Første sæson af den anmelderroste serie “True Detective”, der produceres af HBO, er netop blevet afsluttet. Nu venter fans så spændt på detaljer om den annoncerede anden sæson. Det helt store spørgsmål er, hvem der skal spille det nye detektivpar.

Se også: Trailer til HBO’s “True Detective” med McConaughey og Harrelson

I første sæson var det som bekendt Oscar-vinderen Matthew McConaughey (“Dallas Buyers Club”) og Woody Harrelson (“Natural Born Killers”), der gav den gas som to detektiver på en 17-årig lang jagt efter en seriemorder. Det er allerede meldt ud, at de to detektiver ikke vil vende tilbage, og seriens skaber, Nic Pizzolatto, har da også bekræftet, at næste sæson vil byde på en ny historie og et nyt detektivpar.

Men hvem skal så spille de to nye detektiver? Ifølge Hollywood Life har Brad Pitts navn været oppe at vende flere gange. Efter sigende skulle superstjernens andre forpligelser være det eneste problem. Brad Pitt har selv gode kontakter ved HBO, hvor han bl.a. har været med til at producere den stjernebesatte tv-film “The Normal Heart”, der får premiere senere i år. Hvis Pitt har for travlt, så rygtes det også, de to detektiver denne gang vil blive spillet af to kvinder.

Detaljerne om anden sæson af “True Detective” er endnu sparsomme, men Pizzolatto fortæller, at sæsonen vil byde på “hårdføre kvinder, farlige mænd og den hemmelige, okkulte historie bag USA’s transportsystem”. Der er endnu ikke fastsat nogen premieredato for anden sæson af “True Detective”, men HBO håber grundet seriens massive succes, at optagelserne kan begynde inden længe.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Space Monster 10 år siden

Detective David Mills måske?

Efter hændelserne i "Se7en" hvor han køres væk, har jeg altid undret mig over hvad der blev af David Mills. Det sker nok næppe, men alligevel kunne være fedt at se den karakter i dette univers.
“There are no heroes... In life, the monsters win.”
― George R.R. Martin

Skriv ny kommentar: