Lige siden “The Dark Knight” indtog biograferne, har der været løs snak om, hvad der ville ske med Batman-franchisen, efter Christopher Nolan var færdig med sin trilogi. Noget kunne nu tyde på, at Batman bliver rebooted.
Se også: David Cronenberg: “The Dark Knight Rises” er kedelig og pubertær.
Warner Bros. har ifølge nye rygter interesse i allerede at have en ny Batman-film klar i 2016, som gerne skulle komme i kølvandet på “Justice League”, der satses på ser dagens lys i 2015.
Warner Bros. skulle dog ikke være interesseret i at fortælle om Batmans skabelse endnu en gang, men derimod koncentrere historien omkring Batmans 2. år som superhelt. Arbejdstitlen skulle efter sigende være “The Batman”.
Ifølge rygterne vil Nolan desuden være producer på den nye omgang Batman, ligesom det er tilfældet på Supermans nye eventyr med “Man Of Steel”.
#41 BN 11 år siden
Jeg leder ALDRIG efter perfektion i nogen film. Jeg sætter mig bare og ser en film, som måske kan være dårlig, blot okay, god, mere end god eller decideret fantastisk. Og jeg køber skam heller ikke kun decideret fantastiske film, men også film, jeg blot regner for okay, gode og fremragende ... eller for at omskrive: I min samling har jeg også film, jeg kun bedømmer til 6/10 og 7/10, samt 8/10.
Nu og da sker det, at en film gør så stærkt og positivt et indtryk, at jeg med jævne mellemrum (sommetider måneder, sommetider flere år) vender tilbage til den. En film der selv efter mange år stadig står ligeså stærk i min bevidsthed som første eller anden eller tredje gang jeg så den (afhængigt hvornår jeg for alvor faldt for den), opfylder mit ønske om store film-oplevelser. Når jeg ikke møder nogen irritationsmomenter eller svagheder i en film, er det for mig perfektion. ... Du siger, jeg opstiller det "sort/hvidt", men hvordan forklarer eller beskriver man ellers en film-oplevelse af den slags, der har gjort et uudsletteligt indtryk og er blandt de bedste, man har haft gennem fire årtier, ja, hele sit liv?
Er det virkelig så mærkeligt, at de allerstørste og allerbedste film-oplevelser jeg har haft, IKKE giver mig lyst til at se svage eller mindre gode efterligninger af eller fortsættelser til de pågældende film? Er det så mærkeligt, at jeg synes, at visse filmklassikere, Oscar-vindere og filmiske milepæle, plus andre film der står mit hjerte meget nært, IKKE behøver "en ny vision eller drejning"?
Fred være med dem, der ønsker sig (og sikkert også får) stribevis af nye Batman-film, Spider-Man-film m.m. i fremtiden. Jeg for mit vedkommende har fået 3 Batman-film og 3 Spider-Man-film som personlige favoritter, men har ikke behov for mere.
Som knægt havde jeg ikke noget imod at se film om den samme person (James Bond) igen og igen - idag som voksen føles det simpelthen alt, alt for monotont og kedeligt, ja, fantasiløst. Og jeg genser nærmest aldrig de gamle Bond-film, kun de to med Timothy Dalton. Når Craig på et tidspunkt forlader franchisen, står JEG også af ... er jeg næsten sikker på. Allerede nu, hvor Vesper Lynd-plotelementet er opbrugt, er jeg faktisk i tvivl om, hvor vidt de i 'Skyfall' kan fastholde det der menneskelige og følelsesmæssige præg, der gjorde 'Casino Royale' og 'Quantum of Solace' så fantastiske og stærke. Med Sam Mendes bag roret burde det kunne lykkes, men hvad så med de næste film?
#42 Richard Burton 11 år siden
Sam Mendes skal have den dårligste periode i sit liv, hvis han skal lave noget, som undergår Marc Forsters berygtede kapitel, så fortvivl ej! :)
#43 BN 11 år siden
Hvis vi skal undgå et sidespor i forhold til min pointe, kan du bare læse sætningen sådan her:
;-)
Det, jeg kan lide ved Craigs Bond-film er, at Bond er blevet mere menneskelig. Det gør i mine øjne actionsekvenserne mere vedkomne.
#44 Richard Burton 11 år siden
#45 BN 11 år siden
Ja, ikke? :-)