Kilotungt stof i en for let indpakning

Den menneskelige sjæl er en flygtig størrelse på omkring 21 gram. Så meget taber vi os i hvert fald, når vi dør. Det lærte vi i Alejandro González Iñárritus “21 Gram”. Kan vi så bruge den viden til så meget? Det er måske mest af alt bare en understregning af vores konstante stræben efter at sætte ting i systemer – at måle og veje den kaotiske verden omkring os, så den bliver bare en smule udholdelig. Bent Hamers nye film er et behjertet forøg på at lægge linealen til side og lade følelserne tale, men blandingen af komedie og drama ender faktisk med at savne afvejet præcision.

Marie arbejder for det norske måleinstitut. Et sted, der i sig selv er så barokt, at en ironisk tone nærmest ikke kan undgås. Her render mænd og damer i hvide kitler rundt og kontrollerer mest for kontrollens skyld. Marie er tydeligt tegnet som en firkantet og afmålt dame, arbejdslivet er det egentlige liv. Når hun perfekt parallelparkerer sin lille firkantede bil foran det firkantede institut, skal hun ikke forholde sig til sit tomme hus, som eksmanden dagligt tømmer for inventar.

Det er ikke svært at aflæse, at instituttets lodder og linealer og deres vise overmåler, Maries egen far, er de få, faste holdepunkter. Det er heller ikke svært at regne ud, at Marie skal slippe dem i løbet af “1001 Gram”. Da faderen bliver syg og ikke kan tage til kiloseminar med instituttets perfekte kilo-lod, må en afløser af sted. Ingen, heller ikke filmen, er overraskede, da Marie får tjansen. Og mon ikke kendere af kærlighedsfilm også allerede har regnet ud, at kiloets moder, prototypen fra 1879, befinder sig i Paris? Marie kan jo ikke undgå at blive et nyt menneske.

Når det hele er lagt så nydeligt an, må man på et tidspunkt forvente død og afsavn eller i hvert fald hårde akademiske ord og blide norske gram udsat for krøllet gallisk kilokritik, men nej. Der opstår da udfordringer, men de er små og kan løses med kølig fornuft og lidt gåpåmod. “1001 gram” er tæt på en realistisk gengivelse af verden omkring os, men som film betragtet, mangler jeg nogle uventede drejninger og nogle værre røvhuller end en fraskilt pilot, der ikke kan håndtere en bodeling.

De fleste er søde og rare. Laurent Stocker er ikke en fatal fransk flamme som Delon eller Belmondo. Mest en fornuftig arkitektlampe, der sætter Maries liv i et lidt pænere lys. Ane Dahl Torps blonde norske videnskabskvinde er spillet fint og vedkommende, men er ikke skarpt skåret hverken i humor eller tragedie og lander sådan midt imellem perfektionistisk målemand og kærlighedssøgende prøveknud. Sådan som vi er flest.