Der lægges ingen fingre imellem i instruktør Danny Boyles nye brutale og beskidte horrorfilm ”28 Dage Senere”, der på trods af et gennemgående svagt plot leverer det ene velfungerende gys efter det andet. Her får vi alt det blod, som vi hidtil har savnet i lignende amerikanske produktioner, og filmen bærer i positiv forstand præg af at være skruet sammen uden for Hollywoodsystemet.

Filmen”28 Dage Senere” begynder med at en lille gruppe dyrerettighedsaktivister bryder ind på et laboratorium, hvor man træner chimpanser i ualmindelig aggressiv opførsel. Dyrene er blevet inficeret med en farlig virus kaldet ”Rage”, og efter at have sluppet chimpanserne løs bliver aktivisterne bidt og selv smittede. De tre unge personer forvandler sig hurtigt til frådende monstre, der begiver sig ud blandt den britiske befolkning med en unaturlig appetit.

28 dage senere vågner en ung mand ved navn Jim (Cillian Murphy) op på et hospital i London, der tilsyneladende er blevet fuldstændigt forladt. Efter at have vandret målløs rundt i byens øde gader, støder han pludselig på de første zombies, der er tæt på at få fingrene i ham. Heldigvis reddes han af to andre overlevende. Landet er hensat i kaos og der er tilsyneladende ingen regering tilbage til at hjælpe de små grupper af mennesker, som har barrikaderet sig rundt omkring.

Det er først da Jim og hans venner modtager en besked fra en militærbase nær Manchester, at de begynder at ane håb.

Super-zombiesDanny Boyle har vendt konventionerne på hovedet i ”28 Dage Senere” og giver hele genren en tiltrængt saltvandsindsprøjtning i form af lynhurtige zombies (eller “Smittede”) og et ekstremt smitsomt virus, der forvandler inficerede personer i løbet af sekunder. Modsat andre zombiefilm består faren for vores helte ikke i antallet af fjender, men snarere i deres aggressivitet og evne til at sprinte som superatleter. De pludselige overfald, der forekommer både om dagen såvel som om natten, spreder den fornødne paranoia blandt publikum og er med til at drive de yderst dynamiske actionsekvenser, der på intet tidspunkt tillader os at få pusten.

Eftersom instruktøren i dette tilfælde ikke kan spille det klassiske kort med det smittede individ, der lusker rundt som en tikkene bombe blandt hovedpersonerne, skaber han en helt anden situation, der i mine øjne er langt mere grufuld end den sædvanlige gemmeleg. Den meget korte forvandling fra menneske til monster gør nemlig, at de inficerede personer helst skal slås ihjel med det samme, hvilket på snedig vis er med til at undergrave vores opfattelse af, at der er et klart skel mellem menneske og monster. I en af filmens mest effektive scener bliver en mand brutalt hugget ned, inden han overhovedet er begyndt at vise tegn på aggressivitet, og meget af den horror som filmen indeholder opstår på baggrund af måden hvorpå menneskerne behandler hinanden.

I ”28 Dage Senere” fokuserer Boyle meget på de interpersonelle relationer, der skildres på en overraskende sober og naturalistisk måde fremfor de karikaturer, vi så ofte spises af med i denne type film. Skuespillerne er overvejende ukendte, men rigtig gode, og bidrager med en tyngde, der lægger sig fint i forlængelse af filmens seriøse tone. Som altid er det vigtigt at vi tror på og identificerer os med karakterernes følelser, og det gør vi her. ”28 Dage Senere” tør tage sig selv alvorligt, og det tager jeg hatten af for.

Manglende fokusDesværre er det ikke alle aspekter af filmen, som Danny Boyle har lige godt styr på, og det gode skuespil og den tætte atmosfære svigtes af et svagt plot. Fortællingen mangler en klart defineret struktur, og efter den fascinerende introduktion til det apokalyptiske univers begynder man hurtigt at savne nogle overordnede mål, som karaktererne kan arbejde sig hen imod. Den manglende fokus gør at handlingen flere steder står i tomgang, og der opstår en ubalance mellem de plotrelaterede scener og de virtuose zombieangreb, hvoraf sidstnævnte absolut er de mest interessante.

Som enhver anden moderne film med respekt for sig selv indeholder ”28 Dage Senere” et twist i handlingen som introduceres hen imod slutningen. Denne usmagelige drejning er dog ikke synderlig interessant og kan ikke opveje den fortænkte slutning, der nærmest har karakter af at være et antiklimaks. Jeg følte ikke at karakterernes udsigtsløse situation blev forløst særligt tilfredsstillende, da filmen pludselig stoppede midt i en regn af kugler og kadavere. Det er notorisk svært at lukke historier, der som i dette tilfælde involverer hele menneskeheden, uden at slutningen kommer til at fremstå for konstrueret eller forhastet.

Boyle skuffer ved netop at skrue en super-optimistisk og derfor ganske upassende exit på sin ellers så kompromisløse film, og han vender på samme måde som Spielberg gjorde det med ”Minority Report” ryggen til den stil, som han selv har valgt at etablere.