Det stille liv

Det er efterhånden en etableret regel i filmverdenen, at hvis en butler er høflig, pligtopfyldende og trofast, så er han i virkeligheden en plaget sjæl, der bare venter på at bryde fri. Her i “Albert Nobbs” bærer vores butler samtidigt på en hemmelighed, der var skæbnesvanger tilbage i 1800-tallet, hvor historien finder sted.

Albert Nobbs er en (du gættede det) høflig, pligtopfyldende og trofast butler på et fornemt hotel i Dublin. Livet går sin vante gang og har gjort det i årevis. Men Albert har en hemmelighed: Han er i virkeligheden en kvinde, der har besluttet sig for at trodse de almindelig kønsregler i 1800-tallets Irland for at skabe en karriere, der ellers ikke ville have været opnåelig. Men en dag ankommer den selvsikre maler Hubert Page til hotellet og får Albert til at åbne øjnene for andre muligheder i livet.

“Albert Nobbs” er en stille film, der får det meste ud af sine skuespillere. Og heldigvis for det, for det er netop disse præstationer, der får “Albert Nobbs” til at trække sig selv op fra middelmådighedens afgrund. I rollen som Albert giver Glenn Close alt, hvad hun har, og det er tydeligt at se, hvorfor dette er et projekt, hun har kæmpet for i næsten lige så mange år, som filmens Albert Nobbs har været ansat på det fine hotel. Denne rolle er nemlig hendes karrieres foreløbige højdepunkt, hvilket ikke siger så lidt. I rollen som Hubert Page er Janet McTeer en mindst lige så stor fryd, og det er svært at udpege, hvem af disse to skuespillerinder, der gør det allerbedst. De gode præstationer kæmper om kap, og selvom McTeer og Close har filmens to bedste roller, er enhver præstation i “Albert Nobbs” mindeværdig. Og hvis Mia Wasikowska og Aaron Johnson i andre, bærende biroller ikke i forvejen var voksende stjerneskud i filmbranchen, ville “Albert Nobbs” velsagtens være en karriereskabende film for dem begge.

Når filmens skuespillere fremhæves, er det også, fordi de for alvor har roller med kød på. Slynglen Joe Mackey (spillet af førnævnte Johnson i en rolle, der ligger meget fjernt fra hans hovedrolle i “Kick-Ass”) er eksempelvis ikke kun en lømmel og en døgenigt, der forfører en livlig stuepige. Normalt ville hans karakter være filmens gemene antagonist, og i “Albert Nobbs” er han da heller ikke gennemgående sympatisk. Men karakterportrætterne er heldigvis mere nuancerede end som så, og Joe viser sig ikke kun at være en bølle, men også en frustreret sjæl, der prøver at skabe et bedre liv for sig selv, og som forsøger at gøre det rigtige, selvom det bestemt ikke altid lykkes. Det kunne have været så nemt for Close og instruktøren Rodrigo Garcia at skabe en film, der udelukkende fremhævede den interessante hovedperson, så det er dejligt at se, at historien kom i første række, ikke filmmagernes egoer.

Desværre bliver det undervejs mere og mere tydeligt, at “Albert Nobbs” ihærdigt kæmper for at tilspille sig en rolle i Oscar-racet. Med et lidt for følelsesladet score, der bruger alle kneb i et forsøg på at trække tårer, ender filmen desværre med at føles en smule fortænkt og kalkuleret; en kedelig tendens, der heldigvis ikke er til at få øje på i filmens fine, første halvdel.