 30/12

[li]DR.1 16.30 ”Legend” (1985)[/li]

[li]TV.2 20.00 ”Ørnens Øje” (1997)[/li]

[li]DR.1 21.25 ”Italiensk For Begyndere” (2000)[/li]

[li]TV.3 23.30 ”To Tosser Bag Tremmer” – “Stir Crazy” (1980)[/li]

Onsdag 31/12
”Patton – Pansergeneralen”
Med George C. Scott og Karl Malden.

Den geniale, men udiplomatiske general Patton ankommer til Tunesien i 1943 for at overtage kommandoen over de amerikanske tropper, som forbereder sig på konfrontation med general Rommel. Men hans iltre temperament bliver skyld i, at han holdes ude af de allieredes invasion i Normandiet.

Patton: ”Now I want you to remember that no bastard ever won a war by dying for his country. He won it by making the other poor dumb bastard die for his country.”
[li]TV3+ 21.40 ”Patton: Pansergeneralen” – “Patton” (1970)[/li]

[li]TV.3 00.50 ”Jason og Det Gyldne Skind” – “Jason And The Argonauts” (1963)[/li]

[li]DR.2 01.10 ”Kom og Vask Min Elefant” – “The Party” (1968)[/li]

Torsdag 1/1

[li]TV.3 12.40 ”Ivanhoe” (1982)[/li]

[li]TV.3 15.20 ”En Ny Dag Truer” – “Groundhog Day” (1993)[/li]

[li]TV3+ 15.25 ”Navarones Kanoner” – “The Guns Of Navarone” (1961)[/li]

[li]TV.3 17.10 ”Hva’ Med Bob?” – “What About Bob?”[/li]

[li]TV.3 19.00 ”Charlie’s Angels” (2000)[/li]

[li]TV3+ 20.00 ”Pretty Woman” (1990)[/li]

[li]DR.2 20.25 ”The Blues Brothers” (1980)[/li]

[li]TVD1 21.00 ”Shine” (1996)[/li]

[li]TV.2 21.30 ”The Last Boy Scout” (1991)[/li]

[li]TV3+ 22.10 ”Nothing To Lose” (1997)[/li]

[li]DR.1 22.20 ”Klienten” – “The Client” (1994)[/li]

[li]TV.3 01.55 ”Gysertimen” – “Fright Night” (1985)[/li]

Fredag 2/1

[li]DR.1 08.00 ”Ronja Røverdatter” – “Ronja Rövardotter” (1984)[/li]

[li]TVD1 15.40 ”Greystoke: Beretningen Om Tarzan, Abernes Konge” (1984)[/li]

[li]DR.2 20.30 ”Selskabsrejsen” – “Sällskapsresan” (1980)[/li]

[li]TVD1 21.00 ”BASEketball” (1998)[/li]
”Meet Joe Black”
Med Brad Pitt og Anthony Hopkins.

Døden beslutter at holde ferie i skikkelse af en ung mand ved navn Joe Black som flytter ind hos en velhavende forretningsmand, han egentlig skulle have hentet. Det skaber hurtigt problemer for familien, ikke mindst da han forelsker sig i husets unge datter.

Joe Black: ”Careful Bill, you’ll give yourself a heart attack and ruin my vacation.”
[li]DR.1 21.30 ”Meet Joe Black” (1998)[/li]

[li]TV.2 21.45 ”Absolute Power” (1997)[/li]

Lørdag 3/1

[li]DR.2 22.50 ”Sælger Til Salg” – “Glengarry Glen Ross” (1992)[/li]

[li]TV.3 00.05 ”Zero Effect” (1998)[/li]

Søndag 4/1

[li]TV.2 11.10 ”Ørnens Øje” (1997)[/li]

[li]DR.2 15.40 ”Hamlet” (1996)[/li]

[li]DR.2 20.00 ”Jackie Brown” (1997)[/li]

[li]TV.3 21.00 ”Rush Hour” (1998)[/li]


På den 3. disk finder man den 1. episode og “Home” knappen. Tryk til venstre, og vælg Planet Express rumskibet.

På den 4. disk skal man skal man finde “The Devil’s Hands are idle playthings”. Tryk til venstre og vælg så sandwichen.

Vælg “Spanish Fry” også på disk 4 og gå til “Scene Selections”. Tryk til venstre og vælg det nye billede som dukker op på TV’et i menuen.

Find menuen til episoden “The Devil’s Hands Are Idle Playthings” og tryk op. Tryk så på robottens hænder.

Læs tidligere Ugens filmz.

Skriv ny kommentar: