Disney på vej med ny “Frost”-kortfilm

Disneys animerede eventyr “Frost” slog stærke kandidater som Hayao Miazakis “Når vinden rejser sig” og “Ernest og Celestine”, da den hev prisen hjem som bedste animationsfilm ved årets Oscar-uddeling. Den blev samtidig den bedst indtjenende animationsfilm i historien.

Og nu har Disney så planer om at følge op på deres gigantsucces med en ny kortfilm baseret på universet og karaktererne i “Frost”. Det skriver Slashfilm.com.

Se også: “Frost”-forfatter vil genoplive gammelt fantasyeventyr for Disney

Kortfilmen, der får titlen “Frozen Fever”, blev annonceret i dokumentaren “The Story of Frozen: Making a Disney Animated Classic”, der blev sendt på den amerikanske tv-station ABC.

“Frozen Fever” vil efter sigende byde på et gensyn med de velkendte karakterer Anna, Elsa, Kristoff og Olaf, ligesom filmens instruktører Jennifer Lee og Chris Buck igen sætter sig i instruktørstolen. I kortfilmen holder Anna fødselsdag, og Elsa og Kristoff er fast besluttede på at give hende den bedste fest nogensinde. Men Elsas iskræfter kan vise sig at blive en trussel mod festlighederne.

“Frozen Fever” udkommer i foråret 2015.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: