Perfektionens nederlag

Vi åbner i mørke. Fysisk og metaforisk. Kameraets langsomme panorering afslører, at vi befinder os dybt nede i en brønd. Der er en cirkel af lys højt oppe, men ikke nogen umiddelbar vej derop. Så begynder vi langsomt at stige op mod lyset, men gradvist gøres det klart, at vi ikke er alene i brønden. En tung, våd genstand hæver sig op mod lyset sammen med os. Det er kun lige inden, at der klippes til verden uden for brønden, at det går op for os, at den store klamme ting er liget af en enorm mand, der igennem “A Perfect Day” bliver refereret til med utallige variationer over ‘det fede læs’.

Sådan begynder en af de bedste anti-krigsfilm, jeg har set i et stykke tid. Vi befinder os i Bosnien på et ikke nærmere defineret tidspunkt eller sted i borgerkrigens sidste dage. Der er lige underskrevet en våbenhvile, men de færreste lader til at overholde den eller forvente, at den vil holde. ‘Det fede læs’ befinder sig i en af områdets sidste brugbare brønde, og hvis han ikke fjernes hurtigt, vil brønden være forgiftet i den overskuelige fremtid. Man skulle tro, at det var en overskuelige opgave for den brogede forsamling af hjælpearbejdere, men i dette univers kommer man mildt sagt ikke langt med den gode vilje.

“A Perfect Day” skriver sig ind i en lang tradition af film som “Dommedag nu”, “Punkt 22” og “M.A.S.H.”, der skildrer krig og krigens verden som meningsløs eller direkte absurd. Et klassisk element i den tradition er den kulsorte humor, der også udgør en central del her. Ikke mindst personificeret af Tim Robbins som B, som konstant punkterer den trykkede stemning med fjollede kommentarer og regelmæssigt må konsultere sin lille notesbog med erfaringer fra et langt liv i krigszoner. Når han støder på en død ko på vejen kan denne hjemmestrikkede grønspættebog ikke alene fortælle ham, at koen selvfølgelig er mineret, men også på hvilken side af koen bomben ligger. Hvis han vel at mærke har tydet sine egne kragetæer korrekt.

På trods af det efterhånden velbearbejdede tema og den lidt kluntede om end effektive metafor med den fede mand i brønden så virker “A Perfect Day” alligevel frisk. Den undgår genrens værste klichéer ved at insistere på et internationalt cast, der ikke nødvendigvis kun taler engelsk sammen. Den skildrer ikke hjælpearbejderne som overmenneskelige idealister, som med sindsro og menneskeligt overskud påtager sig den hvide mands byrde. Faktisk formår den at vise den uskønne blanding af kynisme og idealisme, der nødvendigvis må drive mennesker, som frivilligt rejser ind i en krigszone. Det er påfaldende, at kynismen er størst hos dem, der befinder sig midt i konflikten, mens man finder de mest idealistiske personer blandt dem, der står udenfor.

De er kringlede og problemfyldte på den helt rigtige måde, der giver godt konfliktstof, som man klogeligt undgår at forløse fuldstændigt. Deres indbyrdes forhold skal fungere som baggrund i forhold til den centrale historie om krigen. Det har instruktøren tydeligvis forstået. Galgenhumoren får heller aldrig lov til at lette stemningen i det krigshærgede landskab, men fungerer som en naturlig forlængelse af spanske Fernando León de Aranoas tema.