Bag lukkede øjne

En ensom bil kører gennem det næsten fuldstændig mørklagte landskab, hvor kun skyggerne synes at følge den. Manden bag rettet misser med øjnene et par gange, og bilen forsvinder så i natten og ud af vores synsfelt.

Herefter høres lyden at nogle hvinende dæk, og vi ser kort efter en udstrakt krop ligge på vejen. Typisk for filmen “3 Monkeys” ser vi ikke selve sammenstødet, men hører blot en kortfattet og hurtigt overstået lyd i den ellers altdominerende stilhed. Inden længe har den ikke desto mindre fået omfattende indflydelse.

Bag rettet sidder en politiker, der netop står over for et valg og derfor ikke tåler nogen form for skandale. Han tilbyder i stedet sin trofaste chauffør et anseligt beløb for at påtage sig skylden og derved selv slippe. Chaufføren accepterer modvilligt med udsigten til en relativt kort dom, men kommer alligevel bittert til at fortryde, da det viser sig blot at være begyndelsen på en dyster cirkel af løgn, bedrag og indestængt vrede, og da han ni måneder senere kommer ud, er hans familie en fuldstændig anden end den, han efterlod.

Problemet med originalitet er, at man mangler velkendte formularer at sammenligne med, når man forsøger at beskrive den, og det er ikke mindst aktuelt for den tyrkiske Nuri Bilge Ceylan, hvis filmiske sprog måske nok vækker minder om så kunstfærdige filmmagere som Terrence Malick, Michelangelo Antonioni og mest af alt Andrei Tarkovsky, men som alligevel er fuldstændig sit eget. Filmens figurer bevæger sig rundt i et sært drømmeagtigt univers, hvor det ikke altid er lige let at skelne mellem indre og ydre oplevelser, og hvor filmens kontinuitet adskille gange brydes, således at man stakåndet må forsøge at finde hoved og hale i den. Der er ganske vist store passioner på spil, men som oftest møder vi dem kun indirekte, og de få gange, hvor hovedpersonerne rent faktisk bekender deres hjertes indre, er kameraet holdt på behørig afstand.

Titlen henviser til de bekendte tre aber, der ikke vil tale, høre eller lytte, og kommunikationen er da også sat fuldstændig ude af drift i filmen, hvor den frustrerede søn, utro kone og mistroiske fader alle synes ude af stand til at udveksle følelser eller tanker. Hvad de i stedet lader til at have tilfælles er minder om en kun sjældent nævnt afdød søn, der som en poetisk, men foruroligende budbringer dukker op i et par scener, som er skrækindjagende nok til at matche de fleste gysere.