Over stok og sten

Findes der mon en genre, som Danny Boyle ikke kan tackle? Den 54-årige filmmager har brilleret inden for sci-fi (“Sunshine”), gys (“28 dage senere”), børnefilm (“Millions”), trendsættende drama (“Trainspotting”), thrillere (“Mord mellem venner”) og endda romantiske tårepersere (“Slumdog Millionaire”). Men på papiret lignede “127 Hours” Boyles største kreative udfordring til dato, for ikke nok med at det autentiske drama hovedsageligt foregår i én smal kløft, så ved publikum på forhånd, hvordan historien ender.

Eller gør vi? En forårsdag i 2003 begav Aron Ralston sig ud i USA’s vildmark, drættede ned i en slugt og fik sin arm i klemme under en kæmpe kampesten. Han sad urokkeligt fast og havde næsten intet med sig ud over en lille dunk vand, et videokamera og en sløv lommekniv. Flere kritikere er blevet klandret for at afsløre Ralstons skæbne, men blot fire minutter inde i “127 Hours” afslører filmen på egen hånd, at han overlever, med ordene: ”Baseret på bogen ‘Between a Rock and a Hard Place’ af Aron Ralston”. Her på Filmz har vi også været så heldige at interviewe den karismatiske vovehals, og vi kan bekræfte, at vores opkald ikke blev viderestillet af Vorherre. Personligt er jeg dog overbevist om, at det er en fordel at kende Ralstons skæbne.

Hvis man ikke ved, om Ralston slipper fri, kan man snildt spilde tid og kræfter på at fundere over, om Ralston klarer skærene, og om vi enten overværer en gedigen genopførelse eller pure opspind. I så fald overser man filmens forcer fuldstændigt. Det ville være en astronomisk underdrivelse blot at betegne “127 Hours” som en sandfærdig rekonstruktion. Boyle har begået et vaskeægte mesterværk, der smækker livet på vægtskålen og tvinger os til at indse dets værdi på en måde, der hverken er plat eller belærende. Et mesterværk, der formår at placere os i Ralstons sted i en sådan grad, at alle de svidende nederlag og beskedne triumfer i grotten kan mærkes i kroppen.

Hvordan dælen præsterer Boyle dette? Først og fremmest ved at undgå biografifilmens klicheer. Eksempelvis bruger Boyle stort set ingen tid på at skildre Ralstons liv før ulykken, og derfor kan portrættet af manden umiddelbart virke en smule overfladisk, fordi vi er vant til film, der møjsomt og nøjagtigt gennemgår knudepunkterne i hovedpersonens liv. Men ved at gå imod den trend gør Boyle Ralston mindre højtidelig og dermed langt lettere at leve sig ind i. Boyles film er også forfriskende usentimental og barsk, men samtidigt smagfuld, i sin skildring af Ralstons prøvelser – når han løber tør for vand, ser vi ham drikke sin urin, og der spares ikke på de grufulde nærbilleder, når Ralston dolker sin arm for at slippe fri, men Boyle svælger ikke i kunstigt blod.

Mens Ralston er fanget, trænger vi langsomt igennem hans hårdhudede facade via nogle af de mest stemningsfulde flashbacks, jeg mindes at have set på film. Hjertesorger og glade barndomsminder skildres elegant til tonerne af A.R. Rahmans himmelske musik. Boyle bruger disse sekvenser, split screen, slowmotion og dramatiske temposkift til at give filmen fremdrift uden nogensinde at trykke så hårdt på speederen, at Ralstons lidelser går i glemslen. De gudbenådede fotografer Anthony Dod Mantle og Enrique Chediak tager os så tæt på Ralston, at klaustrofobien nager nerverne, men det er James Franco i hovedrollen, der trækker os helt ind under huden på den gådefulde gut og for alvor får os til at mærke hans tærende angst og inspirerende vovemod. Han er simpelthen sensationel.

Jeg mindes tydeligt, da jeg i sin tid læste om Ralston på dansk tekst-tv og øjeblikkeligt afskrev ham som en galning, fordi han havde amputeret sin egen arm. Jeg hæftede mig slet ikke ved de andre dele af den utrolige historie. Hvor var jeg dog snæversynet. Med “127 Hours” har Danny Boyle begået en rørende og respektfuld hyldest til Ralston, der ikke tegner ham som en fejlfri helgen, men som ærer hans offer på den bedst tænkelige måde ved at dele hans livsbekræftende selverkendelse med alle os andre.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Transferets detaljerigdom er gang på gang lamslående. Når vi er i kløften med Ralston kan vi se hver eneste svedperle på mandens ansigt, og ude i ødemarken får vi rig lejlighed til at nærstudere hver eneste kløft i det enorme, betagende landskab. Både kontrasten og farvegengivelsen er perfekt, og hverken edge-enhancement eller utilsigtet støj forekommer overhovedet.

