I kapløb med tidenDen amerikanske underholdningsserie “24 timer” har for nylig løbet spidsrod hen over de danske tv-skærme med sin sjette sæson omhandlende Kiefer Sutherlands dobbeltmoralske og til tider også ret så dyrisk anlagte agent Jack Bauer. Hans metoder er ublu, og der lades i udtalt grad hånt om rettergang og rettigheder. Nu tyder en del imidlertid også på, at gassen efterhånden er ved at gå af actionheltens grovkornede ballon. I hvert fald sprudler serien ikke i samme grad som tidligere af vitalitet og originalitet, og så synes gentagelser at være en nærliggende løsning. Men underholdende er det dog stadigvæk.

Skridtet frem til storhed skal angiveligt findes igennem seriens gennemført propagandistiske tendenser, hvor en skelen til Emma Gads takt og tone havde været sømmelig. Fjendebilledet er således fornærmende enslydende, og en stereotypisering af den typiske terrorist som værende af mellemøstlig baggrund vil formentligt – og med rette – virke fornærmende på visse befolkningsgrupper. Lige så påfaldende – men ikke mere gangbar – er seriens åbenlyse legalisering af torturlignende metoder i terrorismens navn. Vi er jo i krig, så en afklippet finger eller en afhugget tå er vel i orden i verdensfredens navn?

Med de indledende ord in mente er sjette ombæring af “24 timer” ført an i et hæsblæsende tempo af enmandshæren – den afstumpede Jack Bauer – nu stadig underholdning for alle pengene. Efter et længere og ganske ufrivilligt ophold i kinesisk fangenskab er den højtråbende CTU-agent nemlig tilbage – som del af en politisk studehandel – på amerikansk jord. En lang række bombeanslag bekymrer amerikanerne, og eneste måde for at sætte en stopper for de destruktive handlinger er angiveligt at få fat i hjernen bag, Al-Assad. Den mulighed foreligger, men kun med Bauers liv som indsats.

Tiden i kinesisk varetægt har synligt mærket Bauer, hvis ydre viser tydelige tegn på korporlig kinesisk afstraffelse, men også indvendigt ekspliciteres en mand, som er mere død end levende. Det giver fortællingen en smule kant og gør, at handlingen løbende evner at kunne fremtrylle fortællemæssige forviklinger og overraskelser undervejs. Samme mulighed tilbyder i øvrigt et endeligt familieopgør, som involverer både den forsmåede bror Graem, den fælles far Phillip og ungdomskæresten Marilyn og – nå ja – i alt fem atombomber.

Alligevel har nærværende sæson ikke samme grad af rummelighed eller originale tiltag. Bauers iltre forsøg ud i kamp mod storkriminaliteten er stadig spektakulære og voluminøse i al deres udfoldelse, men serien mangler ikke desto mindre større opfindsomhed, og diverse sammenstød med den kriminelle underverdens toneangivende ansigter ligner mest af alt gentagelser og fantasiforladte drejninger i fortællingen. Dobbeltmoralen er desuden tyktflydende overalt – særligt i de magtfulde korridorer i Det Hvide Hus forstås, men klicheerne driver nu ned ad væggene på alle planer, og karaktererne er for det meste også helt uden nuancer, ligesom serien som sådan er en kende for konstrueret.

Og imens står 3. verdenskrig så og banker på døren. Et terrorangreb har allerede sat den nyindsatte præsident Wayne Palmer ud af spillet, hvilket har givet plads til vicepræsident Noah Daniels’ udfoldelser på den internationale scene. Det bliver et kapløb med tiden, både for de slipsenålede herrer i Washington, men også for agenterne og skrivebordskombattanterne på CTU, der bliver nødt til at gøre alt for at bevare et fornuftigt forhold til både Mellemøsten og Rusland, mens den agerende præsident har travlt med at spille med musklerne og ikke har den fornødne grad af diplomati som sin forgænger, og atombomberne stadig er i de forkerte hænder.

Trods nervepirrende situationer og storstilede aktioner er man som seer dog aldrig for alvor i tvivl om, at CTU’s korrumperede besætning nu nok skal klare skærene og redde amerikanerne og de omgivende verdenssamfund fra både atombomber og andre forestående farer. Hertil besidder sjette sæson af “24 timer” ikke samme krumtap, som gjorde de første sæsoner – og ikke mindst konceptet bag – så fascinerende. I tilgift er serien moralsk set blevet stadig mere uforsvarlig, og selv om det godt nok ikke stiller specifikke krav at lave serier af denne kaliber, må det være på sin plads at efterlyse en smule ansvar. Det er i denne ombæring tilsidesat – sammen med menneskerettighederne – og i stedet erstattet af en dybt bekymrende moral – men underholdningen er dog intakt.

VideoSjette sæson af “24 timer” fremstår i det udmærkede anamorphic widescreen 1.78:1-format, som dog ikke er helt fejlfrit. Således er edge-enhancement desværre ikke en sjælden gæst på den visuelle side, ligesom både digitale forstyrrelser og udtværinger også forekommer, om end i mindre grad. Farvetemperaturen er dog god og kontrasten trods enkelte udsving også solid.

AudioDet engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor klarer sig dog bedre. Først og fremmest er dialogen tydelig og overdøves i øvrigt ikke af den stemningsfulde musik, som flyder godt ud i alle højtalere. Der er ikke eksempler på overstyringer, og atmosfæren er detaljerig og rummer utallige eksempler på distinkte effektlyde og sågar en række velfungerende lydpanoreringer.

EkstramaterialeBedst er udgivelsens velbeslåede ekstramateriale. Først og fremmest byder hver enkelt skive på muligheden for at se hvert afsnit med eller uden slettede eller alternative scener, ligesom kommentarspor også er en mulighed. Der er trailere for både “Prison Break 2”, “Bones” og “My Name is Earl”, og så kundgør “Master Illusionist: 24’s Special Effects Make-Up” – som titlen antyder – arbejdet med make-up og special effects under optagelserne.

Med “24 Season 6: Inside the Writers’ Room” tilbydes en rundbordssamtale mellem manuskriptforfatterne Evan Katz, Howard Gordon og Manny Coto, mens “24 Season 6: Opening With a Bang” er en mindre feature om tilblivelsen af en specifik scene i første afsnit. “Cameo” er uddrag fra en scene involverende “The Office”-stjernen Ricky Gervais, mens “24 – Webcast Diaries” med udvalgt crew ved rattet viser rundt i seriens kulisser. Endeligt byder udgivelsen på trailers for serien – de såkaldte mobisodes – og et helt afsnit af serien “Prison Break Season 2”. En varieret og sofistikeret blanding.