Død og glemselEt lille men tragisk kapitel af Anden Verdenskrig får nu sin helt egen film. Rachid Bouchareb har instrueret fortællingen om nogle af krigens for længst glemte helte, der spillede en betydelig rolle i befrielsen af Europa.

Vi nærmer os slutningen på Anden Verdenskrig. I Nordafrika i de franske kolonier kaldes unge mænd til samling for at rejse til Europa og befri moderlandet. De får næsten ingen militær træning, bliver bare stoppet i en uniform, og så ellers fragtet til Italien, hvor de skal deltage i deres første slag. Vi følger først og fremmest fire mænd fra Algeriet i “Ærens dage”: Saïd, Yassir, Messaud og Abdelkader melder sig under fanerne for at bekæmpe nazismen og smide besætterne ud af moderlandet. Og selv Saïd, der er lam i den ene arm, bliver accepteret i den franske hærs 17. infanteri, der består af afrikanere fra kolonierne.
De unge mænd er dog ikke klar over, at de skal kæmpe på to fronter. Det går hurtigt op for dem, at de slet ikke er berettiget til de samme ting som de øvrige soldater. Mens de franske tropper får forfremmelser, god mad og orlov, må afrikanerne se sig placeret i anden række. Frihed, lighed og broderskab er alt sammen meget fint, men det gælder så ikke dem, der ser anderledes ud og taler med accent.

Når det skal afgøres, hvordan et slag skal udformes, så står afrikanerne til gengæld i første række. Det 17. infanteri løber forrest som kanonføde mens kuglerne regner ned over dem og slår den ene efter den anden ihjel. Alt sammen udelukkende for at generalerne kan se, hvor de tyske stillinger befinder sig og så kalde artillereriet ind.
Langt de fleste af de afrikanske tropper er gået ind i hæren for at få en bedre fremtid, kun få har en uddannelse og endnu færre kan læse, men krigens brutalitet kommer i den grad bag på dem.

Filmens besked om den uretfærdighed, der blev begået mod tropperne fra kolonierne står skarpt hele vejen igennem “Ærens dage”. Man berøres og forarges når de soldater, hvis liv intet betyder for Frankrig, står og råber “Vive la France” og synger “Marseillaisen”, inden de bliver sendt i krig for at dø som hunde.

Alligevel, og det er filmens forskruede fortælling, er mændene villige til at dø for et land, de aldrig har besøgt. Gang på gang kæmper de sig videre i håbet om, at næste gang så får de anerkendelse når de har besejret tyskerne. I halvandet år deltager de i slag efter slag uden at få en eneste forfremmelse eller orlov.

“Ærens dage” er en oprigtig film, der selv om den har et klart budskab, lader billederne tale for sig selv. Den er grufuld og realistisk, og spillet mellem den virkelige krig på slagmarken og den interne krig mellem mændene fra kolonierne og de øvrige mænd i hæren er indlevende beskrevet.

Filmen slutter med en tekst, der fortæller, at selv i dag kæmper soldaterne for retfærdighed – koloniernes tropper har i modsætning til alle de andre franske tropper ikke fået udbetalt pension.