Overvinder kærligheden alt?

Mens organisationer på den globale scene netop har fejret fyrreårs jubilæet for udgivelsen af The Beatles’ hæderkronede og titelløse hvide album, tager den amerikansk funderede filminstruktør Julie Taymor til genmæle efter års tavshed. Det gør hun med musicalen “Across the Universe”, som netop tager udgangspunkt i de udødeliggjorte numre fra den Liverpool-baserede rockgruppe. Kun enkelte af de brugte numre stammer dog fra førnævnte album.

Opskriften er klassisk inden for musicalens genre og set utallige gange før. Hver generation har sin egen musical med udspring i kærlighedens uransaglige veje, hvor den gyldne metier er, at kærligheden overvinder alt, hvis den da overhovedet er der. Også her opereres der nemlig i kærlighedens spændingsfelt, hvor uskrevne love brydes, og hjerter bristes. Midt i følelsernes vold står den purunge amerikanske overklassepige Lucy, som mister sin tilkomne til amerikanernes uforståelige krig i Vietnam, og britiske Jude, der har fået nok af livet som arbejder på en kulfabrik i Liverpool og tager hyre på et skib, som han rømmer for at finde sin ukendte far i Amerika. Der er altså mere end skinbarlig kærlighed på spil, når to væsensforskellige klassebaggrunde sættes sammen igennem Lucys søster, den rebelske Max, der kommer til at agere bindeled for de to elskende.

“Across the Universe” stævner ud efter en sjusket start, hvor den røde tråd flakker i vinden. Men styr kommer der på tingene, da de to unge mennesker mødes, og sød musik opstår. I første omgang ligger muligheden ikke lige for, men livet bringer som bekendt overraskelser med sig på sin vej. Underliggende handler filmen om at finde sit rette jeg, følge sine idealer og ikke gå på kompromis med egne meningers mod. Det er i bund og grund det væsentligste potentiale i en film, der ellers først og fremmest har sit skyts rettet ind på stil og farver, koreografi og sang. Men med blomsterbørnenes almengyldige kærlighed til livet og kamp mod Vietnamkrigen, så viser “Across the Universe” sig alligevel at have en smule mere at byde på.

Scenen er nemlig sat i tresserne, hvor euforiserende stoffer, kulturrevolution, lighedskamp og fredsbevægelser var de kendetegnende artefakter. Og deri stemmer nyfortolkningerne af The Beatles’ sange, som netop hidrører fra den tidslomme, ganske godt overens. Sangene har dog fået en nutidig afpudsning og klæder filmens univers flot og klangfuldt, ligesom der er skabt god sammenhæng mellem sange og historie. Mens både Joe Cocker og U2’s frontmand Bono overrasker ved deres blotte tilstedeværelse og også får sunget sig habilt ind i filmen, kan der foretages indvendinger mod andre numre, som klinger en kende hule. Helhedsindtrykket er dog betagende, og det er svært ikke at lade sig berøre af ørehængende kærlighedssange, som generelt leveres med empati og indlevelse.

Skulle man være i tvivl, er det kærligheden, der er central i “Across the Universe”, og det er kærligheden mellem Jude og Lucy – begge navne henviser i øvrigt til berømmede Beatles-sange – som er trækplastret. Men rundt om dem og de frænder, de møder undervejs, er også kemiske udladninger en masse. Kærlighed og had, jalousi og forelskelse er allestedsnærværende. Det er følelser, man kender, og derfor intensiveres dramaet betragteligt, da filmen igennem brug af melodramatiske termer adskiller Jude og Lucy i tid og sted. Spørgsmålet henligger i det uvisse. Kan kærligheden i virkeligheden overvinde alt?

Historien kan i store vendinger og med rette anklages for at fedte rundt i sin egen middelmådighed, mens æstetikken i virkeligheden er den glasur, filmen sælges på. Men er det i virkeligheden ikke også det, der er målet med den typiske musical? Den overvejende del af de efterhånden uendeligt mange musicals, der efterhånden har set dagens lys, har bortset fra eksempelvis danske Lars von Triers “Dancer in the Dark” ikke haft meget indhold, men derimod fokuseret på glitter og staffage, velsungne sange, ørehængende musik og et visuelt show-off. Det får vi også i “Across the Universe”, hvor det visuelle flow meget godt symboliserer karakterernes leg med datidens bevidsthedsudvidende medikamenter.

Filmen er desuden fyldt med gode energier, og de unge aktører er gode rollemodeller for deres generation. Filmen henvender sig først og fremmest til teenagepublikummet, men giver dem således måske en glimrende introduktion til et band, der har betydet alt for musikken, som vi kender den i dag. For nogle vil “Across the Universe” i hvert fald være en rejse tilbage i tiden, mens den for andre vil være en øjenåbner for en tid, der engang var. Det mest tankevækkende ved Julie Taymors seneste og storladne film er umiddelbart det bemærkelsesværdige, at nøglefigurerne udvikler sig markant fra start til slut og erkender de fejl, de begår undervejs i livets indledende fase. Det samme kan vist ikke siges om amerikanerne, som tilsyneladende stadig ikke har lært en disse af deltagelsen i Vietnamkrigen.

Video

Visuelt præsenteres “Across the Universe” i et skarpt anamorphic widescreen 2.40:1-format. Der er enkelte tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener, men derimod ingen tegn på digitale forstyrrelser eller udtværinger. Farvetemperaturen holder sig stabil, mens kontrast kun plages af mindre udsving. Et glimrende transfer, som går godt i spænd med filmens spraglede stil.

Audio

Også lyden, der eksekveres i de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS ES 6.1-lydspor, gør en god figur. Både sang og den smule dialog, der nu er, er tydelig og uden de fjerneste overstyringer og suppleres i øvrigt fortræffeligt af de tidsløse ørehængere baseret på udødeliggjorte Beatles-klassikere. Underneden findes en dynamisk og velfunderet atmosfære, hvor distinkte effektlyde og vellykkede lydpanoreringer heller ikke er en sjældenhed.

Ekstramateriale

Mere magert er derimod ekstramaterialet, som udelukkende består af trailere for et par aktuelle dvd-udgivelser samt et velmenende, men traditionelt kommentarspor med filmens instruktør Julie Taymor og hjernen bag musikken, Elliot Goldenthal.

Stil over substans55-årige Julie Taymor iscenesatte den populære, betagende Broadway-udgave af Disneys “Løvernes konge”. Derfor kommer det ikke som den største overraskelse, at både de storladne musicalindslag og fåtallige dialogscener i hendes musical “Across the Universe” er en fornøjelse at beskue. Dansekoreografien er umulig at sætte en finger på, de mangfoldige locations er smukke, og der er formentlig ikke én eneste nuance af farvespektrumets endeløse register, der ikke udnyttes fornemt af de detaljerede kulisser og Oscar-nominerede kostumer. Havde filmen haft lige så meget held med at fornøje sindet og hjertet som sanserne, havde ingen anden film overgået Taymors tredje spillefilm sidste år.

I 1960’erne drager den engelske dreng Jude til USA for at finde sin fraværende far. Han møder og forelsker sig i pigen Lucy, og udover kærligheden konfronteres den britiske ungkarl også med den betydningsfulde borgerrettighedsbevægelse, sine nye kammeraters frygt for at blive sendt til Vietnam og både den smitsomme livsglæde og destruktive kynisme, der gennemsyrer musikbranchen.

Sangspillets koncept var lovende. Ja, næsten genialt. Historien om ungdommelig kærlighed, accept og musik i de turbulente sene 60’ere og tidlige 70’ere understøttes af flere af The Beatles’ klassikere, som skuespillerne skiftes til at synge. Her opføres alt fra de søde, letfordøjelige popsange, som dominerede Liverpool-drengenes tidlige karriere (“I Want To Hold Your Hand”, “All My Loving”), over firkløverets underfundige, musikalske milepæle (“I Am The Walrus”, “Being For The Benefit Of Mr. Kite”), til bandets episke ballader (“All You Need is Love”, “Let it Be”).

Skuespillerne gør det hæderligt, men de har svært ved at få karaktererne og især forholdene imellem dem til at virke troværdige. Det centrale kærlighedsforhold mellem Jude og Lucy er eksempelvis aldrig bevægende eller engagerende, hovedsageligt fordi fortællingen er forhastet og banal. Som man kan høre, er personerne også navngivet efter Beatles-sange. Men dét føles som et søgt forsøg på at skabe en spinkel og næsten desperat forbindelse mellem musikken og dem, der opfører den. Da kvinden Prudence endelig introduceres for “Dear Prudence”, er det svært at holde et højlydt suk tilbage. Og hvad er dog pointen med Judes evindelige ophængning af jordbær?

Beatles’ sange udnyttes ikke godt nok. Oftest føles det, som om numrene bliver smidt mere eller mindre tilfældigt ind – så tilfældigt, at det standser den tyndbenede, forudsigelige fortællings flow. Kun sjældent har sangene emotionel slagkraft. En nøgtern udgave af George Harrisons brillante “While My Guitar Gently Weeps”, der bruges til at fremhæve et nedbrudt parforhold, er en af undtagelserne. Og brugen af “I Want To Hold Your Hand” som en sørgmodig kærlighedserklæring fra en homoseksuel kvinde til en heteroseksuel klassekammerat er simpelthen genial.