Lidt for ufarligt

Historien om østrigske Natascha Kampusch, der som 10-årig blev kidnappet af en sindsforvirret mand og holdt fanget i 3096 dage (8 år) i hans kælder, rummer så meget potentiale af snart sagt enhver art, at det er fuldt forståeligt, hvorfor flere instruktører og skuespillere ikke har turdet røre en filmatisering med en ildtang. Alene det, at den virkelige historie ikke er mere end 5 år gammel, gør emnet uhyre følsomt, og det ville kræve en sand mesterinstruktør at skrue en film sammen, der kan gøre det enorme indtryk, som materialet indbyder til, uden samtidig at træde nogen over tæerne på en ubetænksom måde.

“Ørkenblomst”-instruktøren Sherry Hormann har måske klogeligt valgt at undgå alt for store risici i sin filmatisering af historien om Natascha Kampusch og Wolfgang Priklopil. Her svælges hverken i gru eller gråd og ej heller i Stockholm-syndromer og sympati for gerningsmanden. Der forsøges ikke at lave nogen provokerende pointer, ingen særlige fortolkninger af den egentlige udvikling i karaktererne og ingen overdramatisk dramatisering af handlingsforløbet. I stedet bliver der stillet skarpt på særlige og formodentlig særligt vigtige stunder og perioder i Nataschas lange fangenskab.

Og for så vidt fungerer filmen helt udmærket. Hormann instruerer med sikker hånd og sørger for, at filmen får den rette stemning. Det kan være svært at skildre 8 år på film, når man mere eller mindre er begrænset til én enkelt lokalitet, men netop der formår Hormann at afvikle tidens gang på ganske velfungerende vis. Derudover er filmen helt igennem velspillet, og der skal lyde en stor, stor ros til både Amelia Pidgeon og Antonia Campbell-Hughes, der spiller henholdsvis den yngre og den ældre Natascha. Begge gør det med stor overbevisning og meget fine nuancer, så karakteren hele tiden både er stærk og skrøbelig, selvstændig og kuet.

Ligeledes gør danske Thure Lindhardt det også fremragende som Wolfgang Priklopil. At den ellers tysk-kyndige dansker tvinges til at tale engelsk i en film, der ellers burde foregå på tysk, er næsten det eneste minus ved hans præstation, der ellers emmer af intensitet og indlevelse. Specielt i scenerne, hvor Wolfgang tvinger Natascha til at lave mad for sig, eller når gaveudvekslingen en juleaften lugter langt væk af blot at være en gentagelse af de forrige år, bliver der slået gnister mellem skuespillerne, og filmen når sit højeste.

Men i sidste ende føles det, som om frygten for det kontroversielle har fået lov til at udvande det egentlige potentiale i materialet. Manuskriptet (der er skrevet af Ruth Thomas, men dels baseret på et ufærdigt manus af Bernd Eichinger og dels på Natascha Kampuschs egen bog) mangler den kant og det vildskab og mod, der for alvor kunne have tvunget filmen ind under huden på os. Et knivskarpt og effektivt psykologisk drama (eller horror for den sags skyld!) havde krævet, at man enten fortolkede på en kvinde, der stadig lever og kommer sig over oplevelsen, eller på den mand, der har udsat hende for denne ubegribelige ugerning. Man har ikke turdet nogen af delene. Måske er det klogt og hensynsfuldt, men for filmen er det ret ærgerligt.