National og international terrorisme får selvsagt en tung prægnans når Kiefer Sutherland, stadigvæk i skikkelse af actionhelten Jack Bauer, for femte gang stævner ud for at redde verdensfreden. Det er ikke altid helt uden brug af ufine metoder, men alligevel giver det ingen moralske skrupler, for så længe underholdningsværdien er i top, og actionbraget er sikret, ja så kan man se igennem fingre med det meste.

Det handler endnu engang om Jack Bauer, der har eksakt fireogtyve timer til at redde kloden fra den totale undergang, hårdkogte terrorister og korrupte præsidenter. Hverken mere eller mindre. Udgangspunktet er i denne ombæring et højprofileret drab, terroristers gidseltagning i den centrale L.A.-lufthavn og en række andre episoder, der alle peger frem mod et nært forestående terrorangreb på befolkningen i millionbyen Los Angeles.

Jack Bauer har dermed lidt af en udfordring over for sig. For ikke alle står naturligvis på samme side, heller ikke selv om man kommer fra det centrale antiterrorkorps, CTU. I “24 timer” er terrorisme nemlig ikke kun indlejret som et udenlandsk begreb men indgår i den amerikanske tv-serie på alle tænkelige planer. Heri ligger den absolutte force for serien, der tegner et, med amerikanske briller, anderledes nuanceret og selvkritisk billede af det amerikanske samfunds jagt på en usynlig fjende.

“24 timer” rummer store armbevægelser og fine nuancer. De onde er ikke nødvendigvis altid onde, ligesom de gode ikke nødvendigvis altid er gode. Og når ret skal være ret, så må man uværgeligt også se i øjnene, at Jack Bauers kneb heller ikke altid er helt fine i kanten. Hvad gør man dog ikke for at sikre menneskehedens overlevelse? Bauer ved i hvert fald godt, hvad der skal til. Forhørs- og torturscener, der vil få de fleste menneskerettighedsorganisationer til at råbe vagt i gevær, er blandt de midler, der helliger målet. Men som tilskuer sluges det råt, for det er jo en del af de actionfyldte spændingsopbygninger og cliffhangers, der gør “24 timer” til underholdningens foregangsmodel par excellence.

Nu er det hele naturligvis ikke kun action, for der skal også være plads til de menneskelige relationer, som tydeligst træder i karakter i forholdet mellem præsidenten og præsidentfruen og Jacks forfejlede ditto med justitsministerdatteren, Audrey Raines. Det fungerer egentligt også udmærket, men der skal imidlertid ikke herske den mindste tvivl om, at “24 timer” for inkarnerede fans, moderate zappere og det mere gængse tv-publikum handler om action, spænding og moralske dilemmaer, der i overvejende grad er solidt produceret, og knapt så meget om romantik og luftkasteller.

Hertil kan lægges en frapperende klippestil, der sammen med seriens øvrige tekniske detaljer får “24 timer” til at ligne noget, der ligger meget nær det helstøbte. Der hvor serien for alvor præges af sin seriestatus er på skuespillerfronten, der langt fra altid er imponerende. Det er dog en mindre detalje og ændrer ikke på det faktum, at “24 timer” formentligt hører til noget af det mest velproducerede i de senere år. Det er også tilfældet med femte sæson, der i den grad løfter arven fra tidligere sæsoner.

VideoBilledkvaliteten til femte sæson af “24 timer” befinder sig på det jævne. Tv-serien fremstår i et 1.78:1 anamorphic widescreen format, der byder på forstyrrelser i form af både støv og andre digitale misdannelser, uden det dog for alvor bliver til gene. Farvetemperaturen er enkelte steder svingende, ligesom billedskarpheden flere steder godt kunne have været opgraderet en anelse. I det store hele er niveauet dog acceptabelt, og det kan ikke anfægtes, at de mange fokusskift og den frapperende klippestil et langt stykke af vejen redder de fåtallige bommerter.

AudioPå lydsiden sker der hele tiden noget. Med et spansk og et engelsk lydspor i Dolby Digital 5.1 er der lagt op til lir, og man skuffes bestemt ikke. Lyden kommer ud i alle kanaler, og karakterernes replikker understøttes konstant af baggrundsstøj og opbyggende musikenheder, der gør dette til noget af det bedste ved denne udgivelse. Særligt stikker de actionfyldte sekvenser med deres auditive lyduniverser ud som noget særligt.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse indeholder store kvaliteter men er alligevel ikke helstøbt. Til de fleste afsnit, men ikke til dem alle, hører slettede og udvidede scener samt kommentarspor med seriens skuespillere og crew. Desværre fremstår udgivelsen ikke konsistent, når det ikke er gældende for alle afsnit.

Som en bonus er disk 7 et supplement proppet med ekstramateriale. Der forefindes yderligere en kollektion af slettede og udvidede scener, ligesom “100th Episode Reel” har samlet de mest mindeværdige sekvenser til en kort montage. “Supporting Players” er et længerevarende indslag, hvor de mange aktører forklarer om deres roller og baggrunden for deres respektive karakterer. “Unsung Heroes: 24 Camera Department” giver et anderledes indblik i fotografernes arbejde på serien og er bestemt en anderledes tilgang til stoffet men ikke desto mindre fremragende. I “Music by Sean Callery” fortæller komponisten af samme navn om lydsiden til “24 timer”, mens tv-seriens set-designer i “Logan’s Retreat” fortæller om skabelsen af præsidentboligen. Derimod er der ikke en “Season 6 Prequel”, som bagsiden på udgivelsen ellers foreskriver. Men alt i alt er det en stor kollektion af interessante baggrundsindslag, som nok havde fremstået mere perfekt, havde materialet været mere konsistent til stede.