I mands minde

Parret Kate og Geoffs 45 år gamle forhold er varmt og har været det fra den allerførste flirt. Men en istid er på vej. Nærmest bogstaveligt, da Geoff i et brev bliver fortalt, at liget af ungdomskæresten, Katya, er blevet fundet på bunden af en gletsjerspalte i Schweiz. Nedfrosset.

Forholdet ligger mange år tlibage, men nyheden genantænder Geoffs følelser for sin gamle elsker og fastfryser ham mentalt i tiden sammen med hende. Det er interessant, fordi Kate og Geoff på ingen måder er et dysfunktionelt, aldrende par. Langtfra. De elsker hinanden, nyder rutinerne sammen og taler med hinanden. Kærligheden lever. Eller gør den? Netop dén tragiske tvivl, må man gøre op med sig selv undervejs i “45 år”, der foregår i dagene op til ægteparrets 45-års bryllupsdag.

Dramaet udspiller sig udramatisk i Nordenglands søvndyssende morænelandskab. Udenfor gør en hund i morgendisen mellem æbletræerne. Indenfor tikker væguret i stuen som en understregning af parrets forudsigelige, men trygge hverdagsrytme. Intet kan smadre det, de har bygget op sammen, fornemmer man. Og nysgerrigt begynder Kate derfor at kortlægge Geoffs tidligere affære, som om det også løfter hende at mærke sin mands passion blusse op på ny. Desværre hører lidenskaben kun fortiden til. Til nemesisen Katya. Og således rystes hele Kates eksistensgrundlag.

Andrew Haigh lykkes med en blændende skildring af ægteparrets deroute, der er vedkommende, fordi de ikke bare er to gamle mennesker. Først og fremmest er de to mennesker. Deres situation er ethvert pars lod. Måske ikke, at der kommer et frosset lig på tværs, men at parforholdet for alle kan komme i fare, selv efter mange års tilslibning og med et bolværk af tillid. Tematikken ekkoer Stanley Kubricks “Eyes Wide Shut”, hvor mindet om en fortidig elsker netop udløser en lavine af usikkerhed i et etableret ægteskab. Haighs stil er imidlertid en anden. Et hardcore stykke realisme, minimalistisk og nedbarberet i sit udtryk. De få kameraindstillinger, der bruges, bruges til gengæld kløgtigt. Blandt andet i en gågade, hvor Kate i et næsten klaustrofobisk billede omgives af mennesker, der er ude af fokus. Også lydbilledet er skrabet, lige bortset fra evergreensne i radioen, der ironisk insisterer på Kate og Geoffs ungdomskærlighed – til stor irritation for Kate.

“45 år” hviler på ægteparrets præstation. Charlotte Rampling og Tom Courtenays præstation. Det ‘vi’, årene har formet dem til, er pokkers troværdigt formidlet. Deres vaner, det, de snakker om, deres berøringer. Ned til mindste detalje tror man på deres relation til hinanden og verden. Derfor fungerer tragedien. Men det er den sorte humor, der levendegør karaktererne bedst. Som når Geoff med genvunden, ungdommelig kådhed pludselig begynder at ryge og brokke sig over alle sine uduelige venner. Herunder deres fucking ukulelespil.