Historisk drama er historisk dårligSelvom tyske Roland Emmerich har specialiseret sig i at lave storfilm, der gladeligt sigter efter laveste fællesnævner i et forsøg på at score kassen, må man beundre den 52-årige instruktørs evne til at undgå at skrabe bunden. Med undtagelse af den elendige “Godzilla” fra 1998 har filmmagerens kostelige Hollywood-produktioner været ganske fornøjelige – lige fra det dejligt selvironiske megahit “Independence Day” og den forbavsende ambitiøse “The Day After Tomorrow”, til den eventyrlige “Stargate” og tåbelige, om end underholdende “Universal Soldier”. Men selv Emmerichs største fans vil formentlig finde det svært at forsvare mandens seneste og uden tvivl værste værk, “10,000 B.C.”, der er primitiv i mere end én forstand.

“10,000 B.C.” byder på lige så mange twists som det gængse hulemaleri og bærer præg af at være forfattet af folk med lige så stor forståelse for dramaturgi som tykhovedede neandertalere. “10,000 B.C.”, hvis manuskript er skrevet af Emmerich og komponisten Harald Kloser, er først og fremmest dovent fortalt. Filmmagerne forsøger eksempelvis at tvinge os til at hade fortællingens lømler ved hovedsageligt at lade dem snerre, tale dybt og hyppigt præsentere deres grufulde ar eller klamme fingernegle. Og vi ved, at filmens mandlige og kvindelige hovedpersoner er forelskede, udelukkende fordi en enerverende fortællerstemme konstaterer det flere gange. De inkompetente skuespillere overbeviser os i hvert fald ikke.

Hovedpersonen er den unge jæger D’Leh, som drager væk fra sin stammes hjemsted for at redde sin kidnappede elskede og resten af verden fra et ondskabsfuldt imperium. Da en højtrespekteret stammeleder betvivler D’Lehs evne til at lede en hær mod skurkene, leverer protagonisten en sarkastisk bemærkning, som stammelederen ikke engang forstår, og dernæst adlyder hæren alle D’Lehs ordrer uden tøven. Lav selvtillid blandt soldater løses med latterlige monologer af få sekunders varighed, og angiveligt umulige ørkenvandringer overstås på få minutter. “10,000 B.C.” er fyldt til randen med den slags kedsommelige smutveje rundt om plottets fåtallige konflikter, og filmen føles undertiden som en forhastet montage af højdepunkter fra en hel tv-sæson.

Der er altså ingen reel spænding i filmen, fordi man aldrig får en fornemmelse af, at der virkelig er noget på spil, eller at vores helte og heltinder er i fare. Og hvis det var Emmerichs intention at give publikum et indblik i verdens faktiske udseende for 12.000 år siden, har han fejlet totalt. Alt fra enorme skibe og manipulerede, ufrivilligt komiske stemmer, til magtfulde troldkvinder og telepatisk kommunikation mellem mennesker og dyr smadrer filmens troværdighed. Nogle vil nok hævde, at det er uretfærdigt at klandre en film som “10,000 B.C.” for at være historisk ukorrekt. Intentionen er jo tydeligvis at underholde frem for at undervise.

Så er det jo heldigt (eller uheldigt?), at der er mange andre ting, man kan sætte en finger på. Skuespillerne formår aldrig at få deres gudsjammerlige replikker om klaner og jægere med navne som Tic’Tic og Yagahl til at lyde overbevisende. Computereffekterne er skiftevis acceptable og horrible, mens lyddesignet heldigvis er fantastisk. Nøjagtig ligesom skuespillerne og karaktererne er actionsekvenserne desværre forbavsende livløse. Kun en enkelt flugt gennem en græsmark fænger, og det endelige opgør slutter, så snart sekvensen synes at være kommet op i omdrejninger. Der er mange flotte naturbilleder, men filmmagerne kan næppe tage æren for at have skabt New Zealand.

VideoKun få problemer nager transferet. Lysstyrken er indimellem for høj, hvorfor eksempelvis enkelte mammutters brune pelse ser en anelse for blege ud. En lille smule edge-enhancement optræder også i få lyse skud, mens en overkommelig portion støj optræder i enkelte mørke sekvenser. Ellers ser “10,000 B.C.” fremragende ud. Billedet er knivskarpt fra start til slut. De forbløffende totalbilleder af filmens imponerende landskaber tager simpelthen pusten fra én. Kontrasten er sædvanligvis solid, og farverne er nøjagtig lige så mætte, som de bør være. Der er adskillige tilfælde af tillokkende, 3D-lignende billeder, og utilsigtet gryn figurer aldrig.