Audio

Skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er lige så imponerende som transferet. Hver eneste lydeffekt, replik og anslag på A.R. Rahmans guitar kommer igennem med en exceptionel klarhed. Rumklangen er også fantastisk, og den auditive atmosfære er spækket med subtile, spidsfindige lyde, som gør, at man nærmest føler sig til stede i kløften sammen med Ralston. Panoreringerne er enormt effektive, og subwooferen giver musiknumrene og tordenbragene nøjagtig den slagkraft, de bør have.

Ekstramateriale

Instruktør/manuskriptforfatter Danny Boyle, manuskriptforfatter Simon Beaufoy og producer Christian Colson har indtalt et både informativt og underholdende kommentarspor til filmen. Desuden er her 34 minutters slettede scener, som alle er interessante (især en forlænget, alternativ slutning), men de havde sænket filmens tempo og slagkraft, hvis de ikke var blevet sakset.

I øvrigt medfølger kortfilmen “God of Love” (19 min.), som Boyle sætter pris på, samt dokumentarerne “Search & Rescue” (15 min.) og “127 Hours: An Extraordinary View” (35 min.), som hhv. fokuserer på dem, som reddede Ralston, og filmens skabelse. “An Extraordinary View” er forfriskende ærlig i sit portræt af produktionen – vi får endda lov til at se Boyle og Franco diskutere deres uenigheder på settet. Når jeg prøvede at få adgang til diskens ‘Live Extras’-sektion, blev disken bare genstartet. Besynderligt. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen.

En livsbekræftende dødskamp

Det siges, at det først er, når vi ser døden i øjnene, at det virkelig går op for os, hvad der giver livet mening. I “127 Hours” kommer den unge bjergklatrer Aron Ralston ud for en ulykke, der tvinger ham til at se, hvor langt han er villig til at gå for at overleve. Det lyder umiddelbart deprimerende, men det fantastiske ved instruktøren Danny Boyles nye film er, at den er lige præcis det modsatte.

Aron Ralston er en adrenalinjunkie. Han elsker at udfordre sig selv, og især de golde bjerglandskaber i Utah har en særlig plads i hans hjerte. Men en dag går det galt. Under en af sine klatreture er der en stor sten, der løsriver sig, mens Aron er på vej ned igennem en dyb kløft, og stenen kiler sig fast mellem hans arm og klippens væg. De næste 127 timer skal afgøre, om han har, hvad der skal til for at overleve, eller om gribben, der faretruende svæver over hovedet på ham hver morgen, bliver det sidste, han nogensinde kommer til at se.

Det er filmens historie i al sin enkelhed. Og det er den enkelhed, der samtidig er filmens store styrke. “127 Hours” lader os nemlig komme helt tæt på et menneske, der er endt i en situation så absurd, at han kun kan udbryde ”Det sker bare ikke det her!”, da stenen sætter hans arm i klemme. Som publikum sidder vi på første parket til en intens kamp mellem liv og død, hvor døden hele tiden truer med at vinde, men livet i sidste ende er for godt til at give slip på for hovedpersonen.

James Franco spiller den altoverskyggende hovedrolle i “127 Hours”, og for nylig blev han så nomineret til en Oscar for sin præstation. Det er velfortjent. Hans skuespil tilføjer karakteren en naturlighed og en humor, der løfter filmen fra at være endnu en fortælling om menneskets kamp for overlevelse til at blive et humoristisk og følelsesladet portræt af en mand, der finder ud af, hvorfor livet overhovedet er værd at holde fast i. Og så er det lidt af en genistreg at lade Franco bruge sit eget medbragte videokamera som en slags elektronisk skriftestol, hvor han inviterer publikum helt tæt på sine inderste tanker og følelser.

Den engelske instruktør Danny Boyle viser med “127 Hours” endnu en gang sin unikke evne til at skildre tragiske skæbner og situationer med masser af hjertevarme og humor, som han før har gjort det i “Trainspotting” og “Slumdog Millionaire”. Et af filmens mest mindeværdige øjeblikke er scenen, hvor James Franco i bedste talkshow-stil interviewer sig selv. ”Er det ikke rigtigt, at du ikke har fortalt nogen, hvor du er, fordi du vil vise, at du er en ‘tough guy’?” spørger han. Den udsultede og trætte Aron bekræfter modvilligt, hvorefter hans interviewer-jeg griner ind i kameraet og hånligt udbryder ”Ups!”. Det er galgenhumor på højt plan, og man både griner og græmmer sig igennem det syrede interview. Fantastisk.