Festival-ansvarlig for Blodig Weekend udpeger de 10 bedste gyserfilm nogensinde. 

Denne weekend er der Blodig Weekend i København.

Det hele begynder torsdag d. 12. med den fremragende åbningsfilm “Ghost Stories”, som får 5 stjerner af Filmz.

I anledningen af den årlige gyser-festival har Nadia Parbo fra Blodig Weekend udpeget de 10 bedste horror-film nogensinde.

Listen toppes af Pascal Laugiers “Martyrs”. Netop Laugier har “Ghostland” med på årets festival, som også anmeldes på Filmz.

1. Martyrs
Er ikke den mest uhyggelige film, men den er den bedste, for den er med til at bevise, at genrefilm kan gøre det samme som andre. Og bedre. Den beskriver et smerteland for to piger, der prøver at tage hævn, men til sidst må overgive sig til ondskabens filosofi, der befinder sig i lange gange under franske middelklassehjem. Et mesterværk.

2. The Shining
Der er ingen tvivl om, at “Ondskabens hotel” er en af de mest uhyggelige film, der nogensinde er lavet, for den spiller på alle de ting, vi er bange for. Hvad enten det er den indre forandring i en, man elsker, monstre, at være fanget et enkelt sted, genfærd eller små børn med usynlige venner. Dens evne til at indgyde frygt i sit publikum vil nok aldrig blive overgået.

3. Motorsavsmassakren
Er stadig langt mere effektiv end 99 procent af de genrefilm, der bliver set i dag. Den er optaget i en dokumentarisk stil, der gør os til uvillige medspillere i dette ultimative amerikanske mareridt om, hvad fattigdom, arbejdsløshed og meget forstyrrede sind kan gøre ved en familie.

4. Fredag d. 13.
Der er ikke det, en mor ikke vil gøre for sin søn; især ikke når han er blevet ganske forfærdeligt behandlet af dem, der skulle passe på ham. Alle kender vist efterhånden “Fredag d. 13.”-franchisen, der startede en gyser-epidemi i 1980, da verden blev introduceret for Jason Voorhees, der engang druknede i søen ved  Camp Crystal Lake.

5. House of the Devil
En ung kvinde bliver lokket til at være babysitter for en gammel kvinde i et stort hus midt ude i ingenting. Det er et klassisk narrativ inden for skrækfilm, men “House of the Devil” lader sig fortælle gennem stilhed, reelle overraskelser og troværdige angstneuroser, der viser sig at være lidt for sande i en af genrefilmens nyklassikere.

6. May
Der er et hårdt bankende og rasende hjerte i May, der gør det svært at vende ryggen til vores hovedperson, der bare gerne vil have en ven – om hun så selv skal lave én. Ensomhed har aldrig været skildret bedre end i denne stille film om en kvinde, der vil bare gerne vil skrige til omverdenen.

7. Der Nachtmahr
Da en tysk teenager bliver efterfulgt af et lille monster, hun ikke kan komme af med, må hun lære at leve med denne genspejling af sig selv. Det er en tysk genrefilm, når de er bedst, for det handler ikke kun om et monster, men om ståstedet mellem liv og død og, selvfølgelig, at finde sin egen stemme i mængden.

8. Cat People
I “Cat People” fra 1942 møder vi den serbiske indvandrer Irena, der bærer på en forfærdelig hemmelighed fra sin lille landsby, som ingen vil tro på. Overbevisende forfølgelsesvanvid og beskrivelsen af vanvittig jalousi er en af de mange grunde til, at “Cat People” holder sig evigt ung.

9. Dread
Tre unge universitetsstuderende beslutter sig for at lave en opgave om folks inderste rædsler. Sådan starter “Dread”, men det er forholdet mellem de tre unge, den snigende ubalance i deres forhold og ondskaben bag overfladen, der gør den til en af de mest undervurderede – og bedste – skrækfilm i nyere tid.

10. I am not a Serial Killer
Amerikansk indie møder skrækgenren, når den sociopatiske teenager John finder ud af, at den venlige, gamle genbo i virkeligheden står bag de barbariske mord, der har fundet sted i nabolaget. Det er ikke en hæsblæsende tur i horrormaskinen, men derimod en mumblecore-indiefilm, der skaber en urovækkende genkendelse midt i blodsudgydelserne.

Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 The one is back 1 uge siden

er det de så skal jeg ikke se dem

Skriv ny kommentar: