Af: trekster | Udgivet: 2002-04-10

[h2]Oscar-aften i selskab med TV2 Zulu og CinemaxX[/h2]
Søndag den 24 marts havde CinemaxX og TV2 Zulu for anden gang arrangeret en Oscar Galla, hvor man kunne få mulighed for at se hele Oscar-transmissionen direkte fra USA på Skandinaviens største lærred. Ud over Oscar-transmissionen, var der arrangeret snigpremiere på den helt nye Jodie Foster film “Panic Room” af David Fincher, der bl.a. har lavet “Seven” og “Fight Club”. Der var også planlagt et længere Trailer Show, hvor man for første gang ville få mulighed for at se trailerne til nogle af de største film 2002 vil byde på.


Filmz.dk mødte 3 mand op til arrangementet, for at lave en lille reportage om aftenen. Vi ankom klokken 20:30, benyttede os af “Valet Parking”, hvorefter vi i vores stiveste puds gik op af den røde løber, og ind i biografen :). Her fik vi en snak med CinemaxX’ Event Manager Mads Damgaard, der var hovedansvarlig for aftenen.

Faktisk var det slet ikke meningen at Oscar skulle have været vist på dansk TV. TV2 er i år nødsaget til at spare et to-cifret million beløb, hvilket i første omgang var gået ud over Oscar uddelingen”, sagde Mads Damgaard, “I sidste øjeblik lykkedes det dog TV2 at købe rettighederne til en brøkdel af den oprindelige pris af ABC, så vi fik muligheden for at sende showet alligevel”.

Klokken 21:30, blev arrangementet officielt åbnet, og der blev budt på velkomstdrinks til alle gæsterne. Der kunne nydes diverse drinks og sodavand fra baren, alt imens der var stille og rolig live musik i baggrunden. Imens vi ventede på at forpremieren på “Panic Room” skulle gå i gang, fik vi lejlighed til at få et billede af Palle Strøm, Kanal-redaktør på TV2 Zulu, og kommentator på Oscar showet.



Inden forpremieren, blev der efter en kort introduktion af bl.a. Palle Strøm, vist trailers for kommende film. Desværre blev traileren for “Ringenes Herre 2” ikke vist, pga. problemer med New Line. Man ville ikke tillade at traileren blev vist før den officielle dato. Til gengæld fik vi lov til at se den seneste trailer fra Episode 2, hvilket hjalp lidt på humøret 😉 Efter trailershovet gik “Panic Room” i gang, men den vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Læs i stedet [url=reviews-view.php?id=25]anmeldelsen[/url] af filmen her på sitet.

Efter “Panic Room”, og en lille pause, var det endelig tid til aftenens højdepunkt: Oscar-transmissionen. Jeg synes personligt at det var et rigtigt godt show man havde stablet på benene i år. Lidt mere friskt og frejdigt, og ikke så stramt og højtideligt som det tit går hen og bliver. Whoopi Goldberg gjorde et godt stykke arbejde, og fik virkelig publikum med som en del af showet.

Efter transmissionen, klokken ca. 7:00, tog vi en lille pause, hvorefter vi trætte og udmattede, efter en lang og spændende aften, vendte næsen hjemad mod Fyensland.



Når vi ser tilbage på arrangementet, står dette arrangement som en spændende happening, der virkelig indfriede vore forventninger til fulde. Alt var klappet og klart; der var ikke noget at komme efter. Stemningen i salen var i top, især når Palle Strøm, nævnte de, der var mødt op i CinemaxX. Folk gik helt amok. 🙂 Selve transmissionen var skarp og klar, og ikke grynet og utydelig som jeg havde frygtet lidt, når et TV-billede bliver lyst op i en størrelse der svarer til et 680″ tv. Filmz.dk havde virkelig en god aften, og vi vil derfor opfordre alle til næste år at deltage i arrangementet, der eftersigende skulle blive udvidet lidt, således at transmissionen også vil blive vist i en del af de andre sale.

Vi siger tak til event manager Mads Damgaard og CinemaxX for en god oplevelse.

Links:
CinemaxX
TV2 Zulu

Skriv ny kommentar: