Hong Kongs mest anerkendte filminstruktør Wong Kar-Wai er efter godt fire års uafbrudte optagelser tilbage med et meget dragende men også krævende kærlighedskvad om en uforløst affære.

Tiden læger ingen sår”Jeg har engang elsket en kvinde, men jeg fandt aldrig ud af om hun elskede mig”, fortæller hr. Chow (Tony Leung) os melankolsk i “2046”, mens hans udsvævende men indholdsløse tilværelse sejler forbi i en strøm af sprut og lette kvinder. Filmen er en efterfølger til det prisbelønnede kærlighedsdrama “In the Mood for Love” fra 2000, og den beskæftiger sig med konsekvenserne af den affære, hr. Chow og Sue Li-Zhen (Maggie Cheung) påbegyndte tre år tidligere men aldrig rigtig fik afsluttet. Hun dukkede ikke op på værelse 2046, hvor de i sin tid havde aftalt at mødes, og han fandt aldrig ud af hvorfor. Var det fordi hun ikke elskede ham? Vi kender svaret, mens hr. Chow imidlertid er dømt til at leve med en uvished, der fuldstændig dominerer både hans private og professionelle liv som science fiction-forfatter. Smerten er ikke blevet mindre med årene, og for aldrig at havne i en lignende situation igen, indleder han kun overfladiske, seksuelle forhold til kvinder. Kvinder som han kan forlade uden at se sig tilbage.

Tony Leung gentager i “2046” rollen som hr. Chow, der på trods af navnet er en helt anden person end den hensynsfulde og måske lidt for tøvende forfatter, som vi lærte at kende i “In the Mood for Love”. Leung, der har medvirket i bl.a. “Hero” og “Infernal Affairs”, er sammen med Maggie Cheung en af Asiens allerstørste filmstjerner, og han er en formidabel skuespiller, der mestrer såvel de meget sårbare og underspillede roller, som dem, der i tilfælde af f.eks. John Woos ”Bullet in the Head”, kræver langt større armbevægelser. Tre år med manglende forståelse for, hvorfor Sue Li-Zhen handlede som hun gjorde, har forvandlet hr. Chow til en både kynisk og meget ensom person. I “2046” forelsker den unge Bai Ling (Zhang Ziyi) sig i ham til trods for, at han med en nærmest sadistisk tilfredsstillelse fører sin egen smerte over på hende ved igen og igen at afvise hendes følelser. Der er kun én enkelt kvinde i “2046”, som er i stand til at vække følelser i hr. Chow, og det er datteren af den hotelejer, som han har lejet sit værelse hos. Hun hedder Sue Li-Zhen (Gong Li) ligesom kvinden i hans erindringer, men hun befinder sig desværre allerede i et andet forhold.

Krævende hemmelighedForfatteren hr. Chow er offer for en kærlighed, der i Wong Kar-Wais film sjældent ender lykkelig, og som altid er forbundet med negative implikationer. Det afspejles i den korte affære med Sue Li-Zhen, der på en gang repræsenterer både højde- og lavpunktet i hans eksistens. Hvilket igen er forklaringen på, at han ikke er i stand til at slippe fortiden, selvom den er uløseligt forbundet med tab. “2046” starter bogstaveligt talt i et hul magen til det, hr. Chow hviskede sin hemmelighed til i slutningen af “In the Mood for Love”, og filmen er en visualisering af de ord, han dengang forseglede i stenene. Filmens univers er meget stiliseret, og alle mennesker virker ensomme til trods for, at de nærmest lever på skødet af hinanden i de små og meget lydte lejligheder. Kar-Wai benytter sig stort set aldrig af etableringsbilleder, og fordi alt foregår indenfor i trange omgivelser, er det meget svært at få indtryk af geografien, ligesom vi ikke har nogen sans for tid. Alt forbliver det samme, lige meget om der går tre eller 1000 timer.

“2046” er en rejse ind i sindet og en i flere henseender kompleks kærlighedshistorie, hvor fortiden konstant spiller en central rolle for nutiden. Gennem sine erindringer former hr. Chow sin egen (og vores) opfattelse af tiden, og en del af filmens store tiltrækningskraft ligger i at navigere de fragmenterede handlingsforløb, spækket med konstante spring i tid, i forsøget på få større indsigt i, hvem hovedpersonen i virkeligheden er. Visuelt er Kar-Wais film en nydelse, og han har valgt for første gang at skyde en film i Cinemascope-format. De brede billeder bruges ikke på at fange vidtstrakte landskaber, men tværtimod til at understrege personernes følelse af at være isoleret og fanget i den moderne storby. De meget kraftige farver har en hypnotisk kvalitet, der sammen med den stemningsfulde musik, drager os ind i hr. Chows smukke men også forræderiske verden, hvor det er svært et føle sig rigtig tilpas.