Klik her for at læse første del af Venedig Filmfestival reportagen.
[h2]God save The Queen[/h2]
Hovedkonkurrencen er i fuld gang og søndag blev Stephen Frears “The Queen” vist for pressen. Filmen handler om tiden umiddelbart efter Prinsesse Dianas død i 1997 og ulykkens konsekvenser for premiereminister Tony Blair og landets regent Dronning Elizabeth II.
Elizabeth spilles af Helen Mirren, der pudsigt nok lige har modtaget en Emmy for sin rolle som Dronning Elizabeth I i tv-serien af samme navn. Blair spilles eminent af Michael Sheen, og i rollen som Prins Philip har Frears fået fingrene i James Cromwell. “The Queen” er gennemsyret af sort humor, så hvorvidt den har en reel chance for at vinde Guldløven er tvivlsomt. Omvendt er Frears efterhånden et kendt navn i Venedig med priser for både “Liam” (2000) og “Dirty Pretty Things” (2002), så det er ikke utænkeligt at han får en pris. Under alle omstændigheder har Helen Mirren gode chancer for at vinde juryens hjerter og løbe af med prisen for bedste kvindelige hovedrolle – hendes lighed med Elizabeth II er slående og hendes skuespil er fantastisk.
[h2]Faktionen indtager Venedig[/h2]
“The Queen” er ikke den eneste film på dette års festival, der tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed. Emelio Estevez’ “Bobby”, der handler om præsidentvalget i 1968 og mordet på Senator Robert F. Kennedy, er også med i kapløbet om Guldløven. Filmen havde premiere for verdenspressen mandag, og at dømme efter publikums bifald, har filmen gode chancer for en pris på fredag.

Også Oliver Stones “World Trade Center” har rod i virkelige begivenheder. Filmen skildrer fem politibetjentes redningsaktion under terrorangrebet på World Trade Center i 2001, og manuskriptet er blevet til i tæt samarbejde med de to overlevende betjente John McLoughlin og William Jimeno samt deres koner. Derudover tager også Brian de Palmas “The Black Dahlia”, Allen Coulters “Hollywoodland”, Douglas McGraths “Infamous” og Santiago Amigorenas “Quelques Jours en Septembre” mere eller mindre udgangspunkt i virkelige begivenheder, hvilket synes at være den helt store trend for filmene på dette års festival.
Aronofsky buet ud
Både “The Queen” og “Bobby” blev modtaget med stående applaus ved pressevisningerne. Lidt anderledes så det ud for det længe ventede udspil fra den amerikanske instruktør Darren Aronofsky, “The Fountain”. Efter filmene “Pi” og “Requiem for a Dream”, der begge høstede en del priser både i USA og i Europa, har forventningerne til hans nye film været enorme. Aronofsky har arbejdet på “The Fountain” siden 1999 og resultatet er en vanvittig ambitiøs film, der handler om menneskets evige søgen efter evigt liv. Filmen foregår over en periode på 1500 år, og har samme hovedperson hele filmen igennem.
“The Fountain” er en æstetisk fryd for øjet, men desværre lykkes Aronofskys projekt ikke 100 procent. Ved visningen søndag var der mange, der forlod biografen, og filmen blev buet ud af verdenspressen. Efter min mening ikke en helt fair modtagelse af en film, der trods sine svagheder, havde mange gode kvaliteter.
[h2]Ny filmfestival i Rom truer Venedig[/h2]
Rygterne svirrer i Venedig: Hvad kommer den nyetablerede filmfestival i Rom, der løber af stablen i næste måned, til at betyde for filmfestivalen i Venedig? I 63 år har Venedig været det sted, hvor film blev set og vurderet først og fremmest ud fra deres kunstneriske værdier. Dette har samtidig betydet, at Venedig aldrig rigtig har prioriteret markedsaspektet, som mest har været forbeholdt festivalerne i Berlin og Cannes. I Rom vil man nu satse på køb og salg af de nye film, hvilket kan gå hen og blive en trussel for Venedig.

Festivalleder Marco Müller lader dog ikke til at være synderligt nervøs for, at Rom overtager Venedigs status som en af Europas vigtigste filmfestivaler. I en artikel i Variety har Müller udtalt, at det kun er en fordel for Venedig, hvis pressen gør et nummer ud af konkurrencen mellem de to festivaler. ”På den måde bliver de store salgsselskaber nemlig nødt til at beslutte sig for om de vil være med i Venedig eller ej, og indtil videre er der intet der tyder på, at de ikke vil det”, siger Müller.
Men Venedig har problemer. De gamle fascistoide bygninger på Lidoen emmer af træthed og minder hele tiden festivalens publikum om en tid i Italiens historie, som de fleste nok helst vil glemme. Folkene bag festivalen har dog bebudet, at der er planer om at bygge helt nye festivalfaciliteter, men hvorvidt dette bliver realiseret eller ej, er stadig uvist.

Dertil kommer alle de logistiske problemer, der er på festivalen. Dårlig programplanlægning, lange køer og forsinkelser gør, at journalister og andre nemt kan misse en eller flere konkurrencefilm, hvilket sker år efter år. Det er som om festivalledelsen ikke tager ved lære af
deres fejl, for igen i år må ledelsen sande, at det tager mere end 10 minutter at tømme en biograf med plads til mere end 1000 mennesker og fylde den igen.

Så måske er det ikke så skidt for festivalen som helhed med lidt konkurrence. Marco Müller har da også indrømmet, at Venedig vil satse mere på køb og salg af film, og i år har Hollywood været stærk repræsenteret i festivalens program. Så selvom Hr. Müller måske ikke vil indrømme det, så har den bebudede filmfestival i Rom alligevel haft sin indflydelse på Venedig. Men hvorvidt konkurrencen mellem de to festivaler kommer til at få yderligere indflydelse på de fremtidige festivaler i Venedig, må tiden vise.
Klik her for at læse tredje del af Venedig Filmfestival reportagen.