Man griner, man græder, og så dør man

Jeg ville gerne have siddet i kontoret, da “Afskedsfesten” blev pitchet. ”Vi har tænkt os at lave en god, gammeldags folkekomedie omkring en gruppe ældre på et plejehjem. Sådan én med masser af charme og hjerte… Nåja, og så havde vi forestillet os, at temaet skulle være aktiv dødshjælp.” Præcist hvordan det lykkedes dem at sælge det koncept, må nok forblive en gåde, men det blegner også ganske i forhold til det lille mirakel, at en dødshjælps-komedie fungerer.

Man skulle ikke tro, at det var muligt at rumme så store og tunge emner i en komedie uden af ende med følelsesmæssigt piskesmæld, men alle delene er smukt afstemt. Vi introduceres igennem den excentriske opfinder Yehezkel, der bor med sin kone på et eksklusivt plejehjem. Han tilbringer sin tid med at lave små, mærkelige maskiner. Blandt andet en stemmemodulator så han kan ringe til en af de andre beboere og lade, som om han er Gud for at overbevise hende om at fortsætte sin kemobehandling. Vennen Max ligger på hospitalet, hvor han lider dagligt og desperat beder sin ven om at hjælpe sig ud af det. Derfor må han sammen med Max’ kone overbevise en ny beboer på plejehjemmet, som de tror er læge, om at hjælpe dem med at gøre det.

Når jeg sidder og skriver det ned, kan jeg godt mærke, at det virker som nogle voldsomme skift i tone, men det forekommer aldrig sådan, imens man ser den. De alvorlige emner håndteres med en tør og underspillet humor, der aldrig undergraver det seriøse. Efter Max’ død bliver den lille gruppe opsøgt af en mand, hvis kone også vil have dem til at hjælpe sig. Den samtale foregår i et lille rum, hvor de alle sidder og ryger. Da en af dem til sidst spørger ham, hvad hans kone fejler, kigger han udover det røgfyldte lokale og svarer: ”Lungekræft”. Der nikkes alvorligt og ryges videre.

“Afskedsfesten” er velsignet med gode skuespillerkræfter. Ze’ev Revach som Yehezkel og Levana Finkelstein som hans kone er både underholdende og hjerteskærende. De elsker hinanden utroligt højt, men hvordan skal Yehezkel forholde sig til, at hun bliver diagnosticeret med demens? Da de besøger et demenshospital er alt holdt i kolde, blå og kliniske nuancer, mens farverne tilbage på plejehjemmet er brune og gyldne. Institutionsindretningen præger hele filmen. Vi befinder os i et univers, hvor blæreinfektioner er lige så normalt et samtaleemne som madopskrifter, og hvor selvironi ofte er det eneste svar til en krop, der i stigende grad svigter, og en hjerne, der nægter at erkende det.

Mod slutningen tager dramaet efterhånden over, de komiske elementer forsvinder. Det er synd, men nok også nødvendigt, hvis man skal være tro mod emnet. Et af de eneste elementer, jeg havde det svært med, er en indlagt musicalsekvens, hvor alle pludselig kaster sig ud i sang. Det er ikke dårligt udført, men det virker underligt løsrevet fra resten af filmen, og jeg forstod ganske enkelt ikke, hvorfor det var med.