Ai Weiwei: Never Sorry
Udgivet 29. aug 2012 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Jeg har en svaghed for film om politisk aktivisme, specielt når de berører oprør mod totalitære regimer. Det skyldes nok, at jeg selv har været ganske politisk aktiv og derfor nemt kan relatere mig til de idealistiske mænd og kvinder, som sætter alt på spil i kampen mod verdens kyniske og brutale magthavere. Derfor er jeg kun endnu mere ærgerlig over, at man ikke efterlader dokumentarfilmen “Ai Weiwei: Never Sorry” fuld af inspiration og kampgejst, men at man blot sidder tilbage med en lidt flad fornemmelse i maven.
Det er alt sammen ganske interessant, og hvis man beundrer Weiweis kunst eller personlighed, så får man altså her lejlighed til at tilbringe hele 92 minutter i selskab med ham. Men filmen fejler i sit forsøg på at appellere til dem, der ikke allerede er forgabt i Weiwei, og det har næppe været instruktøren Alison Klaymans intention blot at lave en film, der kun tiltaler folk, der allerede holder af Weiwei og bifalder hans politiske og kunstneriske initiativer. For filmen savner i allerhøjeste grad en gennemgående handling og en rød tråd.
Hvad der til gengæld fungerer ganske udmærket, er den fortælletekniske idé med løbende at lade Weiweis Twitter-opdateringer supplere billederne og dermed være med til at drive filmen fremad. Det giver nogle gode punchlines samt en fornemmelse af, hvordan modstand kan sprede sig hurtigt og effektivt i den digitaliserede tidsalder. Dét er i sig selv ikke en nyhed, men når det kommer til udtryk således i en dokumentarfilm, så fornemmer man for alvor, hvordan det fungerer. Det er også igennem Twitter, at filmen får plads til noget velkommen humor og ironi.
Desværre er “Ai Weiwei: Never Sorry” en lidt kedelig film. Man har forspildt chancen for at hjælpe Weiweis forsøg på at sætte spot på Kinas manglende demokrati og nationens konsekvente brud på menneskerettighederne. Filmen er langtfra noget kunstværk, men derimod et simpelt portræt af en dygtig og optimistisk ildsjæl, der både som kunstner og aktivist prøver at ændre sit land. Klayman graver ned i mennesket bag kunstværkerne, men hun skulle som minimum have gravet to spadestik dybere, hvis filmen for alvor skulle have været interessant.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet