Ai Weiweis tilstand og Kinas stilstand

Et par gange i Andreas Johnsens ret fantastiske “Ai Weiwei The Fake Case” nævner Ai Weiwei, at mennesker, der bor uden for Kina, aldrig helt vil kunne forstå hverdagen under det kommunistiske styre. Så selv om kameraet kommer utroligt tæt på den kinesiske verdensstjerne, nedskyder hovedpersonen selv forestillingen om, at en undersøgende dokumentar kan bringe sine tilskuere tættere på sandheden. Filmens kvaliteter ligger snarere i dens evne til at dokumentere og indgå i Ai Weiweis personlige projekt, der også er gået hen og blevet en slags forbandelse for ham.

Ai Weiwei vil ikke trues til tavshed. Udfordringen tages ellers i dén grad op. Ikke kun af regeringen med dens politiagenter og kontrolopkald – alle vil vide, hvad han laver. Den aften, manden kommer hjem efter 80 dages fængsling med to soldater som sove-, spise- og skidekammerater, venter Johnsen og adskillige andre journalisthold allerede med deres kameraer. Klar til optagelse. Kommunistpartiet vil have deres daglige afrapportering, og verdenspressen vil have sin historie.

Det enorme pres, som Ai Weiweis lille familie oplever, sætter filmen i historisk kontekst ved at interviewe hans mor, der så sin intellektuelle mand blive fængslet for over 50 år siden. Hun er selvfølgelig bange for, at historien gentager sig, men det er, som om de følelser ikke helt bliver konkrete på trods af frygtsomme blikke og hændervriden. Bedre skildret er samarbejdet med kunstnerkolleger, der nervøst følger hans eksempel, samt nogle seriøst morsomme møder med en amerikansk gallerist, som faktisk ikke har forstået en skid af det hele.

Fair nok, det er efterhånden også en temmelig kompleks situation. Regeringen overvåger ham, men Ai Weiweis kunst og eneste våben består samtidig i at vise sig frem. Den dobbelthed følger ham filmen igennem, og det er her, det begyndte at vende sig i mig. For kunstneren mister langsomt kontrollen, og mennesket bag må se passivt til under stadigt tungere øjenlåg, mens han bliver forfulgt og fotograferet op i en krog. Flere gange beder han journalister stoppe deres spørgsmål. Han falder i søvn midt under en samtale med en god ven. Selv Johnsens blidt vuggende linse lader til at irritere ham.

Vi møver os alle ind på ham, og til sidst oplevede jeg et fysisk ubehag ved alle de kameraer og smartphones, der konstant er i billedet. Kampen for retfærdighed glider i baggrunden, og man ønsker egentlig bare Ai Weiwei lidt fred. Den må han selv finde – freden. Den venlige mand viser selv vejen ved at skrige politiet lige op i ansigtet, så ingen for én gangs skyld er i tvivl. Slut med skjult kritik, poetisk fuglefrøs-kunst og sarkastiske essays om Beijing. Skrid ud af min forhave, panser!