Ai Weiwei: Never Sorry

InstruktionAlison Klayman

MedvirkendeAi Weiwei

Længde92 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen30/08/2012


Anmeldelse

Ai Weiwei: Never Sorry

3 6
En forspildt chance

Jeg har en svaghed for film om politisk aktivisme, specielt når de berører oprør mod totalitære regimer. Det skyldes nok, at jeg selv har været ganske politisk aktiv og derfor nemt kan relatere mig til de idealistiske mænd og kvinder, som sætter alt på spil i kampen mod verdens kyniske og brutale magthavere. Derfor er jeg kun endnu mere ærgerlig over, at man ikke efterlader dokumentarfilmen “Ai Weiwei: Never Sorry” fuld af inspiration og kampgejst, men at man blot sidder tilbage med en lidt flad fornemmelse i maven.

Filmen følger den kinesiske kunstner og aktivist Ai Weiwei, hvis systemkritiske værker og adskillige konfrontationer med det kinesiske styre har givet ham verdensomspændende berømmelse. Weiwei er filmens ubetingede hovedperson, og vi er med bag kulisserne, når han indsamler navne på ofrene for jordskælvet, der ramte Kina i 2008, samt da han får tæv af en politimand og senere vil have systemet til at anerkende overgrebet. Vi følger ham også, når han udstiller sine efterspurgte værker i München og London.

Det er alt sammen ganske interessant, og hvis man beundrer Weiweis kunst eller personlighed, så får man altså her lejlighed til at tilbringe hele 92 minutter i selskab med ham. Men filmen fejler i sit forsøg på at appellere til dem, der ikke allerede er forgabt i Weiwei, og det har næppe været instruktøren Alison Klaymans intention blot at lave en film, der kun tiltaler folk, der allerede holder af Weiwei og bifalder hans politiske og kunstneriske initiativer. For filmen savner i allerhøjeste grad en gennemgående handling og en rød tråd.

Filmen er også så optaget af Weiweis person, at kineserens systemkritik, der skal legitimere hans kamp, går lidt i glemmebogen. Selvfølgelig er hans kamp legitim og fortjener al den respekt, den kan få, men forargelsen over det kinesiske styre udebliver af uransagelige årsager. Filmen formår simpelthen ikke at engagere os lige så meget som eksempelvis “Burma VJ”, og man lærer næppe noget nyt, medmindre man har en ualmindeligt naiv og uoplyst forestilling om Kina. Det ville også have klædt troværdigheden, hvis man havde gjort mere ud af at give seeren et indblik i det kinesiske samfund og kultur som sådan. Hverken landet eller folket synes dog at få en plads i filmen, og man kan derfor ikke lade være med at føle, at “Ai Weiwei: Never Sorry” bliver en smule entydig og unuanceret.

Hvad der til gengæld fungerer ganske udmærket, er den fortælletekniske idé med løbende at lade Weiweis Twitter-opdateringer supplere billederne og dermed være med til at drive filmen fremad. Det giver nogle gode punchlines samt en fornemmelse af, hvordan modstand kan sprede sig hurtigt og effektivt i den digitaliserede tidsalder. Dét er i sig selv ikke en nyhed, men når det kommer til udtryk således i en dokumentarfilm, så fornemmer man for alvor, hvordan det fungerer. Det er også igennem Twitter, at filmen får plads til noget velkommen humor og ironi.

Desværre er “Ai Weiwei: Never Sorry” en lidt kedelig film. Man har forspildt chancen for at hjælpe Weiweis forsøg på at sætte spot på Kinas manglende demokrati og nationens konsekvente brud på menneskerettighederne. Filmen er langtfra noget kunstværk, men derimod et simpelt portræt af en dygtig og optimistisk ildsjæl, der både som kunstner og aktivist prøver at ændre sit land. Klayman graver ned i mennesket bag kunstværkerne, men hun skulle som minimum have gravet to spadestik dybere, hvis filmen for alvor skulle have været interessant.


Kort om filmen

I årene mellem 2008 og 2010 fik den kinesiske journalist og instruktør Alison Klayman fra Beijing hidtil uset adgang til Ai Weiwei. Klayman har indfanget Ai Weiweis kunstneriske udfoldelser lige fra forberedelsen til de store udstillinger, inspirationen til kunsten og langt ind i intimsfæren i hans privatliv samt ikke mindst de tiltagende konfrontationer med den kinesiske regering, der i 2011 resulterede i, at han var tilbageholdt i knap tre måneder, mens verden udenfor blev holdt hen i uvished om hans skæbne.