5x2

InstruktionFrançois Ozon

MedvirkendeStéphane Freiss, Michael Lonsdale, Daniel Duval, Géraldine Pailhas, Françoise Fabian, Antoine Chappey, Marc Ruchmann, Jason Tavassoli, Jean-Pol Brissart

Længde90 min

GenreDrama, Drama, Romantik, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen08/04/2005


Anmeldelse

5×2

5 6
Kærligheden og ægteskabet går sin gang i Francois Ozons nyeste film “5×2”, der som titlen antyder fremstiller fem punktnedslag i de to hovedpersoner Marion (Valeria Bruni-Tedeschi) og Gilles’ (Stéphane Freiss) parforhold. Men i stedet for at lave en klassisk fremadskridende fortælling har instruktøren valgt at vise os det hele i omvendt rækkefølge, så vi starter med skilsmissen og bevæger os gradvis tilbage mod det første møde. Der er ingen letkøbte sandheder eller fortærskede klichéer i denne afdækning af livets mest basale grundkonflikt: mand møder kvinde og kærlighed opstår… og forgår.

Francois Ozon slog en letbenet tone an i sin whodunnit pastiche “8 kvinder og et mord”, og legede med grænsen mellem fiktion og realitet i det minimalistiske spændingsdrama “Swimming Pool”, men i “5×2” er alle disse genrefinurligheder forsvundet som dug for solen.

Man kunne let fristes til at tro, at en sådan omgang fransk socialrealisme hurtigt bliver kedelig og langtrukken, men den bagvendte fortællestruktur, manuskriptets sans for livets små pudsige indfald, samt skuespillernes bravurpræstationer, gør at det hele swinger. Det at fortælle historien bagfra bringer selvfølgelig tankerne hen på Christopher Nolans “Memento” og Ozons landsmand Gaspar Noes “Irreversible”, men de viste scener i “5×2” er i stedet enkeltøjeblikke i forholdets forløb og ikke direkte i forlængelse af hinanden. Og i modsætning til de to nævnte film er det centrale i Ozons historie heller ikke at afdække sandheden om hvad der skete, men i stedet en konstatering af parforholdets forskellige stadier. Instruktøren forklarer det selv således i et interview i Filmguide: ”Når en kærlighedsaffære ender, og man reflekterer tilbage, så koncentrerer man sig i bund og grund om de mest nylige begivenheder, der kulminerer i opbruddet. Det kan være svært at huske de gode oplevelser, men de er der jo stadig i bevidstheden. Så det at starte ved slutningen og arbejde baglæns til det første møde gør, at historien gradvist bliver positiv, næsten idealiseret.”
Om historien decideret efterlader tilskueren med en følelse af lykke kan diskuteres, men fortællestrukturen gør ikke desto mindre, at helhedsindtrykket i højeste grad nuanceres. Der spilles på absurditeterne i ganske almene livssituationer, som i den lange åbningsscene, hvor advokaten læser skilsmisseaftalen op, mens Marion og Gilles tavst og udtryksløst ser på. Det virker næsten kynisk, grænsende til det groteske, og alligevel er det jo sådan den slags ting foregår. Det er sådan livet er til tider, og en desperat søgen efter lette facit gennemhulles hurtigt i “5×2”, illustreret af Marions svar på Gilles spørgsmål, om hun har vundet, når de nu er blevet skilt: ”Jeg har ikke vundet. Det er bare slut.” Kort, præcist og rystende sandt. I den modsatte ende af glædesbarometeret har vi de to hovedpersoner ved alteret til deres bryllup, grinende i lystig brudevals eller ved den gryende forelskelse, da de svømmer ud mod solnedgangen sammen. Dog har Ozon valgt at ledsage disse lykkelige minder med et melankolsk og lettere sørgmodigt score, der underminerer den glade stemning og peger frem mod ægteskabets kollaps. Derfor opnår han ikke den ønskede effekt om en idealiseret kærlighedshistorie, hvilket er lidt en skam.
Den objektivt beskrivende iagttagelse af parforholdet skæmmes også af den ret så ensidige fremstilling af Gilles. Han er en tand for usympatisk, og en del af hans reaktioner grænser til det utroværdige. Det er alt for let at tage Marions parti i hele miseren, og hendes forelskelse i ham (og grunden dertil) ender med at være ret svær at få øje på. Men det er svært at vide, om dette faktisk er instruktørens hensigt, da det jo nogle gange også forholder sig sådan i virkeligheden – sympatiskalaen i ethvert forhold er ikke altid ligevægtig og bevæggrundene for kærligheden er ofte gemt under overfladen.
Det er som sagt små skår i glæden, og begge skuespillere portrætterer deres respektive karakterer med en sådan detaljerighed og styrke, at det er en fornøjelse at iagttage. Især Valeria Bruni-Tedeschi bør fremhæves for sit sydende spil, hvor det gådefulde og det sårbare går hånd i hånd.
Stilistisk holder filmen sig overvejende til at bruge nærbilleder og two-shots af personerne, hvilket skærper opmærksomheden omkring vores hovedpersoner, og opfanger de små kropssignaler eller flygtige ændringer i ansigtet, der vidner om den underliggende malstrøm af uforløste følelser. Samtidig er Ozon genial til at komponere billedindholdet – ofte frontalt – som i scenen hvor Gilles har spillet tennis med sin daværende kæreste og de to sidder på hver sin side af den tomme dommerstige, sammen og alligevel adskilt.

På bare halvanden time formår “5×2” at illustrere hvordan et ægteskab blomstrer op, står stille og visner på en måde der er både medrivende og befriende ærlig. Det er en bittersød oplevelse, men den er det hele værd.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Ud over skilsmissemødet hos advokaten og et efterfølgende opsummerende farvel-samleje, der nærmest udvikler sig til en voldtægt, er vi sammen med Marion og Gilles ved fire centrale begivenheder: Til middag med vennerne, til deres barns fødsel, til deres bryllup og da de mødes for første gang. I netop denne rækkefølge – og det er i øvrigt også i den rækkefølge, filmen er indspillet.

Marion og Gilles skal skilles. Deres ægteskab er endt hos en advokat. Hvorfor nu det? Hvad er deres kærlighedshistorie? De har ingen åbenbare problemer i karriere eller økonomi, det må være følelserne, der er flossede og slidt. Gilles spiller måske lidt for klassisk macho mand, og Marion er nok en anelse for følsom. På bundlinien er det mand, som møder en kvinde. De gifter sig. De får barn. De får venner. Og de skilles.