24 Hour Party People
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 24. apr 2003 | Af: Michael Andersen | Set på DVD
Imens han skabte et pladeselskab, et diskotek og “skrev” kontrakt med mange af bandene, sikrede han sig ikke nogen finansiel sikker fremtid, fordi hans ambitioner lå andet sted – at få musikken ud til folket. I kontrakterne han skrev med bandene, stod der kun at der ingen kontrakter var. På den måde beskyttede han sig imod at sælge ud af sig selv – ved ikke at have noget at sælge ud af. Vi ser ham heller ikke lave/skabe noget – han går bare rundt og er Tony Wilson. Da en kvinde spørger Tony om hvad hans jobfunktion er, svarer han da også noget forundret: ”Well I’m Tony Wilson!”.
Stilmæssigt fungerer filmen rigtig godt, i begyndelsen i hvert fald. Den anarkistiske punk musikstil som præger starten af filmen, bliver fulgt op af en ligeledes ukontrolleret digital fotografering, vekslende mellem farve og sort/hvid billeder, som giver filmen et råt og forstyrret look. Filmen mikser også optagne billeder fra datidens periode med filmen. Wilson har også en mani med at tale til kameraet (filmen er på den måde også selvrefererende): “That scene didn’t actually make it to the final cut. I’m sure it’ll be on the DVD.” Dialogen er altså også med til at springe rammerne, men da denne anarkistiske fortællefacon bliver fastholdt filmen igennem, ignorer den 80’erne og 90’ernes musikalske karakteristika, som var alt andet end anarkistisk, og stilen bliver reduceret til en dekoration.
Når Tony Wilson taler til kameraet er det fint i stil med hans tendens med at være postmoderne før det var moderne. Han citerer hele tiden litterære klassikere. Han har altid en mening og en “klog” bemærkning til tingene. Kort sagt er han møgirriterende, men på den underholdende måde. Men hans altoverskyggende tilstedeværelse i filmen, betyder at vi desværre ikke ser så meget til de andre personer i filmen. Det kunne f.eks. have været interessant at se mere til forsangeren i bandet Joy Division (som senere bliver til New Order), Ian Curtis, en excentrisk gut som begår selvmord, men grundene hertil hører vi ikke noget til – kun en typisk popkulturel hentydning fra Wilson om at Curtis var musikkens modstykke til Che Guevara.
Michael Winterbottom tager sin instruktion let. Det virker som om at han nyder at følge efter Tony Wilson, filmens absolutte omdrejningspunkt, men det er ikke nok til holde filmen kørende i næsten to timer. Selvom filmen er en kærlighederklæring til tidsperioden, mangler den drama til at interessere den del af publikum som ikke er videre bekendt med perioden og dens bands. Titlen “24 Hour Party People” er egentlig misvisende fordi filmen kun handler om en person i stedet for flere. Tony Wilson (fremragende spillet af Steve Coogan) er både grunden til at man skal se filmen, og at den bliver anstrengende i længden.
De tre meget korte programmer i ekstra materialet giver et meget lille indblik i hvordan filmen blev til. Der er også kun lidt om hvem de virkelige personer var og er. Ærgeligt, fordi jo mere man ved om de virkelige personer/hændelser, jo bedre bliver fiktionen. Programmerne har også den svaghed at de mangler “navneskilte” på de forskellige personer for og bag kameraet.
Denne udgivelse er lidt af et paradoks. Filmen henvender sig til et publikum som er indforstået med filmens periode, men da ekstra materialet er mangelfuldt, er det sandsynlig at de vil gå efter filmen som findes i en engelsk dobbeltdisk-udgivelse i stedet for denne.
Og hvis man ikke er bekendt med filmens personer og bands, ville en god portion ekstra materiale, selvom det ikke ville kunne rette op på filmens svagheder, alligevel være i stand til at give de uinformerede en større indsigt i perioden.
Så vi må skuffe Tony Wilson med at hans føromtalte udklippet scene altså ikke er med på denne DVD.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet