2 Days in New York
Udgivet 25. dec 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Med sin franske bohemestil og ditto neuroser er Julie Delpy en slags europæisk Woody Allen. Men hvor Allen er lettilgængelig for de fleste, nødvendiggør Delpy som regel en lidt anderledes smag og trang til det lettere prætentiøse. Dette var helt tydeligt i hendes film “2 Days in Paris”, som hun nu efterfølger med “2 Days in New York”, der er mere af samme surdej. Det er måske nemt at elske Delpy for hendes neuroser og stærke holdninger, men det er lige så nemt at have et horn i siden på hende af præcis samme årsager.
At Delpy injicerer en stor del af sin egen personlighed i sine film er ingen hemmelighed for dem, der har set “2 Days in Paris” eller Richard Linklaters “Before Sunrise” og “Before Sunset”, som Delpy medvirkede i og medforfattede. Det er dog mere tvivlsomt, om hendes personlighed er en del af hver films charme. I rollen som Marion er hun til tider kær som en forvirret, fransk kvinde i New York, men man får nemt og tit fornemmelsen af, at hendes noget gakkede facon er blevet planlagt ned til den mindste detalje. Og så bliver det svært at falde for en så konstrueret “kærhed”. Samtidig kan det sommetider være anstrengende at udholde kvindens konstante trang til at være politisk korrekt og til at have de “rigtige” meninger. Da hun eksempelvis indleder en lang monolog til Mingus’ datter om, at døden ikke er cool, og at pigen derfor ikke bør klædes ud som en zombie til Halloween, er det svært ikke at udbryde ”så slap dog af, kvindemenneske!”
I “2 Days in Paris” var Paris nærmest en karakter i sig selv – vel at mærke en charmerende og forførende en af slagsen. Det samme kan desværre ikke siges om New York i fortsættelsen. Her forekommer der sporadisk kortvarige klip af Midtown, som ikke formår at indkapsle storbyens unikke charme. Midtown er turisternes New York, og selvom Chris Rock render rundt i en T-shirt med ordene “Alphabet City” påtrykt, er det ikke meget, man ser til netop dette nabolag, der i langt højere grad er newyorkernes New York. Som tidligere bosat i dette “store æble” var undertegnede sikker på, at hun ville savne byen under visningen, men det skete aldrig.
Jævnligt formår “2 Days in New York” at være lige så humoristisk, som den gerne vil være, men alt for ofte lider historien under en politisk overkorrekt hovedperson, der har svært at se tingene fra andres synspunkt. Det er også tydeligt, at Delpy føler en langt større nærhed med Paris end med byens amerikanske parallelstad, eftersom New York skildres som en bleg udgave af sig selv, hvor Paris derimod sprudlede af livsglæde i den første film. Men hvis man nyder en god omgang franske neuroser, så er “2 Days in New York” måske lige sagen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet