Holdet bag “Ready Player One” skal filmatisere den legendariske DC-tegneserie “Blackhawk”.

Han har aktuelt stor succes med “Ready Player One”, der har understreget hans status som verdens mest succesfulde instruktør nogensinde.

Nu fortsætter Steven Spielberg samarbejdet med Warner Bros. om en filmatisering af DC Comics-karakteren Blackhawk.

Det er Spielbergs Amblin Entertainment, der skal co-producere, men det forventes også, at Spielberg selv instruerer, skriver Variety.

Dermed bliver “Blackhawk” instruktørens første superheltefilm.

Figuren blev skabt tilbage i 1941 og igennem 1950’erne og 1960’erne var “Blackhawk”-tegneserien lige så populær som Superman, Batman og Wonder Woman.

“Blackhawk” handler om en gruppe af 2. verdenskrigs-piloter, der ledes af den mystiske Blackhawk. Sammen bekæmper de ondskaben i verden, der kan være alt fra nazister til flyvende kampvogne.

“Blackhawk” må dog vente til efter “Indiana Jones 5”, der får premiere i 2020.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: