Et for det meste godt skænderi

Nyhedsmedier er godt stof. “The Newsroom”, den danske “Ekstra Bladet – Uden for citat” og “Page One: Inside the New York Times”. Nu er tiden så kommet til, at mesterinstruktøren Martin Scorsese skal prøve kræfter med subgenren igennem sit blik på det intellektuelle magasin The New York Review of Books, der i mere end 50 år har fungeret som talerør for nogle af vor tids største tænkere. Og redaktionsrummet her er et ganske andet, end det vi er vant til at se.

Hvor underholdningen i førnævnte “Ekstra Bladet – Uden for citat” kom af at følge staben på den kontroversielle danske tabloidavis og deres hverdag og dilemmaer under ‘breaking news’-kriser og grænseoverskridende sladder-journalistiske opgaver, forløber tingene ganske anderledes på The New York Review of Books. Bøgerne står i tårnhøje stabler, tålmodigt ventende med håbet om, at en af avisens faste skribenter vil skænke den sin opmærksomhed. Magasinets indhold dikteres i lige så høj grad af skribenternes interesseområder som af aktuelle begivenheder – og ‘nyhederne’ bringes kun hver anden uge.

Det afspejles også i Martin Scorseses tilgang til stoffet. Med nu 18 dokumentarfilm på sit cv må den 72-årige instruktør efterhånden i lige så høj grad kunne kaldes dokumentarist som spillefilmsinstruktør. Måden, hvorpå han formår at male med så bred en pensel uden at miste grebet om den overordnede historie – som er historien om magasinet selv – er imponerende og vidner om en instruktør, der kan sit håndværk. Ligesom det var tilfældet med Scorseses over tre timer lange gennemgang af rockikonet Bob Dylans karriere, gør han en dyd ud af at bevæge sig igennem sit materiale i et roligt og nøgternt tempo, hvor magasinets tilblivelse, betydning og indflydelse bliver belyst gennem historiske nedslag og samtaler med flere af dets skribenter. Og havde intellektuelle skikkelser kunne gå for Hollywood-stjerner, ville det være en svær plakat at se bort fra!

Den mest interessante historie bliver i sidste ende da også de skikkelser, hvis passion driver det værk, der er endt med at blive så vigtig en eftertænksom stemme i det virvar af stemmer, der ellers udbasunerer holdninger og nyheder på diverse digitale såvel som trykte medier i dag. At høre James Baldwin tale om race eller opleve ordene slå gnister, når Susan Sontag og Norman Mailer diskuterer køn og feminisme, er medrivende. Men den dybe forståelse og kendskab til disse mennesker lades i stikken til fordel for det forkromede overblik. Og det er ærgerligt.

Derudover fæstnede jeg mig ved, at magasinets historie mestendels bliver fortalt i retrospekt. Om end nyere tiders begivenheder også finder vej ind i fortællingen, virker sidehistorien om magasinets nye blog f.eks. hurtigt forbigået, som en oplagt indgangsvinkel til en fremadrettet diskussion om magasinets funktion i fremtiden – noget som “Ekstra Bladet” og “Page One” gjorde til et stort fokuspunkt og som kunne have bragt os, fra hvad magasinet havde været, videre til hvad magasinet er og skal være i fremtiden.