AudioLigesom transferet er skivens engelske Dolby TrueHD 5.1-mix fremragende, men ikke perfekt. Flere subtile atmosfærelyde og mere uforudsigelig brug af baghøjtalerne kunne have gjort de mangfoldige locations mere troværdige. Men under de slagkraftige actionsekvenser vågner kanalnetværket virkelig op til dåd. Panoreringerne har masser af slagkraft, men de føles trods alt naturlige. Især scenen med de enorme, strudselignende fugle er en fornøjelse at lægge øre til. LFE-kanalen tilbyder masser af punch og sender chokbølger gennem lokalet og mellemgulvet. Men replikkerne forbliver under alle omstændigheder tydelige, og musikken er også enormt distinkt. Eksempelvis leveres en mandlig sangstemme i starten af filmen med en exceptionel klarhed, der virkelig understreger HD-formatets kapaciteter.

EkstramaterialeAlt ekstramaterialet præsenteres desværre i Standard Definition. Der medfølger 13 minutters slettede scener – inklusive en kedelig og langsommelig alternativ slutning, hvori Omar Sharif medvirker i kød og blod. De er alle ligegyldige og uinteressante. Derudover indeholder skiven to featuretter: “A Wild and Wooly Ride” (13 min.) og “Inspiring an Epic” (13 min.). De indeholder en hel del interviews med filmmagerne, der praler med, at deres film ikke minder om nogen anden, og at de brugte månedsvis på at skabe teknologien til at lave produktionens ringe computereffekter. En enkelt forfatter, hvis bog inspirerede Emmerich, benytter også lejligheden til at skamrose instruktøren. Disse små dokumentarer vil sandsynligvis kun fornøje filmens tilhængere.

Til gengæld er den lange og velproducerede History Channel-dokumentar “Journey to 10,000 B.C.” (90 min.) glimrende. Den tilbyder et langt mere fascinerende og spændende kig på tidsperioden, hvor filmen foregår, end Roland Emmerichs ineffektive blockbuster. Dokumentaren følger i øvrigt kun med Blu-ray-udgivelsen af “10,000 B.C.”.

Anonyme Homo sapiensFilmprojekter i Hollywood vil altid forholde sig et sted mellem de to poler kunst og underholdning. Groft sagt vil instruktøren forsøge at trække mod kunstneriske erobringer, mens produceren vil søge bred underholdning og dermed skabe god økonomi. Men når produceren også er instruktøren, kan balancen forekomme ulig. Instruktør og producer Roland Emmerich, der før har skabt storsucceserne “Independence Day” og “The Day After Tomorrow”, har denne gang skruet uret 12.000 år tilbage for at fortælle historien om starten på Homo sapiens, den moderne race.

“10,000 B.C.” fortæller historien om et lille stammesamfund kaldet Yagahl, der har bosæde i bjergene og jagter mammutter for at overleve. Hovedpersonen D’Leh skammer sig over sin far, der for lang tid siden forlod stammen, og prøver at genvinde sin ære ved at være den første til at nedlægge en mammut i jagtsæsonen og derved vinde det eftertragtede hvide spyd og hånden til Evolet der har fået profetien om at skulle føre stammen videre. D’Leh bliver ved lige dele mod og tilfældighed konkurrencens vinder, men mister kort tid efter Evolet og det meste af stammen til en gruppe krigsherrer på udkig efter nye slaver.

Roland Emmerich har allerede med plottet til sit forhistoriske kærlighedsepos skudt sig selv i foden. De åbenlyse referencer til Mel Gibsons “Apocalypto” fra 2006 gør allerede efter 20 minutter filmen gammeldags og forudsigelig og efterlader en dårlig eftersmag af ordet kopi rettere end inspiration. Som filmen udfolder sig, vil man også lægge mærke til andre kraftige og mere eller mindre misbrugte inspirationskilder som eksempelvis Zack Snyders “300”, også fra 2006.

Etableringen af D’Leh og Evolet som filmens to vigtigste karakterer finder stort set ikke sted. Jovist ser man dem og hører dem, men egentlig kender man mere til filmens evindelige oplæsers personlighed end skuespillerne i handlingen. Dramaet og spændingen går her tabt, da man stort set er ligeglad med aktørerne. I stedet er man vidne til anonyme Homo sapiens, der lige så godt kunne have været udstoppede voksfigurer bag glas på et museum.

Der opstår en del troværdighedsproblemer, når Emmerich beskriver Yagahl-stammen som værende næsten udelukkende bestående af fotomodel-lignende personer, der ikke synes at have haft jord under neglene siden sandkassen i stedet for at vise publikum de rå og beskidte fortidsvæsner, de egentlig er. I en virkelighed, hvor mennesket ikke er øverste led i fødekæden og bogstaveligt talt er jaget vildt, vil Emmerichs figurer vitterligt ikke have en chance. Med blockbuster-instruktøren Emmerich bag roret er der selvfølgelig storslåede scener med masser af spektakel og computeranimerede forhistoriske dyr. At genskabe et dyr som mammutten, som ingen har set i levende live, og så få den til at storme ned ad siden på en pyramide, er da flot at se på, men hvad med de resterende 100 minutter af filmen